Syrien er i øjeblikket politisk højaktuel. Landet bliver også kirkelig højaktuel når det juleaften i forbindelse med Jesu fødsel nævnes i evangeliet at Kvirinius var statholder i Syrien. Vi ved ikke meget om denne Kvirinius. Men han har nok, som alle andre af Romerrigets ledere, være en hård og brutal tyran. Nu har Syrien for nylig fået ny leder. HTS’ leder al-Jolani har erobret Syrien med sine styrker. Han har væltet Assads brutale regime. Men hvordan vil det gå med Syrien med ham som leder? Vesten er skeptisk. Det kan gå fra pest til kolera, udtaler forfatteren Naser Khader, der selv kommer fra Syrien og har stor indsigt i mellemøstlige forhold. Problemet er nemlig at al-Jolani er tidligere terrorist. Han har haft tæt tilknytning til Al-Qaeda. Nu sidder han i Damaskus og fortæller at han er blevet en anden. Han ville række hånden ud mod landets mindretal. Men spørgsmålet er om vi vil give ham lov til at være en anden?
For 2000 år siden fandt en lignende hændelse sted i Damaskus. En terrorist, i alt fald set ud fra den nye Jesusbevægelses øjne, var ankommet til byen. Hans navn var Paulus. Han havde været en af de mest i ihærdige forfølgere at de kristne. Apostlenes Gerninger fortæller hvordan han var til stede ved Stefanus' henrettelse. Selv udtrykker han i sine breve i Det Nye Testamente at han var fanatisk forfølger af kristne. Men i et syn i nærheden af Damaskus havde Jesus åbenbaret sig for ham. Paulus var blevet en anden. Han fortrød sin forfølgelse af de kristne og blev den person der fremover fik størst betydning for kristendommens udbredelse. Det har ikke været nemt for hans modstandere at tro på ham. Hvordan kan en terrorist blive en anden? Jesus-bevægelsens tre søjler, Peter, Johannes og Jakob, Jesu bror, var yderst skeptiske. De overvandt aldrig helt deres skepsis. Men det lykkedes Paulus at overbevise mange af sine modstandere om at han, trods sin fortid, var blevet en anden.
Spørgsmålet er ikke kun om Vesten tør give al-Jolani en chance for at vise at han er en blevet en anden. Men om vi ikke alle, som en refleksion op til julen, skal overveje om vi ikke kan blive bedre til at give folk en chance til at blive en anden, når de i ord og handling har ændret deres opførsel. Det kunne være nogle i vores familie eller blandt vores venner. Det kunne være nogle af de mænd der er blevet udhængt i pressen i en eller anden metoo-sag. Det kunne være folk der har afsonet en straf i et fængsel og nu gerne vil begynde et nyt liv uden kriminalitet. Paulus viste at det kunne lade sig gøre at blive en anden. Al-Jolani vil forhåbentlig gøre Paulus’ kunsten efter. Og netop det med at forsøge at blive en anden eller acceptere at folk kan ændre sig og blive bedre mennesker er det som Johannes Døberen gerne vil med os. Vi er ikke gode nok på bunden som vi bilder os ind. Vi er med kristendommens ordvalg syndere. Vi har brug for at blive bedre mennesker i kraft af troen på Jesus Kristus. Og troen en proces, hvor vi konstant må lade os forvandle af Jesu ord. Eller sagt med et udsagn fra apostlen Paulus, den tidligere terrorist: Lad jer forvandle. Underforstået. Lad jer forvandle som jeg blev forvandlet i mødet med Herren.
Det er derfor tiltrængt, at der i adventstidens tekster i kirken, træder en skikkelse frem ved navn Johannes Døberen. Han gør et tappert forsøg på at rydde hindringerne af vejen, så der bliver mulighed for at Jesus kan komme igennem til os for at vi kan forvandle os til bedre mennesker. Det er sagt mange gange, navnlig af os præster, at vi fejrer jul i glæde over at Guds søn, Jesus Kristus kom til vores jord for 2000 år siden. Og denne Kristus er ikke nogen julemand. Med sig har han ikke en sæk med materielle ting, som vi hverken har plads til og eller brug for. Han har et budskab om kærlighed og fred og fordybelse og nærvær, som kan ændre os og vores medmennesker. Enhver tid og ethvert samfund har hårdt brug for en Johannes døber skikkelse, der tør træde frem og gå op mod strømmen og pege i den modsatte retning af der, hvor alle ser hen.
