Vi befinde os i et Tidspunkt, mine Herrer, hvori ikke nogen sand Ven af Friheden kan være glad. Den store fare, hvori Friheden hos os svæver i dette Øieblik, er aabenbar for Alle.
Frihedens Fjender de ere veltilfredse, de ere glade. De vilde med Fornøielse see, om endog det danske Folk kom tilbage under Absolutismen. Frihedens Fjender, ja! De ere desværre i vort Land, de ere. Og, hvad endnu er sørgeligere, de ere ikke saa faa.
O hellige Flamme for Friheden! Hvor er du, hvor finder jeg dig? Hvor ere de, som elske Friheden høiere, end deres Liv, som hellere ville omkomme, end de ville taale slavisk Underkastelse under Tyrannie, de rette og ægte Frihedsvenner, hvor finder jeg dem? Taler jeg maaske i dette Øieblik til Saadanne? Er der Saadanne her tilstede? De bør være her. Og jeg haaber, at de ere her. Jeg haaber det. Saa meget veed jeg, at de bør være her. Thi hvem er det, jeg taler til i dette Øieblik? Det er Mænd af Arbeidsklassen, af Arbeidsklassen. Lad mig komme imorgen og fortælle det til en Herre højt oppe i Rangen, som har Stjerne paa Brystet, og Ridderbaand! Jeg fortæller ham, at jeg har talt til Mænd af Arbeidsklassen. Strax seer jeg paa det tydeligste om hans Mund et Træk af dyb Foragt. Folk af denne Klasse, af Arbeidsklassen, Folk overhovedet af den saakaldte simple Stand det er de Folk, som han og hans Lige, alle de saakaldte Stormænd, have traadt paa, have nævnt med den alleryderste Haan, have behandlet aldeles efter Forgodtbefindende mange Aarhundreder igjennem, det er dem, som de foragte endnu, endnu den Dag i dag, som de foragte i yderste Grad, endskjøndt de ikke altid tør ytre og aabenbare denne Tanke, saalænge endnu vor frie Forfatning staaer. Tvivler man derpaa? Troer man, at de har forandret deres Tænkemaade?
O, man kan dog ikke være saa eenfoldig at troe, at de har forandret den. Dengang, da de sidste Valgmøder vare, talte jeg med en Embedsmand, som havde været i Ridehuset paa den Tid, da Valgmødet blev holdt der. Jeg kom derhen, sagde han, hændelsesviist, fordi jeg søgte en Mand, som jeg ønskede at tale med. Man maa nemlig forstaae, at han ellers ikke var kommen der, thi saa Meget agtede han ikke denne Valgforsamling værd, at han skulde kommet der for at overvære den. Han kom altsaa kun hændelsesviis. Derpaa sagde han følgende Ord: der paa dette Sted var en Mængde forsamlet, som var meget beskæftiget. Det var Pøbel, saaledes sagde han. Det er den Maade, hvorpaa det simple Folk bliver betragtet af de saakaldte Høiere.
Saaledes har det altid været, saaledes er det. Mænd af den simple Klasse, af denne Klasse, som er foragtet, dybt foragtet, foragtet med stor Uret, med stor Uretfærdighed, men som, hvor uretfærdigt det end er, alligevel er saaledes betragtet, det er sørgeligt, men det er Sandhed, Mænd, som ere saaledes foragtede, dybt foragtede, det er just saadanne, til hvem jeg i dette Øieblik taler. Hvem tage de Partier med? Til hvilket af de to politiske Partier gaae de over? Det ene politiske Partie er Stormændenes Partie. Stormændene have forhen i mange Aarhundreder regjeret, og gjort alt, hvad de have villet. Det have Stormændene endnu Lyst til. Det andet politiske Partie er Folkets, det simple Folks. Det er i mange Aarhundreder bleven regjeret af Stormændene, ofte regjeret paa det sletteste, mishandlet, gjort elendigt, og paa samme Tid forhaanet. Det vil Folket ikke mere taale. Og man byder ei heller nu Folket dette. Det har den frie Statsforfatning, og behøver derfor ikke at taale dette. Det lader sig ikke længere behandle efter Forgodtbefindende, nedtræde, forhaane. Men det er denne frie Statsforfatning, som man vil styrte. Folket skal atter betragtes og behandles, som før. Hvor skulde jeg da mere vente at finde Venner af Friheden, hvor skulde jeg snarere søge dem, end her iblandt dette foragtede simple Folk? Medmindre denne Lod er deres egen Attraa, deres eget Ønske for dem selv, at være undertrykte, mishandlede, ringeagtede.
