Skip to content

Thorkild Fogdes tale på Flagdagen for Danmarks udsendte

Pressefoto/Rigspolitiet

Om

Taler

Thorkild Fogde
Rigspolitichef

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads, 1218 København K, Danmark

Tale

Deres majestæter, udsendte, tidligere udsendte og pårørende.
Jeg er rigtig glad for igen at kunne stå her – og sammen med jer alle – hylde og minde det vigtige arbejde, som vores udsendte leverer, eller har leveret, rundt omkring i verden.
Man skal ikke læse mange nyheder eller have sit TV tændt særligt længe, før man ser, at vi lever i en ustabil tid. Krigene fortsætter på både det europæiske kontinent og i Mellemøsten.
Det der sker i verden, påvirker også vores land. Derfor er der i dag rigeligt anledning til at hylde vores kolleger, der – uanset hvor de er udsendt til, og hvilke opgaver de løser – lige nu arbejder for en bedre verden og dermed også for et mere trygt Danmark.
Vi er et lille land i en stor verden, og vi kan ikke vente med at handle, til problemerne står ved vores egne grænser. Vi har forpligtelser i verden. For andres skyld, og for vores egen skyld.
Og dem møder vi op til. Vi løser opgaven professionelt og ordentligt. Det er dét, det danske flag står for, når det pryder skulder og bryst på danske politi- og militæruniformer i udlandet.
Det kan vi godt være stolte af, det er jeg stolt af. I dag den 5. september – og resten af året.3
Det er en varm dag i uniformen i dag – Både her på Slotspladsen og på Kastellet tidligere i dag – men som en af vores udsendte sagde til mig i formiddags. Jeg klarer det nok – jeg er jo vant til Bagdad!
Lige nu har dansk politi 67 udsendte kolleger i henholdsvis Ukraine, Georgien, Thailand, Grækenland, Somalia, Albanien og en række andre lande. De bidrager på hver sin måde til en bedre og mere tryg verden.
I de længerevarende missioner bidrager dansk politi især til EU’s krisestyrings- og kapacitetsopbyggende indsatser og til FN’s arbejde med at reformere sikkerhedssektoren i Irak.
På Afrikas Horn bidrager vi til bekæmpelse af transnational organiseret kriminalitet og finansiering af terror.4
Derudover har vi et stort antal instruktører, der gennemfører træning og uddannelse af især politimyndigheder i en lang række lande, som fx Kenya.
Sidst, men ikke mindst, bistår vi selvfølgelig med bevogtningen af EU’s ydre grænser, når vi i regi af Frontex er til stede i blandt andet Kroatien, Grækenland og – som noget nyt - Lampedusa i Italien.
Uanset hvad opgaven lyder på, og uanset hvem der har stillet den, så ved jeg, at én ting går igen. Opgaven bliver løst med høj faglighed og en ordentlighed, der gør, at der står respekt om Dansk Politi og vores udsendte.
For dét skal der lyde en stor tak fra mig i dag. Tak for at I står vagt om den internationale retsorden, tak for at I tager af sted, når der er brug for det, og tak for at I giver Danmark og dansk politi det stærke omdømme, vi har ude i verden!5
En lige så stor tak skal lyde til de familier, som står her i dag, og som bidrager til indsatsen gennem jeres kære.
I bærer de afsavn og bekymringer, der følger med. Men I står også bag vores kollegaer, I støtter dem, og uden jeres støtte og opbakning kunne det hele slet ikke lade sig gøre.
Og det skal kunne lade sig gøre. For som vores egen historie har vist – og som vi vedbliver med at se det – så er fred og frihed skrøbelige størrelser.
De vindes aldrig på én gang og for altid. Det kræver en vedholdende vilje til at kæmpe for de værdier, vi tror på.
Det gør I – udsendte som pårørende. I er den vedholdenhed, I er den vilje.
Tak for det!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret