Besættelsestidens prædikener
Kaj Munk var en af de mest markante præster under besættelsen. Han blev myrdet af tyske håndlangere i 1944, men hans ord står i dag som symbol på en kompromisløs kamp for frihed.
Under Danmarks besættelse fra 1940 til 1945 spillede kirken en særlig rolle som både vejleder og samlingspunkt i en tid præget af usikkerhed og frygt. Prædikener holdt under besættelsen bar ofte præg af den alvor, der fulgte med krigen, og mange præster benyttede prædikestolen til at udtrykke både trøst, modstand og håb.
Balancegang i en skæbnetid
Flere af disse prædikener er blevet stående som historiske vidnesbyrd om en periode, hvor grænserne mellem politik, religion og moral blev sat på spidsen. I kirker landet over blev det præsternes opgave at tale til menigheder, der stod midt i en skæbnetid og samtidig manøvrere i forhold til besættelsesmagten. For hvor langt kunne en præst gå i sin prædiken uden at sætte sig selv eller sine sognebørn i fare?
Balancegang i en skæbnetid
Flere af disse prædikener er blevet stående som historiske vidnesbyrd om en periode, hvor grænserne mellem politik, religion og moral blev sat på spidsen. I kirker landet over blev det præsternes opgave at tale til menigheder, der stod midt i en skæbnetid og samtidig manøvrere i forhold til besættelsesmagten. For hvor langt kunne en præst gå i sin prædiken uden at sætte sig selv eller sine sognebørn i fare?
En af de mest markante præster under besættelsen var Kaj Munk, hvis prædikener ofte rummede en klar kritik af nazismen og dens ideologi. Kaj Munk blev i 1944 myrdet af tyske håndlangere, og hans ord står i dag som symbol på en kompromisløs kamp for frihed.
Men også andre præster fandt måder at udtrykke modstand på, ofte mere inddirekte. I de bibelske tekster fandt de billeder og metaforer, der kunne opmuntre menighederne til at holde fast i håbet om frihed, uden at de nødvendigvis direkte udfordrede besættelsesmagten. For eksempel blev tekster om Moses og israelitternes udfrielse fra Egypten eller om Jesu kamp mod uretfærdighed brugt som billeder på mod og retfærdighed.
Kan en prædiken være modstand?
Danske præster stod over for et dilemma under besættelsen, der stadig er aktuelt i dag; Skal en præst bruge sin prædiken til at tage politisk stilling, eller bør prædikestolen først og fremmest være et sted for forkyndelse? For nogle var præstens ord under besættelsen en livline – en påmindelse om, at selv i mørke tider er der håb og retfærdighed. Andre ønskede ikke - præcis som i dag - at præsten skulle blande politik og tro, hvilket kunne skabe splittelse i menigheden.
"Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre"
Prædikenerne fra besættelsen minder os om, hvordan ord kan samle, trøste og styrke, men også vække til eftertanke og handling. I Kaj Munks prædiken nytårsdag 1944, som han holdt få dagen inden sin død, insisterer han på, at vi skal tilgive og ikke hade vores næste - ikke engang Hitler.
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: "Kommer de efter dig i Nat?" Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.
***
Dyk ned i vores samling af prædikener fra besættelsestiden herunder.