Her er dannet et Selskab af Arbeidere, som stræbe at opnaae en Forbedring i deres Tilstand. Lad Danmarks frie Forfatning styrte, lad Folket atter blive nedtrykt! De vil have Forbedringer i deres Tilstand? Ja! Naar den frie Forfatning er styrtet, sæt da underdanige Ansøgninger op, træd frem med dem for de høie regjerende Herrer, hos hvem Magten da alene er, ligesom fordum, de høie Herrer med Stjerne og Ridderbaand! Ja, da skal I vente at faae Forbedringer i eders Tilstand. Naar I komme frem med Ansøgningen, maa I bukke eder næsegruus til jorden, I faae snart et Nei, og, vove I at ræsonnere eet eneste Ord, saa blive I gesvindt jagede bort. Altsaa hele dette Selskabs, hele denne nærværende Arbeiderforenings Tilværelse den beroer i højeste Grad paa Opretholdelsen af Danmarks frie Statsforfatning. Hvor skulde jeg da hellere troe at finde Venner af Friheden, end her, her paa dette Sted? Ja, jeg haaber, at de ere her, jeg haaber, at her ere sande Frihedsvenner. jeg taler til dem. Dersom her befinde sig Fjender af Friheden, dem taler jeg ikke til.
Jeg nærer det Ønske, at i den Fare, hvori Friheden svæver, skulle alle sande Frihedsvenner samle sig, de skulle række hinanden Haanden, de skulle slutte Fostbroderskab med hinanden, de skulle danne en Forening, hvis Medlemmer have inderlig forbundet sig med hinanden, idet de have givet hinanden det Løfte at holde sammen med hinanden i al Bestræbelse af al Magt for at opretholde Friheden, at kæmpe med hinanden til det yderste for dette store Øiemed. Idet jeg nu tragter herefter, saa lader jeg dem, som ville det, staae, som Fjender af Friheden. Mit Ønske er kun, at dens Venner skulle samle sig, samle sig til Kamp, til Kamp af yderste Magt mod dens Fjender, saaledes at de sætte deres forenede yderste Bestræbelser for at opretholde den mod alle dem, som tragte efter at styrte den. Jeg nærer det Ønske, at Frihedens Venner saaledes skulle samle sig, og jeg nærer det Ønske, at de saaledes samlede, maa være faste, bestemte, urokkelige i deres Villie, at deres Begreber maa være klare, lyse tydelige om Frihedens Væsen, Frihedens Værd, saa at de aldrig kunne vildledes af den Snak, som lyder fra Frihedens Fjender.
Desværre blive Frihedens Fjender daglig mere høirøstede. Jo mere de troe, at Frihedens Endeligt og Fald nærmer sig, des mere overmodige og mundkaade blive de. Dog Frihedens værste Fjender ere ikke disse, som raabe imod den, Frihedens værste Fjender ere ikke de udenlandske Magter, som staae med draget Sværd over Nationerne, og have sat sig til Maal at bevirke Frihedens Undergang rundt omkring hos enhver Nation paa Europas Fastland.
Naar jeg strider for den gode Sag, saa ere de, der arbeide imod den Sag, som jeg strider for, ikke de værste Fjender, der kan gives for mig, deres Bestræbelser imod mig ere ikke den værste Ulykke, der kan møde mig. Nei, men naar jeg selv taber Troen til den Sag, som jeg kæmper for, naar mine Begreber om den forvildes, naar den modige Beslutning, det kjække Forsæt, hvormed jeg hænger fast ved den, bliver sløvet, da først har min rette Ulykkes Time slaaet. Thi da svigter jeg mig selv. Og, om alt andet svigter mig, saalænge ikke jeg selv svigter mig, da er endnu Haab. Min egen Kraft og Mod kan endnu opretholde mig. Men, naar Troen paa den Sag, hvorfor jeg kæmper, er forsvunden, er tabt, da er Kraft og Mod og Alt forbi.
Men dette, dette har just været den største Ulykke for Friheden, at Begrebet derom ofte er blevet forvirret, det er lykkedes ens Modstandere ved deres Skin grunde at omtaage Menneskenes Sind, dette har den Følge, at hos Mangen, der hidtil elskede Friheden varmt, opstaae Tvivl, Vaklen, Uvished, den Ild, som før brændte i Hjertet for Friheden, den bliver til en mat og død Flamme, da blive de, som stride for Friheden, ikke overvundne ved udvortes Magt, men de blive overvundne ved den Gift, ved den Pest, som indsniger sig i deres egen Sjæl, Vaabenet bliver ikke taget dem af Haanden, ved deres Fjende, men det falder dem af Haanden, fordi deres Arm synker, fordi deres Tillid til den Sag, for hvilken de kæmpe, deres Fortrøstning og Haab i Henseende til den er forbi, er udslukt i deres Indre. jeg ønsker at forebygge denne Ulykke, jeg ønsker at danne i alle Frihedsvenners Sjæl et urokkeligt Helte-Forsæt, en ubøielig Villie og Beslutning, paa hvilken den falske Snak af Frihedens Modstandere evig maa strande, et fast Begreb, en uomstødelig Sandhed, klart og bestemt anskuet, uafladelig stillet for Øie, en Ledestjerne, som svæver for dem, og som de følge med sikkert Skridt, en stor, ædel og ophøiet Gjenstand for Tanken, for hvilken de finde det værdt at offre al deres Arbeide, deres Anstrængelse. at kæmpe, at blive ved at kæmpe, hvorledes Lykken end vender sig, under alle Omvexlinger af Skjæbnen, med Trofasthed i Liv og i Død.
