Indledning efter præludiet
Det er første søndag i fasten i dag. Sidste søndag hørte vi om de ord, der lød fra himlen ved Jesu dåb - nemlig: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Så altså, med troen på at være elsket af sin himmelske far, gik Jesus ud til sit virke.
Det er første søndag i fasten i dag. Sidste søndag hørte vi om de ord, der lød fra himlen ved Jesu dåb - nemlig: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Så altså, med troen på at være elsket af sin himmelske far, gik Jesus ud til sit virke.
Forestil dig, at røsten ovenfra havde sagt: ”Ja ja, min søn, gå nu ud og vis, om du dur til noget. Klarer du det godt, så er du velkommen hjem igen. Men hvis ikke, så kan du gå af H til.”
Ja, sådan har mennesker her og der desværre forstået Gud, når de i forskellige sammenhænge har fået tegnet et billede af Gud som en dommer, der har uendelig travlt med at bedømme os menneskebørn. Jesus lærte os noget andet: Du er elsket, sagde han. Det kommer gudstjenesten i dag til at handle om – som altid. Velkommen.
Prædiken
”Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris – for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis.”
”Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris – for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis.”
Han kunne være blevet den største af de største i tempelkulten. Den ypperste af alle ypperstepræster. Ja altså, hvis bare han havde taget springet.
Se det for jer: Jesus stående på templets tinde med udsigt ned over hele tempelpladsen. Tempelpladsen er propfuld af landets religiøse topfigurer. Alle dem, der mener at have magten til – i Guds navn - at sætte dagsordenen for fortolkningen af skrifterne og dermed den rette levevis.
Ja, der bliver sagt meget i Guds navn.
Nu står han der. Jesus. Øverst oppe. Og sandelig, han kunne have været blevet på toppen af hele det religiøse system af love og regler, hvis bare han havde taget springet. ”Englene vil bære dig – Jesus - tænk hvilket beviset” – lyder fristerens stemme. ”Gør det nu. Sæt dig på ypperstepræstens religiøse magtsæde.”
Jesus ser dog mere end denne religiøse elite af ledere, der går rundt med deres hellige skrifter under armen og beder højlydt og fromt ved enhver lejlighed.
Jesus ser dog mere end denne religiøse elite af ledere, der går rundt med deres hellige skrifter under armen og beder højlydt og fromt ved enhver lejlighed.
Han ser pøblen. Ser de duknakkede. Ser mængden af undertrykte, som slet ikke kan leve op til de pågældende regler og normer.
Han ser kvinden, der er tvunget til at sælge sin krop for at få mad på bordet. Han ser præsternes hån og ringeagt. Han ser deres fingre pege belærende på skriftsteder: ”Der står skrevet – der står skrevet.” Han ser stenene i deres hænder.
Han ser mænd og kvinder, der kæmper i fortvivlelse med sig selv. Det religiøse regelsæt er som en pisk over nakke.
Han ser, at nogle af dem slet ikke kan være i deres egne kroppe. Forpinte. Forkerte. Skamfulde. Han ser lidelsen skabt af tempelsystemets gamle regelsæt.
Jesus sukker. Det gamle skal være forbi. Det nye skal komme, hvisker han.
Jo, det er vel fristende at gå djævelens ærinde og blive ypperstepræst fra dag ét. Gå den nemme vej. Ja, lukke øjnene for lidelser her og der og tage fromhedsmasken på og sætte sig i den gamle, formede stol og så styre det hele lige efter bogen. //
Nu, hvor vi er på templets tinde, højt hævet og med god udsigt, så skal vi lige en tur til Australien. Helt præcist til havnebyen Sydney.
Her ligger operahuset tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, som også har tegnet denne Bagsværd Kirke.
Som i H.C. Andersens eventyr, hvor hovedpersonen må gå så grueligt meget igennem, sådan på sin vis også Jørn Utzon i forhold til Operahuset i Sydney. Det hele begyndte forholdsvis lovende. Hans nære ven professor Tobias Faber har sagt det sådan: ”Utzons projekt var genialt, men også uhyre vanskeligt. Der var ikke mange, der troede på det. Men da det var så visionært og fantasifuldt, og Jørn selv var så medrivende og begejstret en person, besluttede man at opføre huset.”
