Sammenhold. Nu!

Mette Frederiksen gør det. Dronning Margrethe II gør det. Og Poul Hartling og Thorvald Stauning gjorde det.  

I krisetider bliver der appelleret kraftigt til danskernes samfundssind, når landets ledere skal tale til befolkningen. Stærkt værdiladede ord som fællesskab, ansvar og sammenhold tages i brug igen. Og igen. 

Vi har håndplukket fire citater herunder fra fire talere, som alle har haft et alvorligt budskab at formidle til nationen.  

Nu spørger vi dig: Hvem sagde hvad?  

Er ordene faldet i glassalen til et pressemøde med Mette Frederiksen ved roret?   

Er det Dronning Margrethe II, der i en historisk enestående tv-tale til nationen tager dem i brug?  

Er det mon Poul Hartling, der maner til samfundssind under energikrisen i de tidlige ’70ere?  

Eller er det snarere Thorvald Stauning, der i en radiotale den 9. april 1940 skulle overbevise det danske folk om, at regeringens beslutning om at overgive sig og samarbejde med fjenden var den rigtige?  

HVEM sagde HVAD?  

”I farens stund holder vi sammen, det ligger dybt i os mennesker, det falder os også naturligt her til lands. Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand.”  

”Uventet tvinges vi nu hver især ind i en situation, hvor vore menneskelige kvaliteter stilles på prøve. Vi kan være egoistiske og prøve på at læsse de fælles byrder over på naboen, eller vi kan bevise, at ord som samfundssind og fællesskab og samhørighed stadig har mening og indhold. Det er en udfordring til os, som enkeltindivider og som nation. Det er ikke en udfordring, vi har bedt om eller ønsket os, men måske det alligevel kan være en sund udfordring.” 

”Vi står i noget, vi ikke har prøvet før. Vi skriver historie. Og vi vælger alle sammen – både hver for sig og sammen – hvad det er for en historie, vi egentlig ønsker at skrive. Det er min tro, det er mit håb, og det er min forventning, at vi kommer godt ud af det her på den anden side. Fordi vi evner at stå sammen. Og fordi at samfundssindet er så stærkt, som det er. ” 

”Lad ro og orden præge landet og lad os vente en forstandig og loyal holdning  af alle landets borgere.” 

Du kan se, om du gættede rigtigt, og læse talerne i deres fulde længde her.  

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.