Det er sådan med elefanter, at en gang imellem skal man skære dem i skiver for at få dem fortæret.

Sådan sagde statsministeren, da han udskød forhandlingerne om 2025-planen.

Og må jeg ikke sige til den nye regering: I holder jer altså godt, hvis I lige har spist en elefant. Det kan man ikke se på jer.

Tværtimod er det som om, at nogle af jer har fået appetit på mere. Nu er I gået i gang med at sluge kameler. Med en imponerende hastighed. Broafgiften på Storebælt skal alligevel ikke afskaffes. Folkeskolereformen er ikke længere en katastrofe. Nu siger man ja til Europol. Og problemer på landets plejehjem – ja, det er nu ikke længere ældreministerens ansvar.

Man har et standpunkt, til man får en dyt – som en vittig sjæl bemærkede.

Elefanter, kameler. Det seneste års tid har været lidt af en cirkusforestilling. Statsministeren er blevet drevet rundt i manegen.

Og det er ikke slut endnu.

For med det nye regeringsgrundlag er vi kommet til tryllekunstnerne.

 

Færre penge til velfærd er – abracadabra – flere penge til velfærd.

Ja – jeg siger det lidt råt for usødet: Det ér og bliver hokuspokus-politik.

Der er ganske enkelt for langt fra det, regeringen siger, og så til virkelighedens verden.

Når Rigshospitalets ledende fødselslæge siger stop, så er der sparet for meget. Når pårørende viser tøj, der er gennemvædet af deres gamle forældres urin, så er værdigheden røget. Når der er dele af Danmark, hvor man ikke længere kan få en praktiserende læge, tæt på hvor man bor, så er forskellene blevet for store.

Igennem den senere tid har jeg været mange forskellige steder i velfærdssamfundet. Hos Nanna og hendes kolleger på Hvidovre Hospital. Jeg har kørt ambulance sammen med Steffen og Peter i Aarhus. Besøgt Helga og Svend Erik på Plejecentret Rosengården i Vejle. Og været i hjemmeplejen sammen med Nazli og de andre SOSU-hjælpere i Glostrup.

Hvad står tilbage?

For det første: Fagligheden er høj. Medarbejderne yder en stor og overbevisende indsats. Jeg har den største respekt.

For det andet: De løber stærkt. Nogle steder for stærkt. Tempoet er højt. Der er effektiviseret meget. Opgaverne er blevet flere.

Og for det tredje: Velfærdssamfundet er så gennemreguleret, at man næsten ikke forstår det. Der er regler for stort set alt. Også på områder, hvor det nærmest ikke giver mening. Det er som om, at vi herinde tror, at jo mere vi lovgiver, jo bedre er det.

Og ja: Rammerne er stramme. Kravene er store. Forventningerne ligeså. Flere opgaver skal løses uden en masse nye penge. Det er mennesket før systemet. Aldrig det modsatte. På det grundlag skal vi evne at gøre det bedre. Det bliver ikke nemt.

Det er derfor, vi ønsker en ”fingrene væk”-reform. Mere ledelse og mere tillid i den offentlige sektor. Når social- og sundhedshjælpere skal registrere, at de går ind ad døren hos den ældre. Og igen når de går ud ad døren. Så er det et krav til medarbejderne, der handler mere om mistillid end tillid. Det skal vi ændre.

Derfor lød det godt med en innovations-minister i den nye regering. Men ved nærmere gennemlæsning af regeringsprogrammet burde navnet snarere være privatiserings-minister. Det er dét, regeringen lægger op til.

Jeg står ikke her på talerstolen og lover guld og grønne skove. Jeg lover til gengæld at passe bedre på velfærdssamfundet.

Og jeg beder om mere ærlighed fra regeringen. I ved jo godt, at en offentlig vækst på 0,3 % reelt ikke er vækst. Når vi bliver flere og ældre, så skal der bruges flere penge bare til at sikre det velfærdsniveau, vi har i dag.