Først da Operahuset stod færdigt i 1973, voksede begejstringen for dette smukke mesterværk. Først nu kunne man se det kunstværk kunstneren kunne se for sit indre. Undervejs var der både kritik fra en nyvalgt regering og fra folket selv. Den nye regering mente, det skulle færdiggøres hurtigere og billigere og derved mere enkelt.
Utzon var ikke villig til at gå på kompromis med sine ideer og blev derfor nærmest smidt ud af landet. Det blev hans kors. Ja, det kan koste dyrt, når man ikke vil kaste sig på halen for magthaverne. Det har vi set før i verdenshistorien. Ikke mindst i kirkehistorien med vores egen Herre Jesus Kristus som eksempel på det.
Når vi nu i dag skal en tur forbi Operahuset i Sydney, så skyldes det en anekdote, som Jørn Utzons søn og datter – Jan og Lin – fortalte, da de som inviterede var til Operahusets 50-års jubilæum i Sydney for et par år siden. Vi så udsendelsen på tv derhjemme. Deres historie fangede i den grad præsten.
Jan og Lin fortalte, at da deres far Jørn Utzon sad på sine gamle dage herhjemme i Danmark, fik han en dag et brev fra en kvinde fra Sydney. Kvinden fortalte, at hans mesterværk havde reddet hendes liv. Hun var en mørk aften gået ombord på et skib for at sejle langt ud i havnebassinet, for derude at tage sit eget liv. ”Da jeg stod på skibsdækket - fortæller hun - og sagde farvel til et tungt og vanskeligt liv og så ned i det dybe vand, kastede månen sit skær således, at Operahuset blev helt oplyst og derfor stod som det klareste spejlbillede i det let bølgende hav. Da var der noget inde i mig, der sagde: Tænk, arkitekten til dette mesterværk måtte så meget urimeligt og ondt igennem. Nu står det her - hans mesterværk - og er et vidnesbyrd om, at der findes noget, som er stærkere end den mørkeste modstand. Dit værk blev min redning. Spejlbilledet i vandet – jeg valgte livet. Valgte at kæmpe videre.” Skrev kvinden.
Da jeg hørte historien, gik tankerne straks til døbefontens vand i kirken. Ved hver dåb lyder der disse ord fra dåbsritualet: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Jo, Jesus stod der på tempeltinden. Han vidste, at hans fravalg af det gamle regelsæt med alle sine love, bud og forordninger – ja han vidste, at hans modstand mod hele dette religiøse magtspil – ville føre ham til korset. At stå ved sig selv i sit favntag af alle de mennesker, der havde fået betegnelsen syndere af tempelkulten, det ville koste ham livet.
Ordene, der bliver læst ved dåben om genfødelse til et nyt håb, kommer fra apostlen Peters breve i Det Nye Testamente.
Du husker ham sikkert. Peter, disciplen, der havde lovet Jesus evig troskab – ja, til døden. Men ak, da korset tonede frem derude i baggrunden, blev han så bange, at han helt og aldeles fornægtede sin tro og sit venskab til Jesus.
Han ser kvinden, der er tvunget til at sælge sin krop for at få mad på bordet. Han ser præsternes hån og ringeagt. Han ser deres fingre pege belærende på skriftsteder: ”Der står skrevet – der står skrevet.” Han ser stenene i deres hænder.
Han ser mænd og kvinder, der kæmper i fortvivlelse med sig selv. Det religiøse regelsæt er som en pisk over nakke.
Han ser, at nogle af dem slet ikke kan være i deres egne kroppe. Forpinte. Forkerte. Skamfulde. Han ser lidelsen skabt af tempelsystemets gamle regelsæt.
Jesus sukker. Det gamle skal være forbi. Det nye skal komme, hvisker han.
Jo, det er vel fristende at gå djævelens ærinde og blive ypperstepræst fra dag ét. Gå den nemme vej. Ja, lukke øjnene for lidelser her og der og tage fromhedsmasken på og sætte sig i den gamle, formede stol og så styre det hele lige efter bogen. //
Nu, hvor vi er på templets tinde, højt hævet og med god udsigt, så skal vi lige en tur til Australien. Helt præcist til havnebyen Sydney.
Her ligger operahuset tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, som også har tegnet denne Bagsværd Kirke.
