Statsministeren tegnede i sin nytårstale et dystert billede af det år vi er gået ind i. ”Når verden står i brand, rykker vi sammen”, sagde hun blandt andet. Her sidder vi i Kirke Saaby kirke. Alt virker roligt. Og om lidt er kaffen klar i våbenhuset. Men vores statsminister fortæller os at verden er i brand. Vi må rykke sammen.
De samme dystre toner kommer fra EU-parlamentarikeren Henrik Dahl. Han siger: ”Ruslands præsident Putin er chokerende hensynsløs også over for sin egen befolkning. Han accepterer tab, der er fuldstændig vanvittige. De yderligheder, han går til, betyder, at konflikten allerede er transkontinental. Nordkoreanere, iranske våben, kinesisk knowhow. Det her er en verdenskrig, vi har bare svært ved at sige det højt, men konflikten spænder over mere end ét kontinent”. Her sidder vi i Kirke Saaby kirke. Alt virker roligt. Og om lidt er kaffen klar i våbenhuset. Men en respekteret dansk politiker fortæller os at vi lige nu befinder os i en verdenskrig. Vi må rykke sammen.
Nu kunne jeg som præst forsøge at nedtone det hele og fortælle mig selv og jer kirkegængere at Gud elsker os. Verden er ikke i brand. En verdenskrig truer ikke. Vi kan slappe af og nyde livet. Det hele skal nok gå bare vi stoler på Guds kærlighed. I kirken er det selvfølgelig vigtigt at vores mod bliver løftet og vi ikke forlader dette her rum med mismod. Men vi kristne behøver ikke at være blåøjede og naive. Det onde er en realitet i denne verden. Både som en magt i os selv. Men også som en magt udenfor os selv. Og derfor skal vi væbne os i det nye år til at tage kampen op mod den ondskab vi har inde i vores eget hjerte. Men også den ondskab der i øjeblikket udgår fra Rusland, Iran, Nordkorea og Kina. Vi skal, som statsministeren sagde, rykke sammen.
Søndagens evangelium fortæller, hvordan de vise mænd opsøgte den onde kong Herodes. Ingen tvivl om han var en tyran. Det er et historisk faktum. Han var brutal, ondskabsfuld, magtsyg. Selv sin egen familie skånede han ikke. Han myrdede sin hustru og tre af sine sønner. Det er til denne konge vismændene kom for at forhøre sig nærmere om, hvor Jesus var blevet født. Men under samtalen med ham gennemskuede de, vise som de var, hans ondskab. De fornemmede at han ikke mente det, når han sagde, at han også gerne, når de har fundet det nyfødte Jesusbarn, ville komme og tilbede det. Det er derfor vi i slutningen af beretningen hører, at vismændene tog tilbage til deres land ad en anden vej.
Det er også vores opgave i 2025 at prøve at gennemskue os selv og verdens tyranner. Først og fremmest må vi se ind i vores eget hjerte og prøve at være ærlige overfor os selv. Hvor meget gør vi udelukkende for egen vindings skyld?
På flappen af en Gajolpakke læste jeg: ”Selv bag den mest ædle handling ligger et egoistisk motiv”. Vi ved at Jesus gennemskuer os. Men af den grund forkaster han os ikke. Og når han ikke forkaster os, må det formodentlig skyldes, at han regner med, at vi takket været hans budskab om at elske ham og hinanden vil forsøge at blive mindre selvoptagne. Det er hamrende svært og kræver at vi erkender at vi har smålighed og ondskab i os. Men kærlighed, selvforglemmelse, hensynsfuldhed er en af måderne vi kan rykke tættere sammen i 2025. Og så handler det også om at gennemskue verdens tyranner som vismændene gjorde. Hvis en statsleder som Putin vildleder os med at fortælle at han vil hjælpe ukrainerne ved at rykke ind i landet med sin hær, må vi gennemskue at hans reelle hensigter er øget magt på bekostning af andre menneskers frihed. Det samme gælder når andre af verdens tyranner med pæne ord, som en anden kong Herodes, forsøger at skjule deres onde hensigter.
Vi må rykke sammen ved at være på vagt og blandt andet have et stærkt forsvar, der kan forsvare vores frihed, vores rettigheder, vores land, vores værdier. Men der er en ting som både vores statsminister Mette Frederiksen og EU-parlamentarikeren Henrik Dahl glemmer at gøre opmærksom på og som alt for mange er blinde for. Hvis verden virkelig er i brand og vi virkelig er i en slags verdenskrig, rykker vi ikke kun sammen ved at styrke forsvaret og forberede os med depoter af vand og konserves og kontanter og så videre. Vi forbereder os også ved at proviantere åndelig. Vi må, ligesom vismændene tilbede Jesus. Vi må have en tro på at der en Gud der er med os. Også i modgangstider. Og så må vi være parat til at gå ad andre veje end vi plejer forstået på den måde, at vi må overgive de bekymringer, som vi ikke kan gøre noget ved, til Guds søn. Fremtiden ligger i Guds hænder. Og der ligger den godt. Gud i vold. Amen.
