Tak for indbydelsen til at komme her i dag.
Jeg skal ikke trætte jer med den uendelige lange liste over løfter, som denne regering har indfriet. I stedet vil jeg tale om globalisering. Om hvilke krav globaliseringen stiller til det danske samfund, hvis vi fortsat skal have noget at leve af fremover. Og om hvilke krav globaliseringen stiller til unge menneskers valg af uddannelse.
Jeg har to pointer, som jeg håber I vil skrive jer bag øret:
For det første: Hvis danske virksomheder fortsat skal kunne klare sig i den internationale konkurrence, så må vi sikre, at de danske lønmodtagere er dygtigere, hurtigere og smartere end lønmodtagere i de andre lande. Viden og fleksibilitet er helt afgørende for vores konkurrencekraft og mulighederne for vækst.
Vi skal derfor satse massivt på uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Men ikke uddannelse for uddannelsens skyld og ikke uddannelse ud i det uendelige. Nej, uddannelse, der er begrundet i et konkret behov.
Vi skal have et fagligt solidt og fleksibelt uddannelses- og efteruddannelsessystem. Et system, som kan matche virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Og et system som kan matche tempoet i samfundsudviklingen.
For det andet skal vi sikre, at de unge mennesker får en uddannelse. Vi skal tilskynde dem til at gå i gang med en uddannelse. Og valget af uddannelse skal helst være drevet af interesse - ikke pligt. For så mister man begejstringen, og så kan det være svært, at stå et uddannelsesforløb igennem.
Til gengæld skal de unge så være indstil1ede på at søge bredt. Det er sjældent, at drømmejobbet står ledigt den dag, man er færdig med sin uddannelse. Derfor skal man være parat til at søge job, der ligger på kanten af ens fagområde og i den anden ende af landet.
Så tror jeg til gengæld også, at der er ganske store chancer for, at man en dag står med drømmejobbet på hånden.
Lad mig først sige lidt om de udfordringer, der følger i kølvandet på globaliseringen.
Vi kan ligeså godt se i øjnene, at fremtidens vækst og velfærd skal skabes gennem stærke og konkurrencedygtige virksomheder.
Vi kan ikke bare lade den offentlige sektor vokse og trække kvalificeret arbejdskraft ud af virksomhederne. Det bliver det danske samfund og danskerne ikke rige af på lang sigt.
Danmark er i dag et af verdens mest velstående lande. Men det er ikke en position, der er naturgiven. Og det er ikke en position, som vi har fået til evig arv og eje. Den velstand og velfærd, vi har i dag, bygger på, at vi bevidst har satset på at skabe ordentlige ramme betingelser for virksomhederne.
Al erfaring viser da også, at de lande, der bevidst satser på at skabe gunstige vækstvilkår bliver belønnet med høj økonomisk vækst. Det gælder fx Holland og Finland. Omvendt er lande som Tyskland og Japan, der har tøvet med strukturreformer, sakket bagud.
Regeringen har allerede igangsat flere initiativer, som giver et godt afsæt for, at danske virksomheder kan klare sig i den internationale konkurrence. Fx et skattestop og lavere skat på arbejde, som gør dansk arbejdskraft mere konkurrencedygtig. Og massive reformer inden for forskning og uddannelse.
Men det betyder ikke, at vi er i sikker havn. For tiderne skifter hele tiden. Nye tendenser skyller ind over landet. Traditionel industriproduktion forsvinder og erstattes af mere videnbaseret produktion. Virksomhederne efterspørger flere hoveder og færre hænder.
Det sidste år er det den barske side af globaliseringen og den internationale arbejdsdeling, der har kastet skygger over dansk økonomi. Fordums tiders hæderkronede flagskibe er lukket eller har flyttet produktionen andre steder hen. Der er blevet flere arbejdsløse.
Men det, at globaliseringen også har en skyggeside, må ikke føre til handlingslammelse. For globaliseringen og international handel har i høj grad dannet grundlag for den velstand, vi har i dag.
