LGBT+ Danmark er med sine 72 år verdens anden ældste LGBT+-forening. Det er dét, vi fejrer hvert år ved Sankt Hans, fordi det var den aften, i 1948 i Aalborg, at ideen til foreningen tog form. Foreningen har gennemgået opsving og nedture, og mange andre foreninger er gennem tiden udsprunget fra den – for eksempel FRI, der er Norges nationale LGBT+-forening, og som fejrede 70-års jubilæum i år, Pan Idræt og Sabaah – for at nævne et par stykker.
Jeg er som nytiltrådt sekretariatschef meget bevidst om, at LGBT+ Danmark står i en brydningstid. Det føles, som om vi først nu – i nyere tid – er begyndt at leve op til vores navn som landsforening. Hvis man ser tilbage, så har vi på mange måder i de seneste 20-30 år ikke rigtig i min optik fortjent titlen som landsforening for LGBT+-personer.
Ret skal være ret: Vi har på mange måder formået at gå forrest i forhold til politiske sejre – engagerede frivillige kræfter har gennem mange år lagt meget arbejde i og været med til at opnå retten til registreret partnerskab og senere ligestilling ift. ægteskab, en banebrydende børnelov, der blandt andet indeholdt anerkendelse af to juridiske forældre af samme køn, adgang til juridisk kønsskifte for voksne og andre sejre.
Men på dét plan, der handler om dér, hvor mange af vores medlemmer og dem, vi er sat i verden for at arbejde for, har deres hverdag, dér, hvor de vokser op og vokser til og skal finde fodfæste i et liv, hvor de bryder med normer for køn og seksualitet – dér tænker jeg, at historien ser anderledes ud.
Lokale netværk og mødesteder har i mange år måttet organisere og passe sig selv – og har heldigvis gjort det. Andre initiativer er som tidligere nævnt startet hos os og har valgt at etablere sig som selvstændige foreninger. Andre igen har oplevet, at LGBT+ Danmark ikke kunne repræsentere dem, og har også valgt at etablere sig som selvstændige foreninger.
Og her står vi i dag. Med et herligt vildtvoksende og blomstrende tæppe af regnbue-initiativer, foreninger, netværk, prides og organisationer, der hver for sig og nogle gange samlet alle arbejder for at fremme og forbedre forholdene for LGBTQIA+-personer i Danmark.
Dét, der samler os, er, at vi alle sammen bryder med gængse normer for køn og seksualitet. Vi har alle oplevet, at dét, som andre anså for normen i forhold til køn, kønsudtryk, kønskarakteristika og/eller seksuel og romantisk orientering, ikke gjaldt for os, og at vi måtte finde vores egen vej i forhold til det store spørgsmål, som alle mennesker må stille sig: Hvem er jeg?
Og på den vej bliver vi mødt med varierende grader af forståelse, rummelighed, anerkendelse, imødekommenhed, intolerance, udelukkelse –reaktioner, der spænder fra fuld anerkendelse over mild tolerance og stiltiende accept til fordømmelse. Men jeg tror ikke, at der er nogen af os, der har levet et fuldt liv med bare anerkendelse. Og det er derfor, at vi som gruppe betragtet kæmper med højere mistrivsel, mere ensomhed, dårligere helbred og lavere selvværd. LGBTQIA+-personer har det markant værre end heteroseksuelle og ciskønnede på alle de parametre, man har målt på. Lige så lidt som at alle ciskønnede nødvendigvis skal gå rundt og føle sig privilegerede, lige så lidt er det os alle, der kæmper med disse udfordringer, men vi gør det som gruppe betragtet. Der forefindes en udpræget grad af minoritetsstress blandt LGBT+-personer her i landet.
Derfor er der forhåbentlig også en fælles drøm, der forener os: nemlig at skabe bedre muligheder og større trivsel – både fysisk og psykisk – for os selv og andre, der bryder med normerne.
Der er nok at tage fat på. Vi er i Danmark meget langt fra det selvforherligende billede af ligestilling og frisind, som vi så gerne bryster os af overfor andre. Vi har – både i folkemunde og fra politisk hold – i mange år lullet os selv ind i en forestilling om, at ”her går det godt”. Og samtidig er ansvaret i årevis lagt over til den enkelte med en forventning om, at vi selv måtte tage ansvar for og sige fra, når vi oplevede problemer og udfordringer. Anmeld hadforbrydelser! Vær åben over for din læge! Sig fra på arbejdet, når du hører fobiske kommentarer! Stå frem på din uddannelsesinstitution. Som interesseorganisation for LGBT+-personer føles det som at føje spot til skade at være vidne til dén retorik. Det er aldrig den enkeltes ansvar!
LGBT+ Danmarks formål, projekt og vision handler om at sætte ind med langt flere koncentrerede og mere målrettede indsatser med både politisk og økonomisk opbakning. Vi er allerede rigtig godt i gang:
Siden sidste år har vi løbet rigtig stærkt, og vi er i gang med at udvikle og udbyde kvalificerede og relevante tilbud – uanset hvor i landet vores medlemmer befinder sig. Vi er ved at etablere psykosocialrådgivning i hele landet til LGBT+-personer, der er kommet i klemme og har brug for støtte. Vi har igangsat initiativer, der skal sikre opstart, udvikling og understøttelse af lokale netværksgrupper, hvor man kan mødes og finde tryggere rum til at udveksle erfaringer, danne venskaber og være blandt ligesindede. Vi skubber på for at komme til at arbejde med skoler i hele landet, så de kan blive klædt på til at rumme de 7-10 % af børn i deres institutioner, som lige nu har svært ved at se sig selv afspejlet i undervisningsmaterialer og seksualundervisning.
Vi arbejder hver dag på at være den stærke, relevante og nærværende landsforening, som den allerstørste del af alle LGBTQIA+-personer i Danmark føler sig repræsenteret af – gerne som medlemmer, og rigtig gerne som del af et samlet miljø med en fælles drøm og vision.
En vision om ligeværd, anerkendelse og respekt, og en fremtid, hvor ingen dømmes ude for at være den, de er.