Jeg erindrer, at jeg engang hørte en Embedsmand tale saaledes: Der høres saa tidt Ytringer af Opposition og Daddel mod Embedsmændene, og det kan ogsaa undertiden være fortjent. Men, naar nu de andre komme til at regjere, lad os da see, hvorledes de regjere, lad os see, hvad de forstaae! Naar de komme til Roret, og skal aflægge Prøve paa deres Forstand og Dulighed, saa kan Prøven falde daarlig nok ud, saa at Enden bliver, at til syvende og sidst, naar man har proberet deres Kløgt og Forstand, saa gaaer man fra dem, og tyer tilbage tilos, og Regjeringen kommer igjen alene i vor Haand, saaledes som den forhen har været, saaledes som den i saa lange forbigangne Tider har været.
Saaledes sagde denne Mand. Han venter paa dette, at Folket, hvis Magt er ham forhadt, skal i sin Selvregjering begaae Feil. Saasnart dette skeer, da raaber man strax. der seer man. Nu handle de feil, altsaa kunde Magten ligesaa godt forbleven alene i deres Hænder, som havde den før. Folket begaaer Feil. Det kan være. Men er det maaskee derfor, vi ønske Folkets Magt, fordi vi ansee det for ufeilbart? Nei, vi ønske dets Magt paa samme Tid, da vi vente, at det begaaer Feil. Thi efterdi det bestaaer af Mennesker, saa kan det begaae Feil. Folkets Opførsel bliver bedømt med større Strænghed og Haardhed, end Collegie-Herrernes Opførsel.
Collegie-Herrerne sørge for, at Munden bliver lukket ved Frygt, man tør ikke sige sin Dom om de Feil, som de begaae. Om Folket kan man sige offentlig, hvad man vil. Disput, Strid, Uenighed, som finder Sted paa Rigsdagen, det bliver offentlig bedømt. Men Cancellie-Herrers onde 0ine til hinanden, Stridigheder, Spydigheder og Avind mod hinanden det bliver skjult inden fire Vægge. Altsaa, naar Folket begaaer en Feil, saa bliver der nok sørget for, at den bliver trukken frem.
Dersom nu Aarsagen, hvorfor vi ønske Folkets Magt, er den, at vi ansee det for mere Kyndigt, mere forstandigt og derfor mere duligt til at regjere, men det i sin Regjering ikke lægger en saadan fortrinlig Evne for Dagen, saa er jo den Aarsag ophævet, hvorfor vi ønskede, at Regjeringsmagt skulde være det givet, og de, som ønske, at denne Regjeringsmagt skal tages fra det igjen, de have vundet deres Sag.
Men, som sagt, Aarsagen til vor Stræben for Folket er ikke denne, Aarsagen er ikke nogen høiere Mening, som vi nære om Folkets Indsigt og Evner. Vi veed nok dette desværre, at der hersker megen Uvidenhed blandt Folket, at derimod den større Kundskab, Dannelse og Indsigt findes hos de høiere Stænder. Takke dem for det! De har den Raad og Formue til at lade deres Sønner opdrage til Kundskab, som den fattige Mand mangler.
Disse Stormænd, som have regjeret alene saa lang Tid, mærk vel: jeg siger, disse Stormænd have regjeret, selv under den absol ure Konge, thi det er velbekjendt, at den absolute Konge handler efter disse Stormænds Forestillinger, de have det i deres Magt at narre ham saa meget de ville, det er altsaa dem, der regjere. Disse Stormænd have ofte ved deres Regjering foraarsaget, at Folket er blevet fattigt og elendigt. Skylden ligger altsaa for en stor Deel hos dem, at Folket formedelst Fattigdom ikke har havt Raad til at skaffe sig mere Kundskab. Efter at de nu selv have havt Skyld i Folkets Uvidenhed, saa haane og spotte de Folket formedelst denne Uvidenhed, stræbe at støde det tilside og sige: hvad vil I? I dumme Pøbel! Forstaae I at regjere? Det er os, som det tilkommer at regjere.
