Martin Nielsens tale i Højesteret

Højærværdige ret,
Højesteret – !
Når jeg har anmodet om ved afslutningen af denne langvarige og omfattende retssag at sige nogle ord, skyldes det ikke (Christrup), at jeg er utilfreds med det juridiske forsvar, som advokat Hagens på fremragende måde har ydet modstandsbevægelsen, Land og Folk og mig personligt ved sagens behandling ved Østre Landsret og her ved Højesteret.

Det skyldes derimod, at jeg under hele sagens behandling har ment, at der er tale om en sag, der ikke bør afgøres som en almindelig injuriesag. Der er tale om en sag, der både peger bagud mod det, der skete under Danmarks besættelse, og fremad mod det, der sker i dagens Danmark, og det, der vil ske i tiden, der kommer. Dertil må endvidere føjes, at sagen indeholder både menneskelige og personlige momenter, der er så ømfindtlige, at det er svært at behandle dem inden for rammerne af et juridisk forsvar.

Generalløjtnant Viggo Hjalf har således – det er i hvert fald mit skøn – anlagt sin personlige injuriesag mod dagbladet Land og Folk og mod mig, fordi han føler sin ære krænket af de anklager, mit blad har rettet imod ham. Efter mit skøn har generalen haft mulighed for og grund til at anlægge tilsvarende injuriesager mod andre end netop Land og Folk, men jeg forstår imidlertid godt, hvorfor han netop valgte det kommunistiske dagblad og ikke andre dagblade eller personer. Jeg forstår endvidere, at generalen gennem dette sagsanlæg kræver juridisk æresoprejsning i form af en stor pengemæssig erstatning og derved, at jeg anbringes en passende tid i fængsel.

Hjalf-sagen, som denne sag kaldes i offentligheden, er således også et spørgsmål om ære, måske endda i første række et spørgsmål om ære et synspunkt, jeg for så vidt godt kan gå ind for. Men Hjalf-sagen er i så fald ikke blot et spørgsmål om general Hjalfs ære – den er i så fald ikke blot et spørgsmål om „den lille stabs“ ære –, og den er i hvert fald slet ikke et spørgsmål om oberst Schjødt-Eriksens ære – !

Derimod er Hjalf-sagen et spørgsmål om modstandsbevægelsens ære – den er et spørgsmål om de faldne og martrede frihedskæmperes ære, og den er et spørgsmål om mit parti, det kommunistiske partis ære, det parti, der loyalt og på lige vilkår deltog i Danmarks frihedskamp sammen med den øvrige modstandsbevægelse, det parti, der mistede 10 % af sine medlemmer i den nådesløse kamp for Danmarks frihed.

Og endelig er Hjalf-sagen også et spørgsmål om mit blads – om Land og Folks – ære, og hvad der vel ikke teller alverden, den er til syvende og sidst et spørgsmål om min personlige ære.

Vi har i denne ejendommelige sag general Hjalfs tilståelse for, at han, som chef for den lille stab, greb regulerende ind i modstandskampen, eller som generalen udtalte til Berlingske Tidende den 13. marts 1960:

„Hvis ikke landets ledende politikere med støtte af loyale embedsmænd og med politikorps, bær og flåde i ryggen havde grebet regulerende ind i modstandsarbejdet kunne frihedskampen være endt i kaos, som man så det i andre lande“.

Jeg spørger, og jeg mener, at netop jeg har ret til at spørge og spørge netop her i Højesteret:

„Kan det være rigtigt, at det var i modstandsbevægelsens og frihedskampens interesse, at landets ledende politikere med et loyalt politikorps i ryggen i juni 1941 greb regulerende ind og forbød det kommunistiske parti og arresterede dets medlemmer og at man fra dansk side fortsatte jagten på kommunisterne i hvert fald indtil 29. august 1943, og at dele af politikorpset fortsatte denne jagt indtil 19. september 1944“. Generalens påstand er også en grov beskyldning mod Højesteret.

