Mathilde Hauschultz

Mathilde Malling Hauschultz voksede op i en slægt, der virkede i liberale erhverv, og fulgte målrettet dette spor. Hun blev student fra Laura Engelhardts Skole 1905, cand.jur. fra Københavns Universitet 1911 og fuldmægtig i sin faders sagførerkontor 1911-14, hvorefter hun blev overretssagfører og faderens kompagnon. Da han døde 1919, overtog hun firmaet sammen med sin mand. 1923 blev hun beskikket sagfører. Hun var blandt den første håndfuld kvindelige jurister, der med pioneren Henny Magnussen i spidsen måtte slås for at blive anerkendt, men familiefirmaet og samarbejdet med ægtefællen medvirkede til, at Mathilde Malling Hauschultz hurtigt fik en veletableret plads i sagførerbranchen.

Allerede i studentertiden blev Mathilde Malling Hauschultz stærkt optaget af politik gennem sit engagement i forsvarssagen. 1907-08 deltog hun i store møder i den nystiftede Danske Kvinders Forsvarsforening, der havde til formål at styrke det nationale forsvar, som blev anfægtet af de radikales neutralitetspolitik. Sammen med andre fra forsvarsforeningen tog hun i 1914 initiativ til Danske Kvinders konservative Forening, den første partipolitiske kvindeforening. Grundlovsændringen, der efter årtiers ophedede debat ville indføre kvindevalgret, stod for døren, og Højre, som Det Konservative Folkeparti (DKF) hed indtil 1915, havde til det sidste stemt imod. Det var derfor påtrængende nødvendigt at tilpasse partiet de nye tider, og Mathilde Malling Hauschultz deltog i det udvalg, der udformede det rekonstruerede partis program. Fra 1916, da programmet blev fremlagt, og frem til det første valg med kvindedeltagelse i 1918 blev hun en kendt og stærkt benyttet taler og debattør i hele landet. Med en kombination af stor saglighed og slagfærdighed kunne hun rive selv meget store forsamlinger med sig, og hun udnyttede glimrende sin træning som jurist i sin politiske agitation. I 1917 kom hun som den første kvinde i DKFs forretningsudvalg, og hun blev naturligt opstillet som partiets spidskandidat, da kvindevalgretten skulle stå sin prøve. DKF fik overraskende som det eneste parti indvalgt to kvinder i Folketinget i 1918, men ingen i Landstinget. Efter Karen Ankersteds død i 1921 var Mathilde Malling Hauschultz den eneste konservative kvinde på Rigsdagen. Hun havde få illusioner om de nye kvindelige politikeres muligheder for indflydelse. Selv satsede hun især på udvalgsarbejdet, hvor hun gennem saglige argumenter og personlige kontakter forsøgte at formidle et kvindeligt synspunkt. Hun mente, at kvinder skulle arbejde på samme vilkår som mænd og var modstander af idéen om et kvindeparti og af, at kvinder gik ind i politik for at fremme enkeltsager som fx husholdning. Hendes egne mærkesager var forbedring af kvinders og børns retsstilling, som under hendes aktive medvirken gennemførtes ved revisioner af ægteskabslovgivningen i 1922 og 1925. Hun var desuden medlem af straffelovsudvalget og søgte her at fremme ligestillingen ved at foreslå, at der kunne benyttes kvindelige nævninge i voldtægts- og sædelighedssager. I behandlingen af straffeloven, der blev revideret i 1930, fastholdt hun som en af de få kravet om dødsstraf. Hun gik også imod sit parti i spørgsmål om svangerskabsafbrydelse, som hun ikke mente burde kriminaliseres, så længe kvinden ikke havde mærket sikre tegn på liv. Fostret så hun ikke som et selvstændigt, levedygtigt væsen. Forsvaret var dog hendes hjertesag, som hun agiterede for overalt, hvor hun kom frem. I en afstemning om et militærforlig mellem Venstreregeringen og DKF 1922 undlod hun at stemme, fordi bevillingerne ikke var store nok. Mathilde Malling Hauschultz var ubetinget den mest fremtrædende kvinde i konservativ politik i den både for partiet og kvindesagen vigtige periode 1915-30. Hun var en god og trofast partikammerat med stor arbejdsevne, og hendes mandlige partifæller roste hende desuden for at give arbejdet en lys og smuk form. Hun var meget afholdt i alle kredse på Rigsdagen, ligesom hun var kendt over hele landet og stod sig godt i enhver politisk forsamling. Til hendes popularitet bidrog hendes journalistiske arbejde. Fra 1921 var hun redaktør af rubrikken Kvinden og Hjemmet i Berlingske Tidende. I skarpslebne indlæg tog hun aktuelle juridiske, politiske og etiske spørgsmål op til forstandig behandling. Hendes konservative grundholdning slog altid igennem, men hun lagde op til nuanceret debat om væsentlige spørgsmål, som hun mente, kvinder burde tage stilling til. Desuden skrev hun mange artikler i andre aviser og tidsskrifter om juridiske spørgsmål. Sideløbende med sit politiske arbejde vedblev hun at drive sin sagførervirksomhed, og hendes offentlige fremtræden som kvindernes forkæmper tilførte nye klienter, som hun passede med stor omhu. Hun havde en del betydningsfulde defensorater, navnlig i sager hvor kvinder var tiltalt. Hun havde en klar sans for ret og uret og et varmt hjerte for dem, der var i nød. I 1929, kort før sin død, blev hun formand for Kvindelig Læseforening og havde planer om en nyorganisering af foreningen. Hun var kasserer for Børnesanatorierne for København og Omegn 1919 og med i bestyrelsen for Foreningen til Kønssygdommenes Bekæmpelse.