En sædemand gik ud for at så – og med disse ord, så starter dagens evangelietekst for alvor. Med det gode danske ord sædemand, som jeg aldrig har hørt i andre sammenhænge, og som også i den nye danske 2020 oversættelse af Biblen, bliver oversat med en bonde. Og ordet bonde er nok også for de fleste af os mere velkendt, men der er nu også noget svung over ordet sædemand. Som om, at det som han sår det er selve en del af vores DNA. Essensen af den vi er. Og det er jo i virkeligheden også det, som der er tale om dagens tekst. Sædemanden der er ude for at så kristendommen i os. Spørgsmålet er jo så, hvordan vi tager disse ord til os.
Og i dagens bibelske lignelse, så bliver der reageret på mange forskellige måder på ordet. Selv diciplene har meget svært ved at forstå det, så Jesus må forklare det hele to gange. For nogle mennesker, så bliver ordet taget væk med det samme, nogle mennesker tager hurtig ordene til sig, men giver også hurtig slip på dem igen, nogle mennesker, bliver hurtig så forblændet af verden, at ordene aldrig rigtig slår rod i dem, men for nogle mennesker, så bliver ordet sået godt, og det kommer til at danne roden for deres liv. Der er utrolig meget, som man kan tale om i dagens evangeliestykke. Og noget af det, som der ved at stå her og prædike, det er jo, at man altid fortager et valg omkring, hvad man selv bliver ramt af eller føler sig påtalt af i dagens bibelske læsning, og det er jo så det, som man ligger til grund for sin prædiken, og det kan jo så være mere eller mindre interessant for jer, som lytter. Men det, der særligt har ramt mig, i dagens evangeligelæsning, det er påmindelsen om at tro ofte er kommet med en pris, og at det er være sig selv, at være sit eget DNA, også ofte er kommet med en pris.
Så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet – Sådan har vi lige hørt det. Der har desværre igennem hele menneskehedens historie været en tendens til, at vi mennesker forfølger hinanden. Vi forfølger dem, som har en anden tro end os, en anden kultur, en anden seksualitet, en anden kønsidentitet, en anden politisk holdning. Vi forfølger dem, som vi synes er for anderledes fra os selv, fordi vi har svært ved at rumme dem. Sådan har det desværre været igennem hele menneskehedens historie. Verden har desværre altid været fyldt af mennesker, som må flygte på grund af den, som de er. Hvis ikke man lever, som majoriteten i et land eller område, men derimod er en minoritet, så har det altid krævet rigtig meget mod at være den, som man er.
Sådan var det også på Jesus tid, som vi også hører om i dagens evangelietekst. Den bevægelse, som Jesus startede, da senere blev til kristendommen, kom også med en stor prist for mange af de mennesker, som valgte at tro på Jesus og kristendommen. Ikke alene blev mange af de første kristne smidt ud af deres familier, og de bysamfund, som de var en del, men de blev også af flere omgange politiske forfulgte af de romerske magthavere. Det kunne koste en livet dengang at være kristen. Offentlig bekendelse til den kristne tro kom med en stor prist. Offentlig at stå ved, hvem man selv var, og hvad man troede på, kom med den højeste pris, ligesom det desværre stadig gør mange steder.