Som i H.C. Andersens eventyr, hvor hovedpersonen må gå så grueligt meget igennem, sådan på sin vis også Jørn Utzon i forhold til Operahuset i Sydney. Det hele begyndte forholdsvis lovende. Hans nære ven professor Tobias Faber har sagt det sådan: ”Utzons projekt var genialt, men også uhyre vanskeligt. Der var ikke mange, der troede på det. Men da det var så visionært og fantasifuldt, og Jørn selv var så medrivende og begejstret en person, besluttede man at opføre huset.”
Først da Operahuset stod færdigt i 1973, voksede begejstringen for dette smukke mesterværk. Først nu kunne man se det kunstværk kunstneren kunne se for sit indre. Undervejs var der både kritik fra en nyvalgt regering og fra folket selv. Den nye regering mente, det skulle færdiggøres hurtigere og billigere og derved mere enkelt.
Utzon var ikke villig til at gå på kompromis med sine ideer og blev derfor nærmest smidt ud af landet. Det blev hans kors. Ja, det kan koste dyrt, når man ikke vil kaste sig på halen for magthaverne. Det har vi set før i verdenshistorien. Ikke mindst i kirkehistorien med vores egen Herre Jesus Kristus som eksempel på det.
Når vi nu i dag skal en tur forbi Operahuset i Sydney, så skyldes det en anekdote, som Jørn Utzons søn og datter – Jan og Lin – fortalte, da de som inviterede var til Operahusets 50-års jubilæum i Sydney for et par år siden. Vi så udsendelsen på tv derhjemme. Deres historie fangede i den grad præsten.
Jan og Lin fortalte, at da deres far Jørn Utzon sad på sine gamle dage herhjemme i Danmark, fik han en dag et brev fra en kvinde fra Sydney. Kvinden fortalte, at hans mesterværk havde reddet hendes liv. Hun var en mørk aften gået ombord på et skib for at sejle langt ud i havnebassinet, for derude at tage sit eget liv. ”Da jeg stod på skibsdækket - fortæller hun - og sagde farvel til et tungt og vanskeligt liv og så ned i det dybe vand, kastede månen sit skær således, at Operahuset blev helt oplyst og derfor stod som det klareste spejlbillede i det let bølgende hav. Da var der noget inde i mig, der sagde: Tænk, arkitekten til dette mesterværk måtte så meget urimeligt og ondt igennem. Nu står det her - hans mesterværk - og er et vidnesbyrd om, at der findes noget, som er stærkere end den mørkeste modstand. Dit værk blev min redning. Spejlbilledet i vandet – jeg valgte livet. Valgte at kæmpe videre.” Skrev kvinden.
Da jeg hørte historien, gik tankerne straks til døbefontens vand i kirken. Ved hver dåb lyder der disse ord fra dåbsritualet: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Jo, Jesus stod der på tempeltinden. Han vidste, at hans fravalg af det gamle regelsæt med alle sine love, bud og forordninger – ja han vidste, at hans modstand mod hele dette religiøse magtspil – ville føre ham til korset. At stå ved sig selv i sit favntag af alle de mennesker, der havde fået betegnelsen syndere af tempelkulten, det ville koste ham livet.
Ordene, der bliver læst ved dåben om genfødelse til et nyt håb, kommer fra apostlen Peters breve i Det Nye Testamente.
Du husker ham sikkert. Peter, disciplen, der havde lovet Jesus evig troskab – ja, til døden. Men ak, da korset tonede frem derude i baggrunden, blev han så bange, at han helt og aldeles fornægtede sin tro og sit venskab til Jesus.
Også ham så Jesus ligesom fra templets tinde. Mon ikke det ville være fristende at give igen af samme skuffe: ”Vil du ikke tro mig, Peter? Vil du ikke være for mig? Så kan du gå af H til.” Det er jo ”tempelordene” dengang - og i dag. Det er jo det, der stadig bliver forkyndt af prædikanter, der hævder, at kun den, der bekender sin personlige tro på Jesus Kristus, vil blive frelst.
Men hvad gør Jesus efter Peters fornægtelse? Jo, den opstandne Jesus Kristus opsøger den utro Peter. Er det for at irettesætte ham? Håne ham? Nedgøre ham? Hævne sig? Forkaste ham?
Nej. Verdens frelser går ud for at samle Peter op. Løfte Peter op.
”På dig, du svigefulde Peter, vil jeg bygge min kirke,” siger Kristus. ”Nej, ikke på templets tinde. På dig, du svage. For da ved jeg, at evangeliet om Guds grænseløse kærlighed vil sprede sig som ringe i vandet. Gennem dig, Peter, kommer det ikke til at handle om menneskets tro og lydighed og rette gudsdyrkelse. Nej. Med dig og sådan som dig, Peter, da når evangeliet ud – ja, det gode budskab om, at Guds søn er tro mod enhver utro. Ethvert menneske.