Saaledes tale de, og hvor slet denne Tale end er, saa kan vi dog ikke modsige hvert Ord, som de ytre, om Folkets ringere Kundskab. Vi kan ikke nægte det, som alt er indrømmet, at der hersker megen Uvidenhed blandt Folket, og at den større Indsigt og Kyndighed findes hos de høiere Stænder. Denne Omstændighed forholder sig nu desværre engang saa, det er en Sandhed.
Altsaa, raabe Frihedens Fjender, naar det nu engang er saa, saa lad Regjeringen alene komme til dem, som have Forstand, Indsigt og Dulighed dertil Skaf Rigsdagen af! Bort med Folket! Der kan jo aldrig komme noget Godt ud af dette, at Regjeringen er i Hænderne paa dem, som mangle Forstand og Dulighed til at regjere.
Jeg maa gjøre een Bemærkning. De Mennesker, som tale paa en saa foragtelig Maade om Folket, de nægte dog ikke visse store Sandheder. De nægte ikke den Sandhed, at den hele Regjering er til for Folkets Skyld. De nægte ikke den Sandhed, at den oprindelige øverste Magtfuldkommenhed ligger hos Folket. Naar man tænker sig, at ingen anden lovlig Regent fandtes, saa kunde Herredømmet til at ordne Alt ikke tilkomme Andre, end Folket.
O, hvor Menneskeheden dog er langsom, hvor den er langsom til at hæve sig fra Aandens Mørke og Nat til det sande Begreb!
For to hundrede Aar siden var i Frankrig en Mand, som havde fattet en ny meget dristig Tanke. Man forundrede sig over hans Dristighed. Ingen havde ellers vovet at nære en saadan Tanke. Men man tilgav ham den dog. Han kom ikke i Arrest for den. Man var dog nu efter mange Aarhundreder rykket saa langt frem i Oplysning, saa at Een og Anden til Nød torde hæve sig til hans Tanke. Det blev udtrykkelig af hans Levnetsbeskrivere anført om ham, som en Mærkelighed, at han havde havt denne Tanke. Og hvad var da det for en Tanke? Det var denne: han havde sagt, at Kongen var til for Folkets Skyld, og Folket ikke for Kongens Skyld. Dette var det nye, hidtil uhørte, dristige Ord, som han havde sagt.
Hvilket lille, højst ubetydeligt Glimt af Dagskær for den langsomt, overmaade langsomt i Aarhundredernes Løb frembrydende Oplysning! Men det, som dengang var dristigt, det nægter vel Ingen nu, det nægter vel Ingen selv af Frihedens værste Fjender. Den hele Regjering er til for Folkets Skyld.
Men, naarden hele Regjering er til for Folkets Skyld, saa maa det jo være et Hoved-Spørgsmaal i Henseende til dem, der regjere: hvor vidt ligger dette Folk, som udgjør 0iemedet for deres Regjering, hvor vidt ligger dette dem paa Hjerte? Thi, hvad nytter det, om de have nok saa megen Kundskab og Dulighed til at regjere Folket, naar Folket ikke ligger dem paa Hjerte, som det bør? Dersom det ikke ligger dem paa Hjerte, saa kan det skee, uagtet al deres Kundskab og Dulighed, at Folket bliver givet til Priis for de yderste Elendigheder. Saalænge Folket lever i blindt Slaverie, saa taaler det, hvad Ondt og Ulykker der saaledes drages over det.
Derfor er det, vi arbeide for Folkets Magt, ikke fordi det er klogere, fordi det forstaaer Regjeringen bedre, men fordi det naturligviis bedre føler sin egen Tilstand, det bærer bedre Omsorg for sig selv, end Erfaringen har viist, at den Omsorg har været, som de Stormænd have følt, der i de forrige Tider alene have regjeret det, derfor arbeide vi for Folkets Magt, for at det, ved sin Omsorg for sig selv, kan i Fremtiden forebygge saadanne svære Ulykker og Elendigheeder, som det i de forrige Tider saa ofte har maattet lide, ikke formedelst den slette Forstand hos dem, der have regjeret det, men formedelst deres Sindelag og Characteer. Det har været en Følge af deres Characteer og Sindelag, at Folkets Vel ingenlunde har ligget dem saaledes paa Hjerte, som det burde.
