Pelle Dragsteds ved Enhedslistens sommergruppemøde

I dag vil jeg tale om økonomisk ulighed.  For der er to billeder der har brændt sig fast hos mig her over sommeren. Og som siger noget om et samfund hvor uligheden er blevet så stor, at vi er ved at miste noget unikt ved vores land. 

Champagnegeværer
Det ene var billedet af en gruppe unge velhavere i Skagen, der med særligt konstruerede champagnegeværer sprøjtede årgangschampagne ud over hinanden.

Det er ikke fordi jeg har noget problem med at nogle velhaverunge vil spilde tusinder af kroner på champagnegeværer og dyr champagne. Det er deres egen sag.

Det er kløfterne mellem denne her pralende rigdom, og så de mange danskere, som lever i fattigdom eller med meget få penge, der får mig til at reagere. 

At samtidig med at der er nogen, der har råd til at sprøjte med årgangschampagne, så er der andre, der ikke har råd til at tage børnene med på sommerferie. 

Folkepensionister, der må vende hver en krone efter at inflationen har udhulet deres pension. 

Arbejdere der knokler i hårde jobs, men stadig ikke kan spare noget op - fordi huslejer og elregninger er eksploderet. 

Det er det forskelsdanmark jeg reagerer på. 

For jeg er bange for, at vi er tæt på at miste noget af det der er unikt ved Danmark. Det her land, hvor kløfterne ikke er for store. Hvor vi kender hinanden. Bor i samme kvarterer. Har tillid til hinanden. 

Det Danmark er ved at krakelere.

Faktisk er det så grelt, at hvis uligheden fortsætter med at stige i samme tempo i de kommende år, så vil vi om ca et årti være lige så ulige som Storbrittanien er i dag. 

Et langt mere råt klasesamfund. 

Legoland
Det andet billede, som har brændt sig fast, er barnet i Legoland, der spørger sin far, hvorfor de kan springe de andre børn over i køen.  

Og fik som svar -  som om det var det mest naturlige i verden - at det var fordi de havde flere penge.  

Og igen: jeg vil ikke blande mig i hvordan en privat forlystelsespark indretter sig – selvom jeg har svært ved at forestille mig noget mere udansk end det Legoland gør. 

Men at vi er kommet derhen, hvor overklassen synes det er helt naturligt, at man kan springe fattigrøvene over i køen – er en ny mentalitet. 

Og det er jo ikke kun i Legoland, at de rigeste nu springer over i køen. 

Det er nu sådan  vores sundhedssystem at, dem der har råd til den dyreste sundhedsforsikring kan få hurtig behandling, mens dem, der har færre penge, men større behov bliver skubbet bagud i køen. 

Når det gælder pensionen – så kan vi se at mens den jævne dansker tvinges til at arbejde længere og længere ind i alderdommen, så stiger antallet af rigmænd der selvpensionerer sig for deres formue. – Senest en direktør i Dansk Industri.  

De voksende økonomiske kløfter er jo ikke bare tal på et papir. De former vores samfund. 

De bestemmer hvem der har muligheder og hvem der ikke har. Hvem der har tryghed og hvem der ikke har. Hvem der har frihed og hvem der ikke har.

Det er derfor det er så afgørende, at vi får vendt udviklingen – hvis vi ønsker at bevare det Danmark vi har kendt.

Socialdemokraterne svigter
I gamle dage ville socialdemokraterne have sagt fra overfor uligheden. Man kan vel sige, at det engang nærmest var kernen i de socialdemokratiske projekt. 

Men nu bidrager socialdemokraterne i SVM-regeringen aktivt til at øge uligheden. Med skattereformer der giver de største skattelettelser til millionærerne. Med særlige rabatter til hovedrige milliardærfamilers arvinger.

Derfor ligger ansvaret for at få stoppet og vendt denne her udvikling i dag hos de partier, der er tilbage på venstrefløjen. SF og Enhedslisten. 

Og jeg vil gerne her fra vores sommergruppemøde erklære krig mod uligheden. Det bliver en helt afgørende kamp for Enhedslisten frem mod et valg. Og når der skal forhandles om en ny regering. 

Ulighedslov
Og det første initiativ vi foreslår er en forpligtende Ulighedslov – inspireret af klimaloven -  som jo har vist, at det faktisk gør en stor forskel, når vi sætter konkrete lovsikrede mål. 
 
Vi foreslår en lov, der skal sætte et forpligtende mål om at reducere den økonomiske ulighed i Danmark frem mod 2035.  Mål som alle regeringer er forpligtet af. 
 
Vi vil selv før næste folketingsvalg fremlægge vores planer for hvordan vi kan bringe uligheden i indkomst, formue og muligheder ned. 

Med skattereformer, der letter skatten i bunden og hæver den i toppen.  Med udvidelse af velfærden til nye områder – fx gratis tandpleje. Og ved at beskytte borgerne bedre mod økonomisk udnyttelse – fra ejendomsspekulanter, banker og andre der har hænder for langt ned i danskernes lommer.
 
Men den  voldsomt voksende ulighed er ikke bare et spørgsmål om retfærdighed – det er faktisk også et spørgsmål om demokrati. Og det vil vores demokratiordfører Rosa Lund gerne sige noget om. 

[Rosa Lunds indlæg] 

Tak for det, Rosa.

Pension
Jeg vil lige knytte nogle ord til den diskussion som er rejst om danskernes pensionsalder. 

For det første. Det er positivt at Mette Frederiksen nu langt om længe åbner op for den debat. 

Men det er samtidig helt uholdbart at socialdemokraterne ikke vil sige, hvad det er for et pensionssystem de vil skabe. 

Det eneste vi lige nu er sikre på, det er at socialdemokraterne om et år vil stemme for at øge pensionsalderen til 70. 

De skylder danskerne at fortælle hvad det er de vil. 

Og ikke mindst hvem de vil gennemføre det samme med. 

Er det sammen med Lars Løkke, der taler om at pensionsalderen skal stige endnu hurtigere end planlagt. 

Vil de sætte sig ind i et lukket lokale med de partier, som stjal danskernes store bededag? For så ved vi jo godt, hvordan det ender. 
 
Eller vil de vende sig mod Enhedslisten og SF og lave en rød og tryg pensionsreform – som da vi sammen gennemførte Arnepensionen. Det skylder de svar på. Før et valg. 

I Enhedslisten der ryster vi ikke på hånden. Vi kommer ikke til at stemme for at hæve pensionsalderen til 70 næste år. Det er vi vist efterhånden det eneste parti der garanterer. 

Og så mener vi at både Arnepension og seniorpension skal forbedres. 

Så os ved danskerne hvor de har. 

(...)