Derfor kan vi da også med fred i hjertet sige kirkens trosbekendelse, hvor det lyder således om Jesus Kristus: ”Opstanden fra de døde. Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”
Det er der ikke meget regelret tempeltinde over. Godt det er ham, der frasagde sig springet ud i det svimlende perfekte. Godt det er ham, der skal komme at dømme levende og døde. Jo, for som han var, sådan er og bliver han til evig tid: Den, der kommer for at samle op. Samle os utro mennesker op. Tænk, hvor befriende, at det er Guds søn, der skal komme. Tænk, om det var et genfærd af en ypperstepræst med loven i sine hænder. Gud ske lov giver evangeliet os et andet spejlbillede fuld af storhed – fuld af håb. Han kommer. For at samle os op. Amen
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Men hvad gør Jesus efter Peters fornægtelse? Jo, den opstandne Jesus Kristus opsøger den utro Peter. Er det for at irettesætte ham? Håne ham? Nedgøre ham? Hævne sig? Forkaste ham?
Nej. Verdens frelser går ud for at samle Peter op. Løfte Peter op.
”På dig, du svigefulde Peter, vil jeg bygge min kirke,” siger Kristus. ”Nej, ikke på templets tinde. På dig, du svage. For da ved jeg, at evangeliet om Guds grænseløse kærlighed vil sprede sig som ringe i vandet. Gennem dig, Peter, kommer det ikke til at handle om menneskets tro og lydighed og rette gudsdyrkelse. Nej. Med dig og sådan som dig, Peter, da når evangeliet ud – ja, det gode budskab om, at Guds søn er tro mod enhver utro. Ethvert menneske.
Derfor kan vi da også med fred i hjertet sige kirkens trosbekendelse, hvor det lyder således om Jesus Kristus: ”Opstanden fra de døde. Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”
Det er der ikke meget regelret tempeltinde over. Godt det er ham, der frasagde sig springet ud i det svimlende perfekte. Godt det er ham, der skal komme at dømme levende og døde. Jo, for som han var, sådan er og bliver han til evig tid: Den, der kommer for at samle op. Samle os utro mennesker op. Tænk, hvor befriende, at det er Guds søn, der skal komme. Tænk, om det var et genfærd af en ypperstepræst med loven i sine hænder. Gud ske lov giver evangeliet os et andet spejlbillede fuld af storhed – fuld af håb. Han kommer. For at samle os op. Amen
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Kirkebøn
Vor Gud og himmelske Fader!
Tak for livet, du har skænket os i en vidunderlig og skrøbelig verden. Giv os mod til at leve livet med alt, hvad det rummer af lys og mørke, i medgang og modgang.
Før og led os tilbage til virkeligheden, når vi forsvinder for os selv og for hinanden.
Styrk os på ny, når vi har mistet troen og håbet.
Giv os, at vi må se vores medmenneske og os selv med dine nådige, barmhjertige, kærlige øjne. Mind os om, at vi alle er forbundet i dig.
Vi beder for alle, der har det svært. Kom til dem i deres nød. Vi beder for verden og os i den. Fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter det i kærlighed til næsten.
Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og ud over verden.
Velsign og bevar Kong Frederik d. 10. og hele kongens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter dette liv den evige salighed hjemme hos dig, vor Gud og Fader. Amen.
Vor Gud og himmelske Fader!
Tak for livet, du har skænket os i en vidunderlig og skrøbelig verden. Giv os mod til at leve livet med alt, hvad det rummer af lys og mørke, i medgang og modgang.
Før og led os tilbage til virkeligheden, når vi forsvinder for os selv og for hinanden.
Styrk os på ny, når vi har mistet troen og håbet.
Giv os, at vi må se vores medmenneske og os selv med dine nådige, barmhjertige, kærlige øjne. Mind os om, at vi alle er forbundet i dig.
Vi beder for alle, der har det svært. Kom til dem i deres nød. Vi beder for verden og os i den. Fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter det i kærlighed til næsten.
Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og ud over verden.
Velsign og bevar Kong Frederik d. 10. og hele kongens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter dette liv den evige salighed hjemme hos dig, vor Gud og Fader. Amen.