Christian Wilhelm Schultz-Lorentzen

C.W. Schultz-Lorentzen, Christian Wilhelm Schultz-Lorentzen (ved dåben uden bindestreg), 14.11.1873-23.3.1951, provst, filolog. Født i Tyrstrup ved Christiansfeld, død på Skt. Lukasstiftelsen i Hellerup, begravet i Kbh. (Vor Frelsers kgd.). Født i Nordslesvig i tyskertiden blev S.-L. sendt til skolegang i Danmark og blev student 1891 fra Haderslev læreres skole i Kbh., studerede derefter teologi og blev kandidat 1897. Fra 1894 var han alumne på Seminarium groenlandicum. 1898 blev han udsendt til Godthåb som ordineret medhjælper og seminarielærer. Året efter blev han forflyttet til Egedesminde som missionær og 1901 tilbage til Godthåb som missionær og seminarieforstander. 1906 beskikkedes han som provst for Grønland. 1912 hjemrejste han og blev sognepræst ved Vor Frelsers kirke i Kbh., fra 1933 tillige provst for Kbh.s søndre provsti. Fra 1918 til 1948 var han desuden beskikket lektor i grønlandsk og dermed Grønlands styrelses konsulent i kirke- og skolesager. S.-L. havde fænomenale sprogevner og lærte det grønlandske sprog til en fuldkommenhed som sjældent opleves blandt europæere. Det sprogpædagogiske dannede da også hovedstammen i hans litterære virksomhed, Den grønlandske Ordbog, 1926 og Det vestgrønlandske Sprog i grammatisk Fremstilling, 1930, ligesom han også påbegyndte en elementær lærebog i sproget. Hans afsnit i samleværket Greenland I-III, 1928–29, Intellectual culture of the Greenlanders, viste hans personlige opfattelse af den eskimoiske kultur i grønlandsk klædebon. Han udsendte tillige andre artikler og foredrag om grønlandske emner, både sproglige og historiske.

Sammen med Ad. S. Jensen og Bjørn Kornerup udgav han en videnskabeligt underbygget biografi af Otto Fabricius (1923). Han deltog endvidere i revisionen af såvel den grønlandske salmebog som oversættelsen af Det ny testamente, skrev selv flere salmer og sange på grønlandsk. Hans interesse for det grønlandske sprog, den fremvoksende nygrønlandske kultur og den grønlandske befolkning som helhed fandt stærkest udtryk i hans politiske og kirkelige aktivitet. Allerede i Egedesminde kom han i modsætning til myndighederne idet han hævdede det lokale råds (forstanderskab) selvstændighed. Det stækkede ham ikke at blive forflyttet til Godthåb hvor han tværtimod søgte at puste en mere radikal reformånd i det lokale forstanderskabs hensygnende tilstand. Samtidig arbejdede han på at få sat kronen på den grønlandske missions værk. Det var med dette sidste formål han blev hjemkaldt til forhandlinger om kirkens og skolens forhold. Resultatet blev Loven om den grønlandske Kirke og Skole, 1905, hovedsagelig S.-L.s værk, og det blev grundlæggende for de to institutioners videre udvikling. 1908 fik han rejst den endnu eksisterende seminariebygning i Godthåb, det første virkelig monumentale bygningsværk i Grønland. Omkring denne skole og blandt de unge grønlændere i Godthåb voksede en menighedsbevægelse frem, støttet stærkt og måske også inspireret af S.-L. Gennem sit sproglige arbejde, sin undervisning og forkyndelse og sin politiske virksomhed stræbte han efter frigørelsen af det grønlandske menneske. 1905 rettede L. Mylius Erichsen sin voldsomme kritik mod Grønlands ledelse. Året efter fulgte S.-L. denne kritik op, dog i en mere konstruktiv form. Ved en adskillelse af handel og administration mente han en frigørelse og styrkelse af de lokale råd (forstanderskaberne) kunne ske, ganske i H. Rinks ånd. Politisk kom han derved til at stå det radikale venstre nær. Vel kom hans indsats til at spille en rolle for ændringerne af styrelsen i lovene af 1908 og 1912, men det blev dog i selve Grønland han som seminarieforstander og provst lagde disse års væsentligste gerning. Sprogpolitisk såvel som kulturpolitisk fortsatte han den traditionelle linje med hovedvægten lagt på grønlandsk sprog og nykultur, selv om han langtfra var blind for nødvendigheden af undervisning i dansk. Hans grundtvigske indstilling tillige med hans sønderjyske afstamning var grundlæggende for hans syn på modersmålet og hjemstavnskulturen, og således også på det grønlandske. Som lektor i grønlandsk og Grønlands styrelses konsulent blev han medlem af Grønlandsudvalget af 1920 hvis betænkning 1921 dannede grundlaget for styrelsesloven af 1925. S.-L. havde i udvalget igen været på venstrefløjen, bl.a. med mindretalsforslag om snarlig ophævelse af monopolet på Grønland fra 1776. Dette forslag slog ikke an, men det gjorde derimod tanken om genskabelse af rådssamarbejdet mellem udsendte og lokalt valgte, de såkaldte sysselråd. De kom efter loven til at fungere nogenlunde efter hensigten til 1940 (ophævet 1950).