Selvom konkurrencen er benhård på den globale markedsplads. Og selvom kun de dygtigste og mest produktive virksomheder overlever, så har mange danske virksomheder klaret sig flot. Danish Crown, Grundfos, Danfoss ogVestas er flagskibe på verdenshavene inden for hver deres branche.
Det er ikke et nyt fænomen, at danske virksomheder flytter til andre himmelstrøg. Og mange danske virksomheder har faktisk klaret sig godt i den omstilling.
I de seneste år er der hvert år blevet nedlagt 300.000 arbejdspladser i Danmark. Samtidig er der opstået ligeså mange nye. Det er for mig et bevis på, at danske virksomheder godt kan klare sig i den internationale konkurrence.
Tag bare den danske tekstil og modeindustri. Den har med stor succes klares omstillingen fra traditionel industriproduktion til videnbaseret industri. Og den danske møbelproduktion har klares sig flot ved at få tilført højteknologisk viden.
Og det fortæller mig, at staten skal holde sig fra at gribe ind i den erhvervsmæssige udvikling. Mange af de succeshistorier, vi har hørt om, fx inden for den kreative industri og musikbranchen, er ikke opstået i støttede miljøer eller i kølvandet på en bevidst erhvervsfremmeindsats. De er opstået på rå markedsbetingelser.
Staten skal derfor holde sig til at skabe attraktive rammer for erhvervsliv og borgere og sikre, at der er offentlig service og uddannelser af høj kvalitet.
Det er selvfølgelig tragisk, når job forsvinder og mennesker mister deres arbejde. Hver ledig er en ledig for meget.
Men der er ikke grund til at gå i sort, fordi vi i øjeblikket ser, at virksomhederne flytter arbejdspladser til andre lande, Det er en helt naturlig udvikling, som ikke er ny.
Det danske arbejdsmarkedet er utrolig dynamisk og de danske virksomheder og lønmodtagere er utrolig omstillings parate. Og sådan skal det fortsat være. Vi skal sikre, at virksomhederne hele tiden har optimale rammebetingelser, så de kan klare sig i den internationale konkurrence. Og vi skal sikre, at de danske lønmodtagere er dygtigere, hurtigere og smartere end lønmodtagere i de andre lande. Viden og fleksibilitet er helt afgørende for vores konkurrencekraft.
Det har vi været rigtig gode til hidtil. Og isærdeleshed nordjyderene har vist vejen til succes. I 1980' erne sad der nogle få forskere i Nordjylland og udviklede den teknologiske indmad til moderne mobiltelefoner. Frem til januar i år har flere hundrede medarbejder været beskæftiget med at producere disse mobiltelefoner.
Nu sidder der nye forskere i Nordjylland og fordyber sig i nano-, bio- og informationsteknologiens mysterier. Nanoteknologi, som kan bruges til at diagnostisere sygdomme. Bioteknologi, som kan give os bedre og sundere fødevarer og et renere miljø. De sidder og skaber grundlaget for fremtidens arbejdspladser.
Regeringen har nedsat en tænketank. Den skal komme med et bud på, hvad vi skal leve af fremover. Hvilke rammebetingelser vi skal prioritere. Og hvad vi skal satse på, hvis vi skal lykkes med at skabe nye højproduktive jobs, som kan erstatte de tabte. Kort sagt, hvordan globaliseringen kan blive en fordel for Danmark og ikke en trussel.
Selvom tænketanken ikke har tænkt færdig, så vil jeg godt komme med mit bud på, hvordan kan vi så sikre danske virksomheder en solid platform i den internationale konkurrence.
Historien viser, at viden er en centralt forudsætning for vækst.
Faglighed, uddannelse og efteruddannelse får stadig større betydning i takt med, at vi bevæger os væk fra industrisamfundet og over i vidensamfundet.
Mere præcist, så ser jeg fire grunde til, at vi i langt højere grad skal satse på opkvalificering og kompetenceudvikling:
For det første: I vidensøkonomien konkurrerer virksomhederne på innovation og kreativitet. Det betyder, at viden og kompetence er blevet væsentlige konkurrenceparametre.