Vi arbeide for det Øierned, at Folket, der saa længe har været holdt i Umyndigheds Tilstand, skal være myndigt, ikke fordi det har hævet sig saa høit i Forstand, skjøndt det har hævet sig betydelig i den senere Tid, og vil, som maa haabes, bestandig hæve sig mere, men dog er det ikke af denne Grund, vi arbeide derfor, men fordi det, som umyndigt, er ulykkeligt i langt høiere Grad, end nogen anden Umyndig. Andre Umyndige, naar deres Formyndere handle ilde med dem, kan engang fa ae Ret over disse Formyndere. Men der gives ingen Domstol i Verden, som nogensinde drager Folkets Formyndere til Straf for deres Handlemaade mod det. Og for andre Umyndige er der en bestemt Tid, da Formynderen maa træde tilbage og give slip paa sit Formynderskab. Men Folkets Formyndere udstrække gjerne deres Formynderskab til evig Tid, om det er dem muligt. Ulyksalig den, der befinder sig i Umyndigheds Tilstand og er overladt til Formynderes Forgodtbefindende paa denne Maade! Til en saadan Skjæbne maa Folket ikke evigt være fordømt.
Af Historien see vi klart, hvad Følger denne Umyndigheds Tilstand har havt for Folket, hvor godt disse Formyndere have bestyret dets Sager, hvordan dets Lod har været under deres Bestyrelse. Historien siger os, hvor mange Tusenders Blodstrømme der har flydt uden Nytte. Den fortæller om den skammelige Letsindighed, hvormed Skatter ere dyngede paa det lidende Folk, og derefter forødte. Mod denne store langvarige Ulykke ere de Feil for Intet at regne, som Folket maaskee kan begaae, fordi det endnu ikke staaer saa høit i Forstand. Dets Omsorg for sig selv giver det dog altid saa megen Forstand, at det kan værge sig mod de vigtigste af de Ulykker, som dets Aleneherskere fordum have draget over det, det kan lære sine Regenter at holde Huus med dets Penge og dets Blod, begge disse Dele, som de saa lange Tider igjennem med den skjændigste Ligegyldighed have forødt.
Jeg vil søge nogle Exempler blandt Kongerne her i Danmark af den oldenborgske Stamme, disse faderlige Konger, under hvis Styrelse det danske Folk i saa lange Tider har befundet sig saa lykkeligt, dersom man tør tro e, hvad der bliver forsikret. Vistnok det danske Folk har aldrig sagt Andet, end at det var lykkeligt, det har aldrig sagt imod. Der var ogsaa strænge Love, som befalte at føre den i Arrest, som sagde Andet. Altsaa maa man jo troe dette, at det danske Folk har været lykkeligt. Disse faderlige Konger, som have været opfyldte af Følelse for Landets Vel, lad os da betragte nogle af dem! Jeg tænker, at, naar jeg anfører nogle Træk, saa vil det ikke falde Dem vanskeligt selv at dømme angaaende deres Sindelag, at tillægge dem den rigtige Værdie, at sætte den rigtige, fulde Priis paa dem, som de fortjene.
En absolut Konge han kan tage saa mange Penge til sine Fornødenheder, til Brug for sin egen Person, som han vil. Men, jo mere Frihed han har i denne Henseende, des mindre netop benytter han sig deraf. Man bør vente dette Træk hos ham. Saaledes tænker i det mindste enhver Mand af nogen god og ædel Følelse. Hans Grundsætninger, hans Characteer sætte her en Skranke for ham, som just er des stærkere, jo mindre der ellers er nogen Skranke for ham. Dersom nogen brav, retsindig Tænkemaade findes hos ham, dersom han har en Characteer af sand Ære, saa iagttager han netop nøie dette, at han ikke tager til sig selv Mere, end høist Fornødent. Han veed, at Indtægterne ere udpressede af Folkets Sved, at de altsaa bør anvendes til dets Bedste, at det, som indkræves, bør formindskes saa meget, som muligt, til Lettelse for Folket. Altsaa, dersom han har den mindste Gnist af Følelse for Nationens Vel, saa maa denne Følelse foreskrive ham en stor Tilbageholdenhed, en Indskrænkning i høi Grad i Henseende til det, som han tilegner sig selv. Ved det, han tilegner sig selv, forøges jo Nationens Byrder, eller formindskes den Sum, der kan anvendes til dens Vel. Dette tager han nøie i Betragtning. Der udspringer heraf en Regel og Rettesnor, som han sætter for sig selv, og som han samvittighedsfuldt overholder.
En ganske anden Characteer har den, som tænker saaledes. han har fuld Frihed til at tage, og denne Frihed benytter han, han tager saa Meget, han kan. Hans høieste Lover altsaa hans Egenkjærlighed, hans Lyst til at berige sig selv eller til hans egen Nydelse og Vellevned, Nationens Byrder, Nationens Vel er en mindre Betragtning for ham. Hans Følelse for Nationen kan man altsaa ingenlunde prise, og han handler ingenlunde saaledes, som man tænker sig at en sand ædelsindet og retsindig Mand vilde handle.
Efter disse Betragtninger vil jeg overlade Dem selv at dømme, idet jeg vil omtale et Par af vore Konger, hvilken høi Grad af Ædelsind og Følelse for Nationens Vel det synes Dem at disse Konger have lagt for Dagen ved deres Handlemaade. Thi Mennesker bør bedømmes alene efter deres Handlinger, og ikke efter smukke Ord og Smigreres Lovprisninger.