Folkekirken er sådan en Johannes Døber skikkelse, der peger på Jesus-barnet, når alle i adventstiden ser i den stik modsatte retning. Det er kirkens opgave at forkynde budskabet, at himlen rørte jorden julenat, da verdens Frelser blev født i en stald i Betlehem. Men kirken skal også tale tiden i mod, hvis der er grund til det. Vi skal forvandle os. Vi skal forvandle vores samfund til et mere menneskekærligt samfund. Vi skal give vores medmennesker lov til at forvandle sig til det bedre. En gang stemplet er ikke altid stemplet. På tredje søndag i advent har vi kun få dage tilbage inden det er jul. Alle er optaget af at købe gaver til hinanden, forberede store måltider, klistre plastiknisser op på alting. Men midt i det vanvittige forbrug, hvor alle strømmer i den samme retning, nemlig ind i butikkerne for at købe, købe, købe, købe står Johannes Døberen og kirken og peger i den modsatte retning. Nemlig på Jesus-barnet. Det er ham julen drejer sig om. Evigheden har nået os i ham. Han kan ændre os til bedre mennesker, han kan give os den kærlighed, den dybde og højde i livet, som hverken BR eller Føtex eller Bilka har på tilbud.
I øjeblikket bruger den danske presse ordet historisk konstant. Assads brutale regime i Syrien faldt på få dage. Og pressen råber. Det er historisk. En britisk forretningsmand, der har snydt den danske stat for ni milliarder kroner, får en straf på 12 års fængsel. Igen råber pressen at det er historisk. Men ingen ved hvad der er historisk før der er gået rigtig mange år. Det er først ved tilbageblikket, lang tid efter en hændelse er fundet sted, at vi måske kan udpege denne hændelse til at være historisk. Nu er det 2000 år siden at Gud blev menneske i Jesus i grotten i Betlehem. Og skal man bruge ordet historisk, må Jesus' fødsel være historisk. Den dag han kom til os ændrede verden sig. Men mange vil sikkert sige. Det passer ikke. Vi har fortsat krig. Vi har stor forurening af kloden. Ondskab blomstrer over alt. Ja. Det det er rigtig. Synden forsvandt ikke ved Jesu fødsel. Vi gør ikke hvad Gud gerne vil have vi gør. Men fordi Jesus kom til vores verden, ved vi, hvad der er det rigtige at gøre. Vi skal vende blikket i den retning Johannes Døberen peger. Nemlig mod Jesus. Vi skal lade os forvandle til bedre mennesker. Vi skal give vores medmennesker en chance for at vise, at de også kan lade sig forvandle til det bedre. Men når det er sagt, må det også siges, at hvis kristendommen ikke havde bredt sig over hele jorden så vi i dag er to milliarder kristne, hvordan havde vores verden så set ud? En meget stor del af menneskeheden er klar over at de er syndere og derfor kæmper de dagligt for at blive bedre mennesker og det lykkes. Man kan ikke andet end gyse ved tanken om, hvordan det ville have gået os mennesker og vores blå planet, hvis Gud ikke var blevet menneske i Jesus den første jul. Gud i vold. Amen.
For 2000 år siden fandt en lignende hændelse sted i Damaskus. En terrorist, i alt fald set ud fra den nye Jesusbevægelses øjne, var ankommet til byen. Hans navn var Paulus. Han havde været en af de mest i ihærdige forfølgere at de kristne. Apostlenes Gerninger fortæller hvordan han var til stede ved Stefanus' henrettelse. Selv udtrykker han i sine breve i Det Nye Testamente at han var fanatisk forfølger af kristne. Men i et syn i nærheden af Damaskus havde Jesus åbenbaret sig for ham. Paulus var blevet en anden. Han fortrød sin forfølgelse af de kristne og blev den person der fremover fik størst betydning for kristendommens udbredelse. Det har ikke været nemt for hans modstandere at tro på ham. Hvordan kan en terrorist blive en anden? Jesus-bevægelsens tre søjler, Peter, Johannes og Jakob, Jesu bror, var yderst skeptiske. De overvandt aldrig helt deres skepsis. Men det lykkedes Paulus at overbevise mange af sine modstandere om at han, trods sin fortid, var blevet en anden.
Spørgsmålet er ikke kun om Vesten tør give al-Jolani en chance for at vise at han er en blevet en anden. Men om vi ikke alle, som en refleksion op til julen, skal overveje om vi ikke kan blive bedre til at give folk en chance til at blive en anden, når de i ord og handling har ændret deres opførsel. Det kunne være nogle i vores familie eller blandt vores venner. Det kunne være nogle af de mænd der er blevet udhængt i pressen i en eller anden metoo-sag. Det kunne være folk der har afsonet en straf i et fængsel og nu gerne vil begynde et nyt liv uden kriminalitet. Paulus viste at det kunne lade sig gøre at blive en anden. Al-Jolani vil forhåbentlig gøre Paulus’ kunsten efter. Og netop det med at forsøge at blive en anden eller acceptere at folk kan ændre sig og blive bedre mennesker er det som Johannes Døberen gerne vil med os. Vi er ikke gode nok på bunden som vi bilder os ind. Vi er med kristendommens ordvalg syndere. Vi har brug for at blive bedre mennesker i kraft af troen på Jesus Kristus. Og troen en proces, hvor vi konstant må lade os forvandle af Jesu ord. Eller sagt med et udsagn fra apostlen Paulus, den tidligere terrorist: Lad jer forvandle. Underforstået. Lad jer forvandle som jeg blev forvandlet i mødet med Herren.
