Kære organisationer, myndigheder, fonde og alle, der kæmper for at bryde voldens onde cirkel.
Mange tak for invitationen.
Men først og fremmest: Kære unge forfattere.
[Jeres ord gør indtryk]
Jeg har jo mødt jer før.
Jeg har jo mødt jer før.
Det var en tidlig morgen på Folkemødet på Bornholm. Solen skinnede, og der var kaffe på kanden, da jeg fik lov at sætte mig ned og høre lidt om jeres oplevelser.
Det var et øjeblik, der gjorde stort indtryk på mig. For der har været alt for lidt solskin på de børneværelser, hvor I er vokset op. Og alligevel stod I der –modigt og åbent – og delte jeres oplevelser med mig. Den ærlighed vil jeg gerne sige tak for.
Nu er jeres ord udkommet på papir. I en bog, der er så stærk, at den næsten gør ondt at læse.
Typisk – når man læser om, hvad vold fører med sig – støder man på de samme ord.
Ord som skyld, skam, isolation, kriminalitet og misbrug. Det kan virke abstrakt og fjernt.
Men når det er jer, der fortæller, kan man næsten se, høre og lugte det mørke, I er vokset op med.
Det sker, når Sille beskriver, hvordan hun som lille pige kunne genkende forskellen på mors og fars skridt på trappen – fordi den forskel betød enten sikkerhed eller fare.
Det sker, når Amir fortæller om de bamser, der i mange år var hans eneste trøst. Og som pludselig en dag var smidt væk, da han kom hjem fra skole.
Og det sker, når Elisabeth beskriver, at hendes krop lærte at overleve. Men at den aldrig lærte at leve.
Det er stærke fortællinger. Det er modige fortællinger. Og I skal vide, at vi hører jer.
[Stadig ikke i mål]
Det mod, I unge viser ved at fortælle jeres historier, skal vi fra politisk side vise ved at tage fat om problemet.
Snart er det 30 år siden, at revselsesretten blev afskaffet. Men det er stadig omkring hvert femte barn i Danmark, der bliver udsat for vold i hjemmet.
Er det virkelig det bedste, vi kan præstere som samfund?
Det tror jeg ikke. Vi ved, at børn, der vokser op med vold i hjemmet, har større risiko for at udvikle en voldelig adfærd som voksen. Men vi har også set, hvordan det rette lys kan skinne ind og ændre livet for dem, der har været i mørket. Når vi får stoppet volden i ét led, kan vi måske redde flere generationer. Derfor skal vi gribe tidligere og mere målrettet ind, end vi gør i dag.
[Barnets lov var et vigtigt skridt]
Med barnets lov, som trådte i kraft 1. januar 2024, styrkede vi rettighederne for udsatte børn, der har brug for hjælp. Vi gav dem en stærkere stemme.
En af de vigtigste ændringer var, at hensynet til, hvordan barnet har det, nu sættes i centrum. Det er hensynet til barnet, barnets stemme, barnets behov og barnets trivsel, der er det vigtigste – også hvis det nogle gange står i modsætning til andres ønsker. En anden ændring var, at det nu er et krav, at man som det klare udgangspunkt undersøger alle søskende under 15 år, når et barn bliver anbragt uden for hjemmet. Så ingen søskende bliver ladt alene med en mor eller far, der slår.
Barnets lov var et vigtigt skridt. Men det er stadig for tilfældigt, hvem der får hjælp, når de oplever vold. Det kan jeg også se, når jeg læser jeres bog.
Der er for mange af jer, der falder mellem to stole, og som ikke får den hjælp, I har brug for.
Som Sami skriver i bogen: Man skal ’passe i kasserne’. Men ingen mennesker passer i kasser.
Derfor skal vi blive bedre til at brede sikkerhedsnettet ud. Så vi ikke overlader ansvaret til politiet alene. Eller til kommunen alene.
Så vi er flere, der står sammen om at gribe jer, som har været udsat for vold.
[Vi skal tænke på tværs]
Senere i år vil jeg nedsætte en kommission, der skal se på, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge kriminalitet. Kommissionen skal bl.a. komme med forslag til, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge vold og overgreb i hjemmet.
God forebyggelse kræver, at vi tænker mere på tværs af forskellige områder. Derfor skal kommissionen kigge på, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem forskellige myndigheder – det gælder både socialområdet, retsvæsenet, boligsektoren, beskæftigelse og sundhed.
Kommissionen skal også se på, hvordan de ting, vi gør i dag, rent faktisk virker. For der er mange gode initiativer derude, men vi ved ikke nok om virkningen af dem. Det skal kommissionen gøre os klogere på.
[Der er håb]
Vold er ulykkeligt. Det er ødelæggende. Men det er ikke uomgængeligt. Det er muligt at finde fodfæstet efter en opvækst med vold og svigt. Det er bestemt også muligt, at vi som samfund kan gøre det bedre end i dag.
De nøgler skal vi have fundet. Og her kan jeres bog og erfaringer være med til at vise vejen.
[Tak til jer, der støtter de unge]
En af de ting, jeg bider mærke i, når jeg læser bogen, er, hvor meget bare én god person kan betyde for jer, der har oplevet vold. Det kan være et familiemedlem, en terapeut, en kæreste eller ven, der kaster lidt lys ind i mørket.
Derfor vil jeg gerne sige tak til alle jer, der er der for de unge. Nogle af jer har måske selv oplevet vold og svigt i barndommen. Tak for at lytte, støtte og hjælpe. Også når det hele bliver rigtig svært.
Også tak til alle jer professionelle og frivillige, som hver dag kæmper for at hjælpe børn og unge. Jeg har talt med flere af jer i den seneste tid. Jeres arbejde kræver klogskab, men det kræver først og fremmest et kæmpe hjerte – og et engagement, der rækker langt ud over arbejdstiden.
[Solen skal skinne på alle børn]
Sidst men ikke mindst: Tak til jer unge forfattere for en fremragende bog.
I dag taler I højt, så hele Danmark kan høre jer. Og I skal vide, at vi hører jer.
Ingen skal gennemgå, hvad I har gennemgået.
Solen skal skinne på alle børn.
Lad os stå sammen om at bekæmpe vold i familien.
Tak.