Elna Elisabeth Munch
Kvinderetsforkæmper og politiker
13. jun 1871 - 17. nov 1945 (74 år)
Wikimedia Commons
Profil
Elna Munch var en af drivkræfterne i kampagnen for kvindernes stemmeret, og hun var blandt de første fire kvinder, der blev indvalgt i Folketinget i 1918. Hun var den af de nyvalgte kvindelige rigsdagsmedlemmer, der mest aktivt arbejdede for at fremføre kvindeinteresser på tinge, men i modsætning til Dansk Kvindesamfund (DK) mente hun, at særlige kvindeorganisationer var overflødige, efter at stemmeretten var vundet.
Elna Munch voksede op i en gammel embedsmandsslægt på Sydsjælland. Også storesøsteren Clara (g. Tybjerg) skulle blive en betydningsfuld aktør på den kvindepolitiske scene. 1891 tog Elna Munch studentereksamen fra N. Zahles Skole sammen med 14 andre unge kvinder, hvoraf flere fik fremtrædende positioner i samfundet, fx rektor Karen Kjær. I 1896 blev hun cand.mag. fra Københavns Universitet med matematik som hovedfag, den anden kvindelige matematiker efter Thyra Eibe, der dimitteredes året før. Allerede fra 1891 virkede hun som lærer ved forskellige højere skoler, 1900-18 var hun ansat ved Marie Kruses Skole, og hun udgav 1899 Naturlære til Skolebrug. I sin politiske karriere bevarede hun interessen for skoleforhold, og da hun i 1918 som det første kvindelige folketingsmedlem tog ordet, handlede hendes indlæg om lærerinders lønforhold.