Kong Frederik den Femte (jeg maa bemærke, at de følgende Notizer har jeg af en Bog af Nathanson, altsaa kan De ikke tvivle om Rigtigheden, thi Nathansons politiske Characteer, er bekjendt. Han hører til dem, som gjerne sætte Sminke paa Magthaverne; handler han modsat, saa maa det være, fordi Sandheden tvinger ham dertil), Kong Frederik den Femte fandt, at af Landets samtlige Indtægter, som skulde anvendes til alle Landets Fornødenheder, til alle Bestyrelsesgrene, til Retspleie, til Krigsvæsen osv deraf fandt han det passende, at han tog en Femtedeel blot til sin egen Person, til sin Underholdning, til sin Fornøielse, til sine Overdaadigheder.
Hans Formand, Kong Christian den Sjette, tog Mere, end en Femtedeel. Af Landets samtlige Indtægter tog han til Brug for sin Person alene mellem en Femtedeelog en Fjerdedeel. Alle Indtægterne af Landet beløb sig til lidt over 4 Millioner, og deraf tog han til sig selv henved den ene Million. Men han var ogsaa trængende dertil, fordi det var fornødent for ham, at han maatte bygge sig et Huus at boe i, som skulde være overmaade stort og prægtigt. Dette Huus, Christiansborg Slot, kostede ham 31/2 Millioner Rigsdaler. Han brugte altsaa til sit Huus næsten ligesaa Meget, som det hele Land gav i Indtægter et hee1t Aar.
Hans Formand, Kong Frederik den Fjerde, tog omtrent ligesaa Meget. I hans Tid var Krig, og de Ulykker, som Krigen medførte. leet Aar, 1713, sukkede Landet under de største Byrder. Men Kong Frederik den Fjerde brugte i sin hele Regjering aldrig Mere til sit Køkken og til sin Viinkjelder, end netop i dette ulykkelige Aar. I dette Aar sukkede og led saa mange Tusende i det danske Folk. Mange begræd deres Børn og Slægtninge, Landets Sønner, hvis Liig bedækkede Valpladsene, Mange, nedtrykte under Armod, spiste med Kummer det daglige Brød, som var dem kun knap tilskaaret. Men Frederik den Fjerde havde aldeles ingen Lyst til at indskrænke sig af denne Aarsag. Han tog i dette Aar, foruden de mange Penge, han ellers tog til sin Person, en Sum alene til sit Køkken og til sin Viinkjelder, der anslaaer sig 220.000 Rigsbankdaler. Han havde aldrig noget Aar mere gottet sig, spiist og drukket bedre.
De maa selv dømme om saadanne Exempler give Dem anledning til den Mening, at de, som have styret i Danmark, have havt en saadan Følelse for Folket, have været besjælede af en saa uegennyttig og selvopoffrende Iver for dets Vel, have været opfyldte af et saa høit Fædrelandssind, have i saa høi Grad agtet Fædrelandet for det Vigtigste og sat deres egen Fordeelog Interesse under Fædrelandets, saa at det ikke kan gjøres nødigt her i Danmark, at Folkets Mænd, omend kun svage i Kundskaber, men som føle og lide tilligemed Folket fordi de selv høre til Folket, tage Deel i Regjeringen, paa det at de nu og i de kommende Tider kan frelse Landet fra de Ulykker, som de saakaldte Store, Guderne paa Jorden, naar de regjere alene, ellers meget let styrte Landet i; de kan let falde paa saadanne Handlinger, hvoraf der udspringer for Folket de største Lidelser, fordi de ikke bekymre sig meget herom, de kan midt under Folkets Lidelser leve høist fortræffeligt.
Naar De have de Sandheder klart for Øie, som jeg her har fremsat, saa haaber jeg at Frihedens Fjender aldrig ville forlede Dem ved bagvaskende Ord om Rigsdagen. Jeg haaber, at De indsee og erkjende, at den Frihed, som det danske Folk nyder, er et Gode af den største, af den yderste Vigtighed for det danske Folk. Jeg haaber, at De aldrig ville lade Dem vildlede af den Foragt, som kastes paa Folkets ringe Kundskaber, af det Ord, som siger, at Folket formedelst sin ringe Forstand ikke duer til at regjere.