De samme dystre toner kommer fra EU-parlamentarikeren Henrik Dahl. Han siger: ”Ruslands præsident Putin er chokerende hensynsløs også over for sin egen befolkning. Han accepterer tab, der er fuldstændig vanvittige. De yderligheder, han går til, betyder, at konflikten allerede er transkontinental. Nordkoreanere, iranske våben, kinesisk knowhow. Det her er en verdenskrig, vi har bare svært ved at sige det højt, men konflikten spænder over mere end ét kontinent”. Her sidder vi i Kirke Saaby kirke. Alt virker roligt. Og om lidt er kaffen klar i våbenhuset. Men en respekteret dansk politiker fortæller os at vi lige nu befinder os i en verdenskrig. Vi må rykke sammen.
Nu kunne jeg som præst forsøge at nedtone det hele og fortælle mig selv og jer kirkegængere at Gud elsker os. Verden er ikke i brand. En verdenskrig truer ikke. Vi kan slappe af og nyde livet. Det hele skal nok gå bare vi stoler på Guds kærlighed. I kirken er det selvfølgelig vigtigt at vores mod bliver løftet og vi ikke forlader dette her rum med mismod. Men vi kristne behøver ikke at være blåøjede og naive. Det onde er en realitet i denne verden. Både som en magt i os selv. Men også som en magt udenfor os selv. Og derfor skal vi væbne os i det nye år til at tage kampen op mod den ondskab vi har inde i vores eget hjerte. Men også den ondskab der i øjeblikket udgår fra Rusland, Iran, Nordkorea og Kina. Vi skal, som statsministeren sagde, rykke sammen.
Søndagens evangelium fortæller, hvordan de vise mænd opsøgte den onde kong Herodes. Ingen tvivl om han var en tyran. Det er et historisk faktum. Han var brutal, ondskabsfuld, magtsyg. Selv sin egen familie skånede han ikke. Han myrdede sin hustru og tre af sine sønner. Det er til denne konge vismændene kom for at forhøre sig nærmere om, hvor Jesus var blevet født. Men under samtalen med ham gennemskuede de, vise som de var, hans ondskab. De fornemmede at han ikke mente det, når han sagde, at han også gerne, når de har fundet det nyfødte Jesusbarn, ville komme og tilbede det. Det er derfor vi i slutningen af beretningen hører, at vismændene tog tilbage til deres land ad en anden vej.
Det er også vores opgave i 2025 at prøve at gennemskue os selv og verdens tyranner. Først og fremmest må vi se ind i vores eget hjerte og prøve at være ærlige overfor os selv. Hvor meget gør vi udelukkende for egen vindings skyld?
På flappen af en Gajolpakke læste jeg: ”Selv bag den mest ædle handling ligger et egoistisk motiv”. Vi ved at Jesus gennemskuer os. Men af den grund forkaster han os ikke. Og når han ikke forkaster os, må det formodentlig skyldes, at han regner med, at vi takket været hans budskab om at elske ham og hinanden vil forsøge at blive mindre selvoptagne. Det er hamrende svært og kræver at vi erkender at vi har smålighed og ondskab i os. Men kærlighed, selvforglemmelse, hensynsfuldhed er en af måderne vi kan rykke tættere sammen i 2025. Og så handler det også om at gennemskue verdens tyranner som vismændene gjorde. Hvis en statsleder som Putin vildleder os med at fortælle at han vil hjælpe ukrainerne ved at rykke ind i landet med sin hær, må vi gennemskue at hans reelle hensigter er øget magt på bekostning af andre menneskers frihed. Det samme gælder når andre af verdens tyranner med pæne ord, som en anden kong Herodes, forsøger at skjule deres onde hensigter.
Vi må rykke sammen ved at være på vagt og blandt andet have et stærkt forsvar, der kan forsvare vores frihed, vores rettigheder, vores land, vores værdier. Men der er en ting som både vores statsminister Mette Frederiksen og EU-parlamentarikeren Henrik Dahl glemmer at gøre opmærksom på og som alt for mange er blinde for. Hvis verden virkelig er i brand og vi virkelig er i en slags verdenskrig, rykker vi ikke kun sammen ved at styrke forsvaret og forberede os med depoter af vand og konserves og kontanter og så videre. Vi forbereder os også ved at proviantere åndelig. Vi må, ligesom vismændene tilbede Jesus. Vi må have en tro på at der en Gud der er med os. Også i modgangstider. Og så må vi være parat til at gå ad andre veje end vi plejer forstået på den måde, at vi må overgive de bekymringer, som vi ikke kan gøre noget ved, til Guds søn. Fremtiden ligger i Guds hænder. Og der ligger den godt. Gud i vold. Amen.