De lande, som har en veluddannet arbejdsstyrke, står stærkt i den internationale konkurrence fremover. Viden vil i højere og højere grad afgøre forskellen på, om en virksomhed får succes eller fiasko. Viden vil være vejen til vækst og velfærd.
Derfor er det vigtigt, at vi har et fagligt solidt og fleksibelt uddannelses- og efteruddannelsessystem. Det skal være et system, som kan matche virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft. Og et system som kan matche tempoet i samfundsudviklingen. Det er også vigtigt, at virksomhederne hjælper deres medarbejdere med at vedligeholde og videreudvikle deres kompetencer og med at være "up to date" uddannelsesmæssigt. Og at medarbejderne stiller krav til deres arbejdsgiver om løbende efteruddannelse.
Den anden grund til at vi skal satse på uddannelse er, at den ny økonomi har bragt en langt højere grad af højteknologi og specialisering ind på virksomhederne. Der er opstået nye arbejdsprocesser og organisationsformer. Det betyder, at vi har brug for et fagligt stærkt uddannelsessystem, som kan sikre en veluddannet og specialiseret arbejdsstyrke.
Men den høj e grad af specialisering betyder også, at virksomhederne ikke altid kan købe den uddannelse, de har brug for. Ganske enkelt fordi den viden, der er i virksomheden, er så unik, at den ikke findes andre steder. Eller fordi den teknologiske udvikling går så hurtigt, at uddannelsesinstitutionerne ikke kan følge med.
Derfor er det vigtigt at have fokus på samspillet mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne. Det er således vigtigt, at have et samspil, hvor der hele tiden sker en vekselvirkning.
Den tredje grund til, at vi skal satse på uddannelse er, at virksomhederne hele tiden må forny sig. De må hele tiden tilpasse produkter, produktionsprocesser, arbejdsgange og afsætningskanaler. Det er lettere, hvis medarbejderne er fleksible og parate til at spille med. Al erfaring viser, at veluddannede medarbejdere er bedre rustet til at klare den omstilling.
Endelig for det fjerde må vi satse på uddannelse, fordi hierarkiske kommando-organisationer forsvinder og nye uformelle organisationsformer dukker op. Ansvar uddelegeres i fladere strukturer med projektgrupper og teams. Medarbejderne skal tage større ansvar, være kreative og dele viden i tværfaglige teams. Og de skal kunne forny deres viden og kompetencer gennem hele livet. Det stiller nye krav både til uddannelsessystemet og til virksomhedernes ledelses- og organisationsformer.
Som vi har set, er uddannelse og løbende opkvalificering af arbejdsstyrken er således på mange måder helt afgørende for, at danske virksomheder kan klare sig i den internationale konkurrence. Grunduddannelse er ikke længere tilstrækkelig. Vi må indstille os på hele tiden at tilegne os nye kompetencer.
Derfor er det vigtigt, at I unge menenesker får en uddannelse. Ellers risikerer I at blive hægtet af udviklingen og leve et liv uden arbejde på passiv forsørgelse.
Det gælder også jer med anden etnisk baggrund. Det er ikke spild at tage en uddannelse. De rygter, der verserer om virksomheder, der bevidst fravælger unge med anden etnisk baggrund er stærkt overdrevne. Flere undersøgelser viser, at de unge, der har taget en dansk uddannelse klarer sig ligeså godt som deres danske kammerater. Faktisk er der lidt flere danskere end indvandrere med en videregående uddannelse, der kører taxa!
Hvad skal man så vælge? Det sikre, hvor der stort set er jobgaranti? Eller skal man vælge det, man interesserer sig brændende for?
Det kan være drøjt at komme igennem et langt studieforløb, hvis man ikke interesserer sig synderligt for det faglige på studiet. Det kan være svært at mobilisere begejstring og motivation, og man risikeret let, at "gå død i det". Derfor er mit råd, at man skal vælge et fag, der har ens interesse. Men det betyder også, at man skal være villig til at søge job, der ligger langt fra ens bopæl, når man er færdig, og man skal være indstillet på, at søge job, som ligger på kanten af ens fagområde.