Jeg har nylig hørt en Nidding sige, at, naar det danske Folk misbruger sin Magt, saa fortjener det, at Magten tages fra det, saaledes som man nu befrygter, at Stormagterne vil faae iværksat. O, den skammelige Tale! Jeg indlader mig aldeles ikke her i Drøftning af Arvespørgsmaal eller Toldgrændsespørgsmaal. Men jeg sætter, at det danske Folk ved sine Repræsentanter udtaler en vis Mening om disse Sager, som Nogle finde urigtig, men som dog er ledsaget af Grunde, der have bevæget Mange til at tiltræde den, Mange, som iøvrigt ere anseete for besindige, fornuftige og agtværdige Mænd. Jeg sætter, at denne Mening alligevel er urigtig, thi jeg indlader mig, som sagt, ikke her i disse Spørgsmaal, jeg sætter, denne Mening er urigtig, saa er dette da den høieste Misbrug af Magt, hvorfor man i nærværende Tid kan anklage det danske Folk. Deri bestaaer den hele Misbrug, at det i denne Sag er kommen til en urigtig Mening. Hvem finder man blandt dem, der har havt Magt i Verden, der har været sikrede mod det Tilfælde at komme til en urigtig Mening? Og dog kaldes dette Misbrug. Og for denne Sags Skyld skal det danske Folk styrtes ned i en Afgrund af alle de Misbrug, som Fyrster og Aristokrater gjøre af deres Magt, disse Misbrug, som Historien lærer, at de have gjort i lange Tider, uhyre, umaadelige, de blodigste Misbrug, og som de i de kommende Tider ville fortsætte, ligesom de have gjort i alle foregaaende Tider, naar ikke Friheden er erobret, Friheden, som er det eneste Værn og Værge for Folket imod dem. Men jeg haaber, at jeg taler til Mænd, hvis Sind er fast mod nedrige Trællesjæles fule Tale, idet Frihedens Begreb staaer for dem, klart, tydeligt og bestemt opfattet, anskuet i sin evig urokkelige Sandhed.
Til det Begreb, som jeg har udviklet, vil jeg endnu føie følgende: Kongen har givet, har afstaaet til det danske Folk den Magt, som det besidder. Det er et Begreb, som af Alle er erkjendt, at den, som giver Noget, har ikke siden Ret til at tage det tilbage, som han har givet, men at tværtimod den, som saaledes har erholdt det, har derved vundet en Ret til dets Besiddelse for bestandig. Følgelig har det danske Folk en Ret til den Frihed, som det besidder. Altsaa, naar vi kæmpe for Friheden mod de Fjender, som ville styrte den, da kæmpe vi for det danske Folk mod dem, som ville berøve det, hvad det har retfærdigt Krav paa, som ville krænke dets Rettighed, og det ingen ringe og ubetydelig Rettighed, som det kunde være det danske Folk ligegyldigt at give fra sig, men en høist dyrebar Rettighed, vigtig, uskatteerlig* for dets Velfærd og Lykke i nærværende og kommende Tider.
Vi ere Sønner af dette Folk, vort Fædrefolk, derfor hellige vi vore Kræfter til det, derfor er det Gjenstand for vor Agtelse. Aldrig kunne de vinde Indgang i vort Hjerte, de, som ville lære os at foragte det, disse, som, i Modsigelse mod sig selv, dog maa tilstaae saadanne Begreber om det, som gjøre det værdigt til den høieste Agtelse, maa tilstaae, at det er Øiemedet for al Regjering, at den oprindelige Magtfuldkommenhed ligger hos det. Dette vort Fædrefolk det er det Samme som betegnes med det Ord:
Fædreland, mod hvilket vi have store Pligter. Thi Fædrelandet i moralsk Forstand, det Fædreland, mod hvilket vi have Pligter, det kan jo ikke være den jord, det Sand, hvorpaa vi træde, men vort Fædreland, som vi have Pligter imod, det maa være det Folk, hvortil vi høre. For dette Fædreland er det, at vi kaldes til Kamp mod dem, som ville binde det i Trældom, ville i høi Grad forurette det, og stille det igjen blot for alle de Ulykker, som følge med Despotismen.
Vor Frihed, Friheden for Enhver af os personlig, beroer paa vort Fædrefolks Frihed. Saalænge det har Magt, saa standser det den ufornødne og uværdige Tvang, den dybe Underkuelse, den Undertrykkelse, som Herskere, alene ledede af deres egenkjærlige og hovmodige Lidenskaber, overmaade hyppig finde Behag i at udøve mod Borgerne. Det ligger i Naturen, at Folket er altid rede til at komme enhver af dets Sønner til Hjelp, der bliver undertrykt af mægtige Herskere. Men, naar Folket er bundet, saa er den eneste Ven bunden, til hvem den, som lider uretfærdigt, kan tye hen med Tillid og Fortrøstning. Ville I da være ledige og ørkesløse nu, da man tragter efter at binde det danske Folk i Trældom paa ny? Ville I see paa det i Stilhed? Ville I ikke røre eder? Ville I rolige lade eders Fædrefolk, eders Fædreland, eder selv lægges under Slaveaag ingen, og overgives til alle de Ulykker, som dermed følge? Skrider til Handling! Sætter eder i Bevægelse! Foretager og ivaerksætter Noget!