En offentlig vækst, der lige akkurat dækker, at der bliver flere ældre, er i forvejen historisk lav.

Alligevel vil regeringen gå endnu lavere end det.

0,6. 0,5. 0,4. 0,3. Ingen lavere?

At have tre borgerlige partiledere siddende på Marienborg i en uge koster velfærden omkring 40 milliarder kroner frem til 2025. Hvorfor? Så skattelettelserne kan blive endnu større. En offentlig vækst på 0,3 % er ikke vækst. Det er besparelser.

Stor, større, størst. Man ser for sig, hvordan snakken er gået på Marienborg. Og mønstret begynder at være klart. Når statsministeren er i knibe. Så pumpes tallene op.

Hvor meget større skal arbejdsudbuddet være? 40.000? 50.000? 60.000? Nogen højere? Hvor meget skal velstanden løftes? 65 milliarder? 75 milliarder? 80 milliarder? Hvor mange sider skal regeringsgrundlaget være på? Hvor meget skal topskatten reduceres?

Kære regering. Vi er i Folketinget. Det er ikke et auktionshus, hvor Danmarks fremtid er til salg for højestbydende. Vi leger ikke ’tænk på et tal’.

Det er godt, at der nu er et regeringsgrundlag. Men en regering skal også kunne regere. Indtil nu er beslutninger blevet udskudt. Med undtagelse af få aftaler har dansk politik været fastlåst. Vi har haft en status quo-minister, mere end vi har haft en statsminister.

 

I Socialdemokratiet ønsker vi også et rigere, et friere og et tryggere Danmark. Men det skal være for os alle sammen. Statsministeren glemte at nævne det kontanthjælpsloft, der risikerer at sende børnefamilier på gaden. Det glemmer vi ikke.

Vi ønsker et bredt samarbejde her i Folketinget.

Vi foreslår, at danske lønmodtagere skal have bedre muligheder for at opkvalificere sig. Vi foreslår en vækstpakke, der skal skabe flere private arbejdspladser. En ”fingrene væk”-reform for at udvikle velfærden. En stram udlændingepolitik. Bedre integration. En ændring i dansk EU-politik med fokus på rettigheder for lønmodtagere, bekæmpelse af skattesnyd og sikring af de ydre grænser. Strengere straffe for grove forbrydelser. Og et ærligt gennemsyn af allerede vedtagne reformer. Sengeliggende arbejdsprøvning. Dét skal vi ikke byde borgere.

 

Regeringen elsker store tal. Men I glemmer næsten altid det vigtigste.

70.000 er så mange faglærte, vi kommer til at mangle. Og næsten 70.000 er så mange ufaglærte, som der ikke vil være job til. 70.000 er mange mennesker. Det svarer cirka til samtlige danske beskæftigede i ISS, Novo Nordisk, Falck, DSB, Vestas, Arla, Irma, Post Danmark og Mærsk. Tilsammen.

Hvad gør de virksomheder, hvis de ikke har adgang til kvalificeret arbejdskraft? Det er såre enkelt. De afviser ordrer. De ansætter udlændinge. Eller de flytter dele af virksomheden til udlandet.

Det skaber utryghed. Og når vi samtidig ved, at regeringen helst vil skære ned på den grønne omstilling, droppe togfonden og lave endnu flere arbejdsudbudsreformer – ja, så bliver det danske lønmodtagere og virksomheder, der skal betale prisen.

 

Vi vil have et Danmark, der hænger sammen. Og vi vil give danske lønmodtagere bedre mulighed for at klare konkurrencen med resten af verden.

Regeringen vil hellere hæve pensionsalderen.

Men allerede nu er mange nedslidte. Siden åbningsdebatten i oktober har bagageportørerne i Kastrup lufthavn løftet cirka 11.000 kufferter. Og det er altså kun på to måneder.

Og derfor som afslutning – tre budskaber fra mig.

For det første: Lad være at hæve pensionsalderen. Og lad være at sænke topskatten. Det er ikke retfærdigt. Og det gør hverken Danmark rigere eller stærkere.

