Lone Dybkjærs tale til europæisk kvindekonference

 

Tak for invitationen til at tale i dag til Europabevægelsen og Europæisk Ungdoms kvindekonference. På mandag er det Kvindernes Internationale Kampdag, så denne konference kommer som en god optakt. Jeg går ud fra at I fejrer 8. marts, ligesom de gør i andre lande. Jeg håber, I gør det, for jeg ser det som en fremragende og tiltrængt anledning til hvert år at sætte kønnet på dagsordenen.

"Man er ikke født kvinde; man bliver det." Sagde Simone de Beauvoir i 1949 (i bogen "Det andet køn"). Mænd er stadig normen. Også i år 2004. Før vi erkender det, kommer vi ikke videre med ligestillingsdiskussionen (diskussionen om køn).

I Danmark er 8. marts først blevet en rigtig festdag igen i de sidste par år. Gennem 1980'erne og det meste af 1990'erne skete der i Danmark ikke meget på denne dag, og få mennesker var klar over dagens betydning. Det har at gøre med Danmarks særlige forhold til ligestilling i forhold til det politiske system - og det har - måske lidt overraskende - også ret meget at gøre med Danmarks forhold til EU - og EU og ligestilling.

Derfor vil jeg starte med at se lidt på hvad forskellene er på ligestillingsdebatterne i de nordiske lande - Danmark, det ældste EU-medlem, Sverige det nye EU-medlem og Norge, som er "skabsmedlem" af EU ... Og måske kan I lære noget af det her i Norge - særligt med hensyn til, hvad EU tilbyder af muligheder, når det gælder ligestilling. Det håber jeg. I al fald kan I lære af den danske debat, hvad man IKKE skal gøre, hvis man vil have fuldt udbytte af EU i forbindelse med ligestilling. Man har nemlig i en meget lang periode glemt kønnet, når man talte politik i Danmark, eller det var stærkt kontroversielt overhovedet at nævne det. Det er langsomt(!) ved at ændre sig. Det er også på høje tid.

Sverige, Norge, Danmark – EU

I modsætning til Danmark, er feminisme, køn og ligestilling en integreret del af den politiske debat i Sverige og Norge. I den magtudredning, der er lavet i Danmark, forklares det med, at man i Sverige var i stand til at indgå et "kønskompromis" på linje med det historiske kompromis mellem lønarbejde og kapital. Selvom kvindelivet heller ikke er perfekt i Sverige, så vidner det om, at køn i al fald er højt på dagsordenen.

Hvordan situationen er i Norge, er I selvfølgelig bedre til at udtale jer om end mig. Men min opfattelse er, at i Norge blev køn brugt som en strategi for at involvere kvinder. Spørgsmålet om kvinders deltagelse i den politiske elite blev ikke tematiseret som et spørgsmål om lighed eller diskrimination, men som en markering af forskelle mellem mænd og kvinder og den politiske betydning af disse forskelle.

Så har det utvivlsomt også hjulpet, at I har haft et forbillede som Gro Harlem Brundtland. Sådanne kvinder kan trække tusinder med sig, ligesom hun var stærkt medvirkende til at fastholde køn på den politiske dagsorden i Norge.

Med Brundtland blev det klart, at kvinder i elitepolitik gjorde en forskel først og fremmest ved at sætte nye spørgsmål på den politiske dagsorden.

Frihed, Lighed og Ligestilling mellem kønnene (bemærk: broderskab er ikke fremtiden. Det handler kun om mænd!)

I Danmark har ligestilling oprindeligt været drevet af kvindebevægelserne, som så magtede at få indflydelse i det politiske system ved enten selv at blive valgt eller ved hjælp af alliancer. Typisk var det en bevægelse på tværs af politiske partier. Det ændrede sig i 1960'erne, hvor en række unge mere aktionsprægede tiltag tog fart. Dog var en vis dialog mellem bevægelserne og politikerne stadig mulig.

