I dag er en kampdag!
Kvindernes internationale kampdag
Er der så noget at kæmpe for?
Ja, i den grad!!
Jeg bliver trist og vred.
Når jeg hører, at moralpolitiet i Iran vilkårligt overvåger og straffer kvinder.
Kvinder, der bare forsøger at eksistere i verden.
Kvinder, der vil høres og leve deres liv på lige fod med mænd.
Kvinder, der risikerer deres liv for friheden til at være.
Jeg bliver chokeret og vred.
Når jeg ser, hvordan kvinder i Afghanistan usynliggøres og straffes for noget så grundlæggende som at tale i deres eget hjem.
For at være til.
Når jeg ser, hvordan piger fratages retten til uddannelse, fordi deres eksistens ikke anses for ligeværdig.
Jeg bliver oprørt og vred.
Når jeg oplever, hvordan abortrettigheder i USA og andre steder i verden bliver trukket tilbage.
Når kvinder, der har været ofre for voldtægt eller incest, fratages retten til abort.
Når politikere fjerner kvinders mulighed for at bestemme over deres egen krop.
En fundamental rettighed, vi troede var sikret.
Så går vi baglæns.
Når jeg hører politikere tage beslutninger, der begrænser kvinders frihed, hører jeg et ekko af en tid, jeg troede, vi havde forladt.
Når jeg mærker frygten og frustrationen hos dem, der rammes, mærker jeg også vreden.
Retten til at bestemme over sin egen krop bør aldrig være til forhandling!
Min mor måtte cykle frem og tilbage over Valby bakke for at få fuldført en ulovlig igangsat abort.
Jeg var selv en af de første i Danmark, der fik en lovlig abort – for 50 år siden. Min mor var lykkelig på mine vegne.
I Danmark har vi netop taget endnu et vigtigt skridt fremad. Retten til abort bliver udvidet.
Det er en sejr for kvinders selvbestemmelse i en turbulent tid.
Det viser, at forandring er mulig, når vi kæmper.
Jo bedre rustet vi er,
jo stærkere det danske samfund er,
jo bedre er vi til at skabe og til at række ud til kvinder i andre dele af verden.
Lige nu kan vi måske et øjeblik blive handlingslammede, fordi modstanden i verden er så voldsom og synes helt useriøs.
Det er i orden at trække vejret, når man har fået en mavepuster.
Men så må vi klogt og stærkt op på hesten igen.
Sammenhold og fællesskab er den eneste vej frem.
Vi må ikke lade os kue af, at modstanden synes mægtig og omfattende.
For vi er de mange.
I dag står vi så her ved Dannerhuset.
Et hus der altid har symboliseret kvinders kamp.
Fra husets spæde start for 150 år siden. Hvor grevinde Danner - der nu står så smukt lige her over ved søerne – opførte huset for nødlidende kvinder.
Til vi besatte huset i 1970’erne.
Vi insisterede på en verden uden vold mod kvinder. Og malede de ikoniske kvindetegn på vinduerne.
Vi lavede et oprør, som er hele grundlaget for Danners arbejde i dag.
Den kamp må vi aldrig sidde overhørig!
Et arbejde, hvor vi hver dag støtter kvinder og børn til et liv uden vold.
Til at være handlekraftige aktører i eget liv.
Til at tage definitionsmagten over:
Deres krop.
Deres stemme.
Deres liv.
I dag er en kampdag.
I dag er det kvindernes internationale kampdag.
Vi må stå sammen og kæmpe for vores medsøstre.
For alle undertrykte kvinder i verden.
Vi må manifestere:
At vi ikke er i mål, når det kommer til at sikre kvinders basale rettigheder.
At vi ikke er i mål, når det kommer til at sikre kvinders repræsentation.
At vi ikke er i mål, når det kommer til at sikre kvinder definitionsmagten.
Tusind tak til alle jer, der er mødt op i solidaritet med alle verdens kvinder.
Tak til vores ligestillingsminister for både at gå med og tale her i dag.
Tak til jer, der marcherer.
Tak til jer, der taler og synger.
Tak til jer, der lytter.
Tak til jer, der kæmper.
Vi er ikke frie, før alle kvinder er frie
Rigtig god kampdag!
