Kære alle sammen
1000 tak, fordi I er mødt op for at fejre Grundloven. Og ikke mindst selvfølgelig for at fejre 100-året for kvindernes valgret. Det er så mærkeligt at tænke på en tid, hvor kvinder ikke kunne stemme. Og lige så mærkeligt, at det kun er 100 korte år siden, at modige og ihærdige ildsjæle fik ryddet den absurditet af vejen.
Jeg forestiller mig, at I på vej herhen har talt med hinanden om jeres frygt for at skulle lægge øre til den ene floskelfyldte valgtale efter den anden. Det er næsten for stor en fristelse at give politikere en talerstol som den her og et publikum som jer med bare 13 dage til et meget afgørende valg.
Men jeg har besluttet, at siden I har været så venlige at invitere mig, vil jeg prøve at gøre jeres forventninger til skamme! I dag er en god anledning til at se tingene i et større perspektiv end den aktuelle valgkamp. Og en god anledning til at minde hinanden om, hvor enige vi er, på trods af det indtryk, man får, hvis man kommer til at tænde for fjernsynet i disse uger.
I stedet for at tale om Liberal Alliances politik, vil jeg derfor tale om noget, du sikkert har hørt mange gange i de sidste par måneder, nemlig Det Danmark Du Kender. Sagen er nemlig, at jeg har skrevet en lille bog, som vi har fået trykt, og som jeg får i hånden på onsdag. Den handler – selvfølgelig, når man tænker over timingen – rigtig meget om politik, Liberal Alliances politik, og den hedder Det Danmark Jeg Drømmer Om.
Titlen er, som I nok kan regne ud, en kommentar til Socialdemokraternes slogan, men nu har jeg tænkt mig at undsige min egen titel, allerede inden bogen er på gaden. Sagen er nemlig den, at selvom Liberal Alliance går til valg med ønsket om at lave nogle ting om i Danmark, så lever vi på meget lange stræk allerede i Det Danmark Jeg Drømmer Om.
Og selvom vi i dag fejrer Grundloven på dagen, som vel rettelig er årets vigtigste højtidsdag, så er det ikke Grundlovens fortjeneste, at det forholder sig sådan. Den er et fantastisk vigtigt fundament, en hjørnesten for Det Danmark Jeg kender, men den er et produkt af Danmark i endnu højere grad, end Danmark er et produkt af Grundloven.
Det er mærkeligt at tænke på, at den kreds af mennesker, der i fællesskab formulerede den for så længe siden, var skabt og rundet af noget særligt dansk, som også i dag er relevant og opleves som nærværende for os danskere. Velvidende, at Grundloven var blot et enkelt udslag af en international og langstrakt bevægelse, der fundamentalt forandrede Europa. Og velvidende, at vi efterhånden en række gange har rettet til og justeret, så den bliver ved med at fungere godt, selvom samfundet forandrer sig. Så er Grundloven et udtryk for noget dansk. Noget særligt dansk.
Det er jo ikke lige en tekst, man sådan sætter sig ned og læser. Ikke at den er lang, men det er jo ikke Jussi Adler-Olsen. Det er ikke en pageturner. Men hvis I gør det, så gætter jeg på, at I vil opleve en sær følelse af genkendelse. Tværs gennem tiden – de 166 år – og tværs gennem det gamle sprog træder teksten alligevel frem som rundet af Danmark.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi vi hele tiden, og endnu mere i valgkampen, taler om, hvordan Danmark forandrer sig. Og om, hvordan hastigheden, hvormed forandringerne indtræffer, hele tiden accelererer. Men det er godt at blive mindet om, at vi står på noget, og det er det fundament, det skal handle om i dag.
Og det handler på sin vis om politik, forstået på den måde, at det bliver en kommentar til det billede, som I som vælgere får af valgkampen. Sagen er nemlig den, at de folkevalgte politikere er meget enige med hinanden. Vi står på et fælles sæt af værdier, og selvom vi kun sjældent bliver opmærksomme på det, så ligner vi hinanden meget i vores tilgang til det at være politikere, også selvom vi kan lyde og fremstå som meget uenige.
Vi er også meget enige om substansen, selvom det bestemt ikke lyder sådan i de mange debatter og dueller. Det Danmark, vi hver især drømmer om, er ikke så forskelligt endda. Det skyldes, at vi over lang tid har rettet Danmark til og justeret, så selv mit partis ønsker om forandring for andre end danskerne ville fremstå som egentlig ret moderate og beskedne.
