Kalaallit Nunaata siunissaa.
Jeg taler her i dag for at snakke om den fremtidige Grønland, den Fremtid jeg skal leve i, den fremtid vi alle skal være med til at opbygge.
Men først vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg vælger at tale dansk fordi der er flere der vil forså det danske sprog, og fordi det grønlandske for mig var næsten tabt, efter at have boet i udlandet flere gange, og på grund af flere delen af min familie og venner udelukkende taler, og forstår dansk.
Men hvem er jeg? For jer er jeg måske bare en person man normalt ser på gaderne, i skolen og måske til kaffemik.
Men som nogle måske allerede ved, mit navn er Aviâja Korneliussen, jeg er 18, og går i Gux Nuuk som 2.G-er, i sprog og kultur.
For over en måned siden var jeg med til ARTIC WINTER GAMES som en Kulturel performer, jeg optrådte sammen med min gruppe, og andre performere.
Vi optrådte mange steder, såsom: teatret, alderdomshjemmene, og i pauserne af legene for et lille relief, for at tage naverne ned igen efter alt spændingen.
Jeg lærte meget om kulturen, ikke kun i Alaska, men i Canada, Og overraskende her i Grønland.
Men det der forvirrede mig - var hvor åbne de var med deres kultur, hvor meget deres kultur var indblandet i deres hverdage, med at deres, Qilaat, bliver brugt dagligt efter at have været i kirke, at de havdespecielle dage til at være sammen som en samfund, for at konkurrere, ikke kun ved at Dance eller synge, men for sjov, for kulturen, for deres identitet.
For over en måned siden var jeg med til ARTIC WINTER GAMES som en Kulturel performer, jeg optrådte sammen med min gruppe, og andre performere.
Vi optrådte mange steder, såsom: teatret, alderdomshjemmene, og i pauserne af legene for et lille relief, for at tage naverne ned igen efter alt spændingen.
Jeg lærte meget om kulturen, ikke kun i Alaska, men i Canada, Og overraskende her i Grønland.
Men det der forvirrede mig - var hvor åbne de var med deres kultur, hvor meget deres kultur var indblandet i deres hverdage, med at deres, Qilaat, bliver brugt dagligt efter at have været i kirke, at de havdespecielle dage til at være sammen som en samfund, for at konkurrere, ikke kun ved at Dance eller synge, men for sjov, for kulturen, for deres identitet.
For mig var det lidt af en kulturchok, jeg blev stolt fordi det er deres kultur, men også vores, for her i Grønland er det nyt, i hvert faldt for migat være grønlænder, at være Inuk.
Vi som dem spiller ikke så meget på en qilaaat i hverdagene, (vi synger ikke strupesange som de gør,) torlorsortanngilangut, som de gør, og vi er først lige begyndt at acceptere tunniit som en del af vores hverdage.
Vi som dem spiller ikke så meget på en qilaaat i hverdagene, (vi synger ikke strupesange som de gør,) torlorsortanngilangut, som de gør, og vi er først lige begyndt at acceptere tunniit som en del af vores hverdage.
Er det fordi vi har glemt hvem vi er? På grund af de ting der skete i fortiden? Med at vi ikke måtte være dem vi var fordi det var forbudt?
(at vi ikke kunne være os?) Inuusinaanngitsungut?
Vi blev undertrykt, mistede meget af vores kultur, vi tabte meget, selv mennesker, men vi er tilbage, for vi er folket, vi er inuit.
Det vi mangler her i Kalaallit Nunaat er stolthed over for hvem vi er, som alle andre i det arktiske, vi skal være stolte for at være nogle af dem der kan overleve det mest barske natur, det vildeste terræn, vi er jo inuit, folket der kan alt, vi skal bare tro på det.