Jeg spørger derfor videre, og jeg mener, at netop jeg har ret til her i Højesteret at stille spørgsmål:

„Kan det være rigtigt, at det var i Danmarks, i modstandsbevægelsens og i frihedskampens interesse, at en loyal Højesteret, i hvert fald i praksis, godkendte den grundlovsstridige kommunistlov, og så at sige pr. duplikator stadfæstede selv de mest meningsløse interneringskendelser over kommunister og over påståede kommunister – duplikerede, enslydende kendelser, der i en lang række tilfælde fik en dødsdoms virkninger“? Når man som jeg har set mange mennesker, der på denne måde interneredes, lide en kvalfuld død, og kender mangfoldige andre der slap fra denne form for regulering af modstandsarbejdet med livet, men ikke helbredet i behold, er det, jeg spørger, om det virkelig kan være sandheden, generalen i den ovenfor anførte udtalelse har givet udtryk for, og hvis det er sandheden, er det, at jeg spørger, om denne sag, vi behandler her, da er et spørgsmål, der kan afgøres ved en injuriedom over mig, en dom, der juridisk renser general Hjalfs ære?

Man kan sige, og jeg ved, at general Hjalfs advokat, højesteretssagfører Christrup, vil sige, at alt dette kommer ikke denne retssag ved. Jeg mener det kommer sagen ved, ikke mindst på baggrund af generalens erklæring om, at det var de ledende politikere, der med loyale embedsmænd o.s.v. i ryggen, greb regulerende ind.

Da det er første gang, jeg har anledning til at tale i Højesteret – jeg var ikke til stede, da Højesteret behandlede min internering – og da det forhåbentlig også bliver sidste gang, vil jeg derfor gerne have lov til at sige endnu et par ord om denne side af besættelsestidens historie:

– Jeg ved ikke, om nogle af den serværdige rets høje dommere i deres fritid er jægere, men jeg går ud fra, at selv om dette ikke skulle være til. fældet, så ved De, at enhver anstændig jægers første uskrevne lov lyder:

– Du må ikke skyde vildtet i sædet, du må ikke skyde vildtet i lejet, vildtet skal have sin chance.

Vi – kommunister – der blev frihedskampens første ofre, og den gruppe, der betalte dyrest, fik ikke vildtets chance. Vi blev skudt i sædet den 22. juni 1941, og vi blev igen skudt i lejet den 29. august 1943, vi fik ikke blot skyggen af den chance, som den anstændige jæger giver det vildt, han jager.

Jeg siger dette, fordi jeg så mange år efter, og efter alt hvad jeg har set og oplevet, endnu ikke vil tro, at generalen kan have ret i sin påstand. Jeg går fortsat ud fra, at politikerne, embedsmændene og Højesteret under besættelsen arbejdede ud fra den såkaldte nødretsgrundsætning.

Det var i hvert fald det, besættelsestidens justitsminister og de ledende politikere senere har forsvaret sig med. Jeg går ud fra, at Højesteret under besættelsen virkede ud fra den betragtning, at selv om kommunistloven ikke var grundlovsmæssig, at selv om forbudet mod det kommunistiske parti og arrestationerne og interneringskendelserne over kommunisterne ikke var grundlovsstridig, og at selv om interneringen af mig som medlem af folketinget – ikke var grundlovsmæssigt i orden, så måtte man bøje sig for magien.

Det er i hvert fald det eneste mulige moralske forsvar for Højesterets virksomhed i disse år, jeg har kunnet finde. Og det understreges, synes jeg, ved at umiddelbart efter Danmarks befrielse ved modstandsbevægelsens og vore allieredes forenede kræfter, erklærede kommunistlovens og de øv rige undtagelsesloves fædre på rad og række fra folketingets talerstol, at kommunistloven og en række andre love og forordninger var grundlovsstridige, at at de kun var kommet til verden under tysk tryk og at man havde givet efter for, som man sagde, at undgå at der skulle ske os det, der var værre. Men nu kommer general Hjalf og fortæller os, at de ledende politikere med loyale embedsmænd o.s.v. i ryggen greb regulerende ind i modstandskampen, for at denne ikke skulle ende i kaos, og det er jo noget ganske andet!

Er det sandt, det general Hjalf siger, eller er det sandt, det de ledende politikere har sagt gang på gang i folketinget og gentaget i den parlamentariske kommission og mange andre steder, at de handlede under tvang og mod deres vilje.

Begge dele kan ikke være sandt, og derfor spørger jeg igen:

Så kan man selvfølgelig sige, at det jeg her taler om drejer sig om tiden før den 29. august 1943, og at general Hjalfs udtalelser har relation til det, der skete efter denne historiske dato.