En af de tv-serier, som jeg har set i løbet af de sidste år, som har gjort størst indtryk på mig er Netflix tv-serie Pose. Pose er en serie, som forgår i New York i 80’erne og 90’erne, og handler om Ballroom kulturen, som opstod der i den afroamerikanske og latinske LGBTQ+-subkultur, imens AIDS-epidemien raser. Her følger man forskellige ”huse”, som består af forskellige ”familier”, der hver har en husmor, og som så mødes en gang om ugen og dyster i Ballroom, hvor er der konkurrence i mange forskellige danse og beklædnings- kategorier, som regel tilsat en masse glitter og pailletter. De forskellige huse og familier består af forskellige ofte unge mennesker, som er blevet smidt ud hjemmefra på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Nogle af de ældre i miljøet tager derfor de unge til sig, og former en selvvalgt familie, hvor er der en mor, som er leder af huset eller familien. Det er meget rørende at se. Det er unge mennesker, som er blevet smidt ud hjemmefra på grund af den, som de er, og som sjældent kan gå i fred på gaden. Der er altid farer for, at der bliver råbt efter dem eller de skal blive overfaldet, og sågar slået ihjel. På grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Men ballroom-samfundet står sammen, og forsøger at blive en ny familie, for dem, som er blevet udstødt. Man forsøger at skabe trygge steder for dem at mødes, safe spaces. Dette sker ikke mindst en gang om ugen til ballnigt, hvor de netop mødes og dyster imod hinanden. For mig giver en tv-serie som denne kraftige associationer til de første kristne menigheder. Dengang kunne det også komme med den højeste pris at mødes, og samles til for eksempel en gudstjeneste, men man stod stadig sammen i menigheden og hjalp hinanden. De ældre tog de unge ind under deres favn. Man stod sammen om den, som man var. Det man troede på.
Når jeg ser på kristendommens historie, så kan det virkelig godt undre mig, at det er en historie, hvor vi desværre som kirke og kristne, også ofte har forfulgt andre på grund af dem, som de er. Som en del af hele koloniseringen, så har vi forfulgt mennesker på grund af deres hudfarve og kultur, og anden religion. Og vi har desværre også en lang historie, hvor vi har forfulgt LGBTQ+-mennesker. Det er egentlig ret utroligt, når kristendommen selv er blevet til på baggrund af at være en forfulgt religion, og tage i betragtning af, at hele kristendommens grundfortælling med Jesus-fødsel, må siges at være en af de mest regnbuefamilieagtige fortællinger, som findes. Kristendommen bygger på alt andet end den klassiske kernefamilie, som vi også hører om i dag med ordet der bliver sået, så hvordan at kristendommens ofte er blevet kernefamiliens største vogter, er mig en stor gåde. Hvordan kristendommen ofte er endt med at bekæmpe, at mennesker kan være den, som de er, det er mig en stor gåde, og ret trist, fordi det burde handle om alt det andet.
For mig er kristendommen og det at være den, som man er, to ting der meget forbundet med hinanden. Fordi kristendommen er selve udgangspunktet for, hvordan man forstår sig selv, og den måde, som man er i verden på. Der bliver talt meget om identitet i dag, og identitetspolitik bliver desværre ofte brugt som et skældsord, fordi man er uenig. Men vi mennesker, vi har i virkeligheden altid været på jagt efter vores identitet, og forsøgt at forstå, hvem vi selv er. Sådan var det også med de første kristne. Med kristendommen, så bliver vi alle givet en kristen identitet og en måde, at forstå selv på som mennesker. Men også en måde at forstå os selv på, som er udenfor os selv. Vi skal ikke finde alle svarene på, hvem vi selv er inde i os selv. Fordi med Guds øjne, der er vi altid nogen. Vi har en mening og et formål. Der er en grund til, at vi er her.
Vi mennesker, vi er desværre stadig gode til at fordømme og forfølge hinanden. Vi er så gode, at vi selv slog Jesus ihjel på korset. Men det er Gud ikke. Gud er kærlighed. Gud er meget større end vi selv kan begribe. Gud, hun er hende, som vi er sammen med, når vi beder. Gud, de er der, når vi sidder i en angstfuld stund. Gud, det er hende, der puster til os, og får os til at gøre noget, som vi ellers ikke tør gøre. Eller Gud, hun er der, sammen med os, når vi græder i smerte over, det som vi ikke kan eller tør, fordi det måske i sidste ende kan koste os livet. Gud, de er der. Hun er der, hvor du er. Gud ønsker ikke, at du skal leve et liv i åben krig mod dig selv, og den du er. Men derimod, at du som den du er, skal gå ud og være i verden, med Guds frø i dig.
Så hvis, der kommer eller er trængsler og forfølgelser på grund af den, som du er. Så husk, at du altid har hjemmet et sted. Guds frø er sået i dig, og det ord, som vi skal tage med os og gemme i vores hjerter, fordi vi kan alle få særlig brug for dem dag. Vi skal plante ordene i god jord. Amen.