Det er derfor tiltrængt, at der i adventstidens tekster i kirken, træder en skikkelse frem ved navn Johannes Døberen. Han gør et tappert forsøg på at rydde hindringerne af vejen, så der bliver mulighed for at Jesus kan komme igennem til os for at vi kan forvandle os til bedre mennesker. Det er sagt mange gange, navnlig af os præster, at vi fejrer jul i glæde over at Guds søn, Jesus Kristus kom til vores jord for 2000 år siden. Og denne Kristus er ikke nogen julemand. Med sig har han ikke en sæk med materielle ting, som vi hverken har plads til og eller brug for. Han har et budskab om kærlighed og fred og fordybelse og nærvær, som kan ændre os og vores medmennesker. Enhver tid og ethvert samfund har hårdt brug for en Johannes døber skikkelse, der tør træde frem og gå op mod strømmen og pege i den modsatte retning af der, hvor alle ser hen.
Folkekirken er sådan en Johannes Døber skikkelse, der peger på Jesus-barnet, når alle i adventstiden ser i den stik modsatte retning. Det er kirkens opgave at forkynde budskabet, at himlen rørte jorden julenat, da verdens Frelser blev født i en stald i Betlehem. Men kirken skal også tale tiden i mod, hvis der er grund til det. Vi skal forvandle os. Vi skal forvandle vores samfund til et mere menneskekærligt samfund. Vi skal give vores medmennesker lov til at forvandle sig til det bedre. En gang stemplet er ikke altid stemplet. På tredje søndag i advent har vi kun få dage tilbage inden det er jul. Alle er optaget af at købe gaver til hinanden, forberede store måltider, klistre plastiknisser op på alting. Men midt i det vanvittige forbrug, hvor alle strømmer i den samme retning, nemlig ind i butikkerne for at købe, købe, købe, købe står Johannes Døberen og kirken og peger i den modsatte retning. Nemlig på Jesus-barnet. Det er ham julen drejer sig om. Evigheden har nået os i ham. Han kan ændre os til bedre mennesker, han kan give os den kærlighed, den dybde og højde i livet, som hverken BR eller Føtex eller Bilka har på tilbud.
I øjeblikket bruger den danske presse ordet historisk konstant. Assads brutale regime i Syrien faldt på få dage. Og pressen råber. Det er historisk. En britisk forretningsmand, der har snydt den danske stat for ni milliarder kroner, får en straf på 12 års fængsel. Igen råber pressen at det er historisk. Men ingen ved hvad der er historisk før der er gået rigtig mange år. Det er først ved tilbageblikket, lang tid efter en hændelse er fundet sted, at vi måske kan udpege denne hændelse til at være historisk. Nu er det 2000 år siden at Gud blev menneske i Jesus i grotten i Betlehem. Og skal man bruge ordet historisk, må Jesus' fødsel være historisk. Den dag han kom til os ændrede verden sig. Men mange vil sikkert sige. Det passer ikke. Vi har fortsat krig. Vi har stor forurening af kloden. Ondskab blomstrer over alt. Ja. Det det er rigtig. Synden forsvandt ikke ved Jesu fødsel. Vi gør ikke hvad Gud gerne vil have vi gør. Men fordi Jesus kom til vores verden, ved vi, hvad der er det rigtige at gøre. Vi skal vende blikket i den retning Johannes Døberen peger. Nemlig mod Jesus. Vi skal lade os forvandle til bedre mennesker. Vi skal give vores medmennesker en chance for at vise, at de også kan lade sig forvandle til det bedre. Men når det er sagt, må det også siges, at hvis kristendommen ikke havde bredt sig over hele jorden så vi i dag er to milliarder kristne, hvordan havde vores verden så set ud? En meget stor del af menneskeheden er klar over at de er syndere og derfor kæmper de dagligt for at blive bedre mennesker og det lykkes. Man kan ikke andet end gyse ved tanken om, hvordan det ville have gået os mennesker og vores blå planet, hvis Gud ikke var blevet menneske i Jesus den første jul. Gud i vold. Amen.