Men selv om man går ind på den tankegang, så går politikernes gentagne angivne højtidelige forsikringer ud på, at de hele tiden følte sig under tvang, at de hele tiden handlede under tvang og at de hele tiden handlede mod deres vilje.

Det var jo efter den 29. august 1943 general Hjalf og den lille stab begyndte at „regulere“ modstandsbevægelsen bl. a. gennem den skæve våbenfordeling.

Handlede den lille stab under tvang, således som politikerne siger de gjorde, eller skete den lille stabs regulering af modstandsbevægelsens kamp i overensstemmelse med politikerne, således som general Hjalf siger?

Jeg har fremhævet dette for mig væsentlige moment, fordi en Højesteretsdom, der hvad hovedlinjerne angår, stadfæster Østre Landsrets dom, kan opfattes som en godkendelse af general Hjalfs og hans venners politiske problemstilling, som er i direkte modstrid med det, politikerne hidtil så højtideligt har forsikret offentligheden.

Ville det ikke være mere tilfredsstillende, om Højesteret erkendte, at der her er tale om en sag, der har betydelig mere med politik at gøre, end den har at gøre med jura? Og at man derfor simpelthen overlader den til den politiske kamps og dermed til historiens afgørelse.

Og ved en sådan stillingtagen tager i betragtning, at historien ikke er en mekanisk proces, der går sin skæve gang uafhængigt af alt og alle, men at historien er noget, der formes af menneskene, noget der skabes ud af folkenes kamp. Denne efter min opfattelse ubestridelige kendsgerning har vi her i Danmark – her i Højesteret lige inde på livet.

Jeg har nævnt Højesterets holdning til kommunistloven og hvad dermed i forbindelse står, og jeg går fortsat – trods general Hjalfs påstand om det modsatte ud fra, at Højesteret dengang handlede, som den gjorde, under visse givne magtforhold i vort af de tyske nazister militært besatte land, og ikke ud fra generalens påstand om, at ledende politikere med støtte af loyale embedsmænd o.s.v. greb regulerende ind i modstandsarbejdet.

Få år senere dømte Højesteret nazister og krigsforbrydere efter det straffelovstillæg, som var resultatet af en aktiv og sejrende modstandsbevægelses historiske indsats.

Dette får mig, som ikke juridisk kyndig medborger, til at gå ud fra, at lov ikke altid er lov, og at jura ikke er uforanderlig, men at både en lovs indhold og dens fortolkning afhænger af visse historiske forudsætninger, og at historien ikke er en mekanisk, men en politisk proces, der er i fortsat udvikling.

Det forekommer mig derfor ud fra alle synspunkter betænkeligt, at Højesteret med lovbogen i hånd, ud fra formelle synspunkter, domfælder i denne sag, uden at tage hensyn til sagens reelle indhold.

I det års tid, Hjalf-sagen har stået på, er der stadig kommet nye forhold og nye kendsgerninger frem, der i hvert fald ikke stiller den lille stab og dens chef i et bedre lys, end da Land og Folk rettede de angreb mod generalen, som er sagens formelle juridiske indhold.

Det er fristende, det indrømmer jeg, for een der på et grundlovsstridigt grundlag har afsonet 4 år – deraf en betydelig tid under forhold, som den ærværdige retsmedlemmer heldigvis savner personlige forudsætninger for at fatte – også at beskæftige sig med det rejste erstatningskrav og med kravet om fængselsstraf i denne sag.

Men jeg skal lade det ligge. Jeg vil på dette punkt grumme nødigt misforstås!

Derfor til slut kun dette:

Det kan ikke udelukkes, at der også efter at Højesteret har talt kan komme nye ting frem i Hjalf-sagen, og det er derfor ikke så heldigt – synes jeg – at domfælde i en sag, der ikke er tilstrækkeligt oplyst, men derimod er under fortsat udvikling.

Men dom eller ikke dom, straf eller ikke straf, erstatning til general Hjalf eller ikke erstatning, denne sag er ikke slut. Højesteret kan fælde dom, men Højesteret kan ikke sætte punktum for Hjalf-sagens videre udvikling.

Vi har et gammelt ord her i landet, som dog vist nok ikke er taget med i noter og forklaringer til borgerlig straffelov, men som fortsat lever i det danske folks sprog. Det lyder i al sin enfoldige enkelthed således: 

Det er det, der er i færd med at ske i Hjalf-sagen.