Dersom I Intet foretage, saa vil Stormagterne drive Spot med eder. De vil sige: dette Folk føler sig selv lykkeligst, naar det er under Pidsken. De vil sige: denne dumme Hob føler det selv, at den ikke er skabt til Andet, end at være under Aag. Derfor rører den sig aldeles ikke, men lader det rolig og taalmodig lægge paa sig. Shakespeare lader i sit Stykke: Hamleth, en Person sige de Ord: Er der Natur i dig, saa taal det ikke! Og jeg siger til eder: er der Natur i eder, saa taal det ikke!
Danske Mænd! Hæderværdige simple Mænd! Langt haederværdigere, end saa Mange, der have Ordener og høie Titler! Hæderværdige Arbeidere! Frihedens Mænd! I, der, ligesom alle Medlemmer af det simple, det saa længe undertrykte Folk, ere kaldede til Forsvar for Friheden, Forsvar for Folket, naar man pønser paa at faae det nedstyrtet i den gamle Tilstand af Forha anelse og Undertrykkelse, skrider til Virksomhed, søger Midler, tager Forholdsregler for at bevare Friheden under de store Farer, som true den! See I ikke, hvorledes Frihedens Fjender uafladelig ere i Arbeide? Frihedens Fjender ere i Forening uophørlig i den yderste Virksomhed, de pønse med hinanden, de lægge Planer, de opfinde Midler, idet de utrættelig forfølge den Hensigt, og det Øiemed, paa ny at lænkebinde det danske Folk. Og I, som man tragter efter at lænkebinde tilligemed eders Fædreland, I kunne ingen Midler opfinde, I kunne ingen Planer lægge, for eder er aldeles Intet muligt at virke eller foretage for at frelse Friheden? Det er meget sjeldent, at Mennesket er i saadan Stilling i Verden, saa at han aldeles uvirksom maa overgive sig til sin Skjæbne, uden at kunne foretage Noget, uden at kunne gjøre noget Skridt, uden at kunne søge noget Middel til at afvende den. Det er meget sjeldent, at Mennesket er i en saadan Stilling, og I ere sikkert ikke i det nærværende Tidspunkt i en saadan Stilling.
Derfor I Frihedens Venner! Træder i Virksomhed! Hvad Midler I ville søge, hvad Forholdsregler I ville tage, det vil Vel, naar I ere sammentraadte, frembyde sig for Tanken under fælles Raadslagning; den, som søger Midler, han finder dem ogsaa, men den, som ingen søger, han kan heller ingen finde, han forbliver evig hjelpeløs. En Plan for eders Handling vil derfor ikke mangle, naar I ere forenede.
Men nu først frem for Alt træder sammen, forener eder! Rækker hinanden Haanden, og lover, at I ville samle eders Kræfter med hinanden til at forsvare Friheden, til at forsvare den Frihed, hvortil Folket har en Ret, til at forsvare eders Fædrefolks, det danske Folks Ret, lover hinanden, at I ville fortsætte eders Bestræbelser herfor med hinanden under alle Omvexlinger af Skjæbnen, det gaae, som det vil, hvad enten Friheden bliver bevaret, eller den bliver undertrykt, uafladelig tro, trofaste, urokkelig trofaste mod det Folk, hvortil I høre, hvis Sønner I ere, trofaste i Strid for dets Ret med bestandig uforandret, usvækket Mod! Enhver som ikke har Lyst dertil, Enhver, som ikke vil det, nu vel! Lad ham blive tilbage, ham staae! Han har vel Lyst til at nyde Godt blandt sit Fædrefolk, men til at kæmpe for det, for dets Frihed, for dets Ret, naar Fare truer, dertil har han ingen Lyst. Lad ham staae! Men der findes vel brave Mænd, Venner af Friheden, som ere anderledes tilsinds, det veed jeg vist, ja! Det veed jeg vist, der ere saadanne i Danmark, der ere mange saadanne i Danmark, jeg troer det vist, jeg troer ikke, jeg feiler deri, jeg troer, at jeg her seer Saadanne for mig, Mænd med Hjerter, hvori Frihedens Flamme brænder, Mænd, der ere fødte med det Friheds-Sind, som hader Undertrykkelse, Tyrannie, og Despotisme mere, end Alt paa jorden, saadanne Mænd ere her vist, jeg drister mig til at henvende min Opfordring til dem, at de vil lade sig indtegne med paa Listen af dem, der give deres Tilsagn og Løfte, under det nærværende mørke og truende Tidspunkt for det danske Folk, at de ville arbeide og kæmpe ved alle retlige og lovlige Midler.