Men først og fremmest er vi enige om, hvordan den politiske samtale skal foregå. Vi giver hinanden den ret og det rum, som vi forventer, vores politiske modstandere også giver os. Og vi bliver dybt krænkede, hvis andre, som vi har oplevet det i blandt andet Frankrig og Danmark tidligere i år, forsøger at begrænse også den ret og det rum, som vores modstandere træder ind i, når de ytrer sig politisk i overensstemmelse med de rettigheder, som er nedfældet i Grundloven.
Når dagen i dag er slut, når vi har fejret fremsynet og formatet hos den grundlovsgivende forsamling, træder vi ind i valgkampen igen, men selve det, at vi kan skændes – for diskutere er næsten for pænt et ord nogle gange – er i sig selv en fantastisk succes. De rammer, som vores forgængere har formået at etablere, er så stærke og så grundfæstede, at vi virkelig kan tage bladet fra munden uden at frygte for konsekvenserne. Vi ved, selv når bølgerne går allerhøjest, at rammerne respekteres af alle. Det er ikke i Folketinget, der opstår tumult og håndgemæng.
Det er indlysende, men ikke desto mindre godt at minde om, netop i dag, at de privilegier, der knytter sig til at bo og leve i Danmark, herunder det privilegium at leve i et land, der har Grundloven som sit juridiske fundament, skal vi være villige til at forsvare.
Det er bare paradoksalt, at vi næsten altid værner bedst om de privilegier ved at udnytte den frihed, som vores lovgivning og de rammer, normer og konventioner, vi deler, giver mulighed for. Netop når samtalen er allermest fri, værner vi faktisk bedst om det, der gør Danmark til noget særligt.
Når nu jeg har sagt, at Det Danmark Jeg Drømmer Om i praksis ikke adskiller sig så meget fra det, som Helle Thorning-Schmidt drømmer om, er det ikke fordi, der ikke er forskelle. Vi skal bare huske, at vi har nærmet os hinanden fra et udgangspunkt, hvor vi var så fundamentalt uenige, at det endte i krige og i konflikter.
Selvom det til daglig kan virke som om, den tilstand er langt væk og længe siden, ved vi godt, at det ikke passer. Der er 1700 kilometer herfra og til Ukraine. Vi kunne sætte os ind i vores biler nu og være fremme engang i nat. En helt anden virkelighed, hvor den sikkerhed og tryghed og samhørighed, som vi oplever, er en fjern og uopnåelig drøm. Hvor den beskyttelse, som Grundloven giver os, virker utopisk.
Derfor skal vi glæde os over Grundloven i dag – og alle de andre dage. Ikke fordi, den har givet os Det Danmark Vi Drømmer Om. Men fordi Det Danmark Vi Drømmer Om har givet os Grundloven. Og lad os også huske, at selve det, at vi sikkert snart igen genbesøger dokumentet og i en åben, fælles proces når frem til de ændringer, som vi vurderer bedst kan sikre, at Grundloven bliver ved med at være lige relevant og lige værdifuld, i sig selv er en fantastisk triumf og en fantastisk præstation.
Og det er måske så her, at jeg til sidst ikke kan lade være med at blive en lille smule politisk, selvom det er på en meget overordnet måde. For ligesom vi kan ændre Grundloven og alt mulig andet, kan vi også godt tåle at lave lidt om på Danmark. Hvis jeg skulle ønske mig en ting af vælgerne, så var det lidt mere optimisme og lidt mere tro på, hvor meget vi kan sammen. Så man ikke er så bange for, at der bliver skruet bare en lille smule på knapperne i det store system.
Lige om lidt træder jeg ned ad talerstolen her og ind i valgkampen igen. Det glæder jeg mig til, det er jo en fest for en politiker og simpelthen så spændende. Men vi har alle sammen – og måske politikerne mere end de fleste – brug for at blive mindet om det fælles. Det fælles er rigtig meget. Og Grundloven er en meget vigtig komponent, en meget vigtig del, af det fælles.
Igen, 1000 tak, fordi I er kommet, og tak, fordi jeg måtte komme. Nu har I fortjent en lille pause.
Rigtig God Grundlovsdag.