I mange år har arbejdsløsheden været forholdsvis høj blandt arkitekter. Alligevel er der mange der har valgt at uddanne sig til arkitekt. Det er der der ikke noget odiøst i. Når bare man er indstillet på--at søge andre job end drømmejobbet på den tjekkede tegnestue. Det kan fx være et job som fagkyndig eller befalingsmand.
Da jeg selv skulle vælge studie i sin tid, var jeg usikker på, i hvilken retning mit arbejdsliv skulle bevæge sig. Derfor valgte jeg at læse jura. Det var en uddannelse, der kunne åbne mange døre. Jeg kunne blive advokat. Jeg kunne blive ansat i en privat virksomhed. Jeg kunne få et arbejde i en interesseorganisation eller i den offentlige administration. På en måde kan man sige, at jeg valgte det sikre, fordi der var så mange muligheder bagefter. Men jeg valgte også jurastudiet, fordi jeg havde en kammerat, der var begyndt at læse jura et år forinden, og han talte meget begejstret om studiet.
Når jeg så kikker i bakspejlet kan jeg se, at flere af de job, jeg har haft, ikke nødvendigvis krævede en juridisk baggrund. Jeg har fx arbejdet tre år i Landbrugsministeriet, hvor jeg forhandlede restitutioner i EU. Det er der ikke meget jura i. Det samme gælder mit arbejde i Venstre som partisekretær. Men det betyder ikke, at uddannelsen har været unødvendig eller spildt. Jeg har haft stor glæde af, at kende de juridiske principper, og det har givet mig en ballast og en selvtillid, at jeg vidste, at jeg var fagligt ligeså godt rustet som de mennesker jeg skulle sidde sammen med eller over for.
Det kan godt virke skræmmende og afholde nogle fra at tage en videregående uddannelse, at flere har svært ved at finde arbejde, når de er færdige med deres uddannelse. Det kan jeg sådan set godt forstå. For det er ingen spøg at stå i en situation, hvor man har brugt tre, fire eller fem år af sit liv på at dygtiggøre sig og tilegne sig viden, og så er der ingen der kan bruge den.
Men man skal ikke lade sig afskrække af, at arbejdsløsheden er stedet. For fremtiden arbejdspladser kalder på mennesker med en god, solid uddannelse. I de sidste ti år er der oprette 44.000 nye akademikerjobs. Det er en stigning på 40 procent. Og den trend vil fortsætte.
Virksomhederne vil have medarbejdere, der har en solid faglig ballast. De vil have medarbejdere, som evner at tilegne sig ny viden. Og de vil have medarbejdere, som er fleksible og evner hele tiden at omstille sig. Al erfaring viser, at veluddannede medarbejder er bedre rustet til at klare den omstilling.
Virksomhedernes efterspørgsel efter er naturligvis afgørende for, hvor let det er at få et job. Afgørende - men ikke altafgørende. Man har også selv en meget vigtig rolle at spille, når man står med sit eksamensbevis i hånden og skal i gang på arbejdsmarkedet.
Det nytter ikke at sætte sig ned og vente på, at virksomhederne kommer til en, for så kommer man til at vente alt for længe. Og man må ikke falde hen i "Ah-hvor-er-det-synd-for-mig-klynkerollen", blive passiv, opgivende og miste selvværdet.
Man skal tage sagen i egen hånd, være aktiv og konstruktiv, søge på jobopslag og søge uopfordret, skabe sig et relevant netværk og i øvrigt på alle måder forsøge at få benene inden for hos virksomhederne. Og hvis man får et tilbud om jobtræning, før det lykkes at finde et rigtigt job, så vil jeg opfordre til, at man ser det som det tilbud og den udfordring, det faktisk er og det uanset hvor langt tilbudet så ligger fra ens job ønsker. Hvis viljen og motivationen er der, kan et aktiveringstilbud meget vel føre til et blivende job. Måske ikke lige drømmejobbet, men det må så komme senere. Eller måske udvikler det sig faktisk til at blive drømmejobbet, for sådan kan det jo også gå.
Tak for ordet.