Men ligestillings- og kønsdebatten i Danmark lukkede sig om sig selv i løbet ad 1970'erne og 1980'erne i Danmark, fordi dem der var på barrikaderne valgte at være imod EU. Var man for ligestilling, var man per definition imod EU, da Danmark blev medlem i 1972. I det valg lå en afstandtagen til det etablerede, til politik på Christiansborg - det danske parlament, til systemet EF osv. Det hænger stadig ved og har medført, at vi end ikke diskuterer EU's ligestillingspolitik og EU's initiativer med hensyn til køn generelt. Den debat har været, og er stadig, helt blokeret i Danmark. I en vis forstand ligesom den generelle EU-debat er blokeret. Vi diskuterer stadig for eller imod EU.

Resultatet af den larmende tavshed har betydet, at feminisme, køn og ligestilling således i Danmark nærmest er forbudte ord! Det er de ikke i Sverige, hvor statsminister Göran Persson ligefrem og uden blusel kalder sig feminist ...

Hvorfor er det sådan? Fordi det er lykkedes i Danmark at få folk til at tro, at vi har ligestilling. Det har vi ikke. Det viser enhver statistik. Ligestilling er ikke noget, der hører til i en bestemt sfære eller gælder specielt sære outsidere. Det er faktisk ligesom med EU. EU er ikke udenrigspolitik. EU er en del af alle sfærer af politik i Danmark. Det samme gælder for køn og ligestilling. Den siddende danske regering ser ud til at mene, at det, der er tilbage af de to køns forskellige positioner i samfundet, er noget, de selv har valgt helt frivilligt. Men ligestilling er desværre stadig IKKE et frit valg.

De fleste kvinder i Danmark kan drage fordel af EU, ligesom de på flere områder allerede gør det via noget af den lovgivning, der er indført i Danmark gennem EU. Det var på grund af den danske kvindebevægelse og EU, at vi fik ligeløn indført i lovgivningen i Danmark i 1976. Det var et EU-direktiv der i sidste ende tvang arbejdsmarkedets parter til at indføre ligeløn som princip!!! Vi havde heller aldrig fået den omvendte bevisbyrde indført i forbindelse med barsel, hvis det ikke havde været for EU. Omvendt bevisbyrde er, at hvis man bliver afskediget i forbindelse med graviditet eller barsel, så skal det bevises, at det ikke skyldes barsel eller graviditet, men helt andre årsager.

EU var også den første aktør til at indføre mainstreaming af køn. Det vil sige, at et kønsperspektiv skal anlægges på alle politikker, ligesom der skal være en vurdering af konsekvenserne af alle politikker for begge køn.

To nye eksempler: I EU er der gennemført lovgivning mod alle former for diskrimination. For nylig har vi i EU gennemført et forslag, der definerer, hvad vi mener med sexchikane. Det var aldrig sket i Danmark, hvis det ikke havde været for EU. Sexchikane er ikke et ord kvinderne tidligere har kunnet sige uden at blive latterliggjort.

Lige nu behandler vi et utroligt spændende direktiv med udgangspunkt i traktatens artikel 13, som siger, at EU kan "træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering."

Det betyder ikke, at der ikke er ulemper ved EU. Blandt andet er overgangen til markedsøkonomi tydeligt gået hårdest ud over kvinderne i de nye medlemslande. Det er primært kvinder, der har mistet job dér. Det skal tages meget alvorligt, og derfor er det vigtigt at være meget ligestillingsbevidst netop i forbindelse med udvidelsen af EU her 1. maj.

Vi skal huske på, hvad EU er. Det er et samarbejde mellem stater, og derfor kan EU aldrig komme længere end landene, eller et flertal af dem giver mulighed for. Men flertalsafgørelserne er et rigtigt godt redskab til at skubbe de "stædigste" af landene i den rigtige retning.

Som konklusion på denne del:

Lad os nuancere debatten og diskutere værdierne og indholdet i EU's politikker. Det kræver, at vi er progressive og på forkant i ligestillingsdebatten. Det er helt afgørende for denne debat, at spørgsmål ikke bliver stillet i enten-eller termer. Kvinderne har ikke enten gavn eller ikke-gavn af EU! EU kan bruges til kvindernes fordel - politisk.

