EU-Forfatningen udhuler den frie koordineringsmetode
Hr. formand
Lissabonprocessen er et godt initiativ, hvor landene kan udveksle gode ideer og sætte fælles mål, men det er stadig de nationale parlamenter og dermed vælgerne i vore lande, som har det sidste ord.
Derfor er det trist, at Lissabonprocessens frivillige koordinationsmetode ikke er kommet med i EU-Konventets udkast til forfatning.
Efter vor mening bør det være den vigtigste beslutningsmetode overhovedet. Man skal kun lave bindende love, når et emne er så grænseoverskridende, at nationale parlamenter ikke effektivt kan lovgive selv.
Europabevægelsens flertal i EU-konventet valgte den centralistiske metode, hvor EU-lovgivning automatisk fortrænger ikke bare nationale love med et andet indhold, men selve retten til at lovgive nationalt.
For bløde emner som kultur og undervisning kan landenes love formelt ikke harmoniseres, men de kan det reelt, fordi man nu vil have mulighed for at vedtage bindende love og rammelove for alle områder med understøttende, supplerende og koordinerende kompetence.
Det brede charter for fælles grundrettigheder kan også inddrages til at give de konkrete samarbejdsområder en udvidende fortolkning.
Derfor bliver der med forfatningen ikke meget tilbage til den frivillige koordination, som Lissabonmetoden skulle være udtryk for.
Vi ender med stærkt centralistisk lovgivning for hele det sociale område og arbejdsmarkedslovgivningen.
Så bliver inddragelsen af de nye emner under Lissabonmetoden pludselig en fælde.
Lokkemad til at give EU nye kompetencer på bekostning af vælgerne i vore medlemslande. Så kan det gå slemt galt.
De fattigste medlemslande kan presses til et omkostningsniveau, hvor arbejdspladserne forsvinder.
Arbejdsløsheden er allerede nu på 18 % i Østtyskland og Polen.
Valget mellem lønniveauet, de samlede løn- og sociale omkostninger og beskæftigelsesgraden er det, man stemmer om ved valg.
Regeringer falder på den gale kombination eller en forkert fordelingsprofil eller uenighed om, hvad der skal organiseres fra den offentlige sektor.
EU skal ikke blande sig i disse valg, men nøjes med at styre den lige konkurrence og sikre et velfungerende fælles marked.
JuniBevægelsen støtter fælles minimumsbestemmelser for den sociale beskyttelse, men vi advarer samtidig mod at tømme vore parlamentariske systemer for indhold.
I Danmark har vi det særlige problem, at den sociale sikring er organiseret som sociale borgerrettigheder, der tilfalder alle, uanset om man har været på arbejdsmarkedet eller ej.
I Danmark har alle borgere lige sociale rettigheder, hvad enten man er højtlønnet, handicappet eller arbejdsløs. Vi betaler for vores sociale borgerrettigheder gennem høje skatter.
De to ting hænger sammen. Vi kan ikke finansiere det sociale sikringssystem, hvis det skal åbnes for det, der kaldes social turisme.
Den svære balance skal forblive et anliggende mellem danske vælgere, og ikke forstyrres af hemmelige skrivelser fra Kommissionen til Danmark om at gøre dette og hint, f.eks. ved efterlønnen.
Vi har også en anden specialitet, som er i klemme. Et velfungerende arbejdsmarked, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere i fællesskab aftaler løn og arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomster.
Vi har ingen fælles mindsteløn, vedtaget ved lov. Men vi har over 85 % af lønmodtagerne i fagforening. Arbejdsmarkedet forvalter sig selv.
Den specialitet skal EU heller ikke blande sig i med erga-omnes-princippet, hvor Danmark tvinges til at vedtage love på områder, hvor både højre og venstre og arbejdsgivere og arbejdstagere i Danmark foretrækker den frie forhandlingsret.
Jeg advarer mod det tidevand, som følger med Lissabonmetoden, selv hvor Kommissionens papir i dag forekommer snusfornuftigt.
Tak hr. formand