Lad mig nævne blot to andre påtrængende emner, inden jeg går over til det problem, der efter min mening i dag er den største udfordring for forældrene i Europa, nemlig at skabe sammenhæng mellem arbejds- og familieliv. Det ene er vold ... det andet er det voksende problem med den voksende sexindustri ...

Sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv

Det er klart, at vi mennesker burde være jævnbyrdige individer, men verden opfører sig altså ofte, som om vi er væsensforskellige. Vi burde overhovedet heller ikke være begrænsede som kvinder og mænd, men det er vi. Og vi burde i det mindste være begrænsede på samme måde, men normen dikterer helt forskellige roller, afhængigt af om man er mand eller kvinde.

Men hvordan kommer vi så videre?

Vi må først og fremmest tage udgangspunkt i, at vi ikke kan nå frem til, hvordan tingene bør være, før vi har afdækket, hvordan tingene er.

Derfor er det nødvendigt at skabe ny viden og fremhæve og underbygge den eksisterende viden. Det gør EU i øjeblikket i langt højere grad end i hvert fald i Danmark, hvor det mildest talt har stået noget sløjt til med ligestillingsinitiativerne de sidste par år, som jeg allerede har antydet.

Det er kun ved at have viden, fakta og tørre tal parat, at vi kan kæmpe for ligestilling og for eksempel opnå den eftertragtede balance mellem vores arbejdsliv og vores familieliv. Dokumentation er alfa [og] omega, når man arbejder for sager med lav prestige – også selvom de gælder halvdelen af Danmarks og Norges og – ja, halvdelen af verdens befolkning.

Men det gælder også dokumentation, data om mænd. Fx er mændene ofte den svage part ifm. skilsmisser, når det angår børnene.

Derfor er kønskampen ikke en kamp MOD det andet køn i dag. Og det vil jeg gerne understrege. Ønsker vi at ændre det begrænsende "er" til et "bør være" med langt større udfoldelsesmuligheder, end vi ser i dag, er vi jo alle spillere. Endog på samme hold.

Men vi skal være helt klar over og gøre konstant opmærksom på, at det gode, ligestillede liv ikke bare er noget, man vælger. Vi har ikke "det frie valg". At dømme frit valg er i mine øjne ofte at dømme frit fald. Lad mig illustrere det med den nyligt indførte barselsorlov i Danmark ...

Med andre ord: når samfundet er sådan, må det politiske system træde til (og vi må gøre os fri af mænd, der ikke vil deltage). Groft sagt har vi at gøre med et "sygt" samfund. Patienten mangler ligestilling. Spørgsmålet er, om vi har tid til at vente og håbe på og arbejde for, at patienten kommer sig langsomt, eller om vi er nødt til at anvende medicin?

Der er ingen, der siger, at vi alle sammen skal stræbe efter at blive leder af et større multinationalt selskab, den første kvindelige statsminister eller formand for LO. Nogen skal dog. Men ambitionerne behøver ikke at være større end at få job- og familieliv til at gå op i en højere enhed. Disse ambitioner når vi kun ved at turde at være synlige og stille krav. Vi opnår intet ved bare at tilpasse os og vente på, at noget sker. Vi må ikke så at sige privatisere ligestillingen. Når det er sagt, skal man selvfølgelig stadig vælge sine børns far med omhu.

Jeg mener, at EU er et af de oplagte steder at arbejde med disse spørgsmål. EU har altid haft ligestilling på dagsordenen. EU er politik. Det er ikke en person - en mand - der går og undertrykker os. EU er et projekt, som vi har indflydelse på. DET skal vi benytte os af!!! Og vi skal som politikere bruge de politiske instrumenter, der er til rådighed. EU er ét af dem.

Det gør en forskel, hvis vi som kvinder bruger EU til noget konstruktivt. At vi får EU til at arbejde for os, kvinder. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, men der er muligheder. Dem skal vi udnytte!! Vi skal kræve det af europæiske politikere, simpelthen - og så droppe al snak om, at EU er noget, der bliver trukket ned over hovederne på os. Det bestemmer vi selv! Men hvis kvinderne læner sig tilbage, er det svært. Hvis vi ikke vil være med til samfundsansvaret, så skal vi heller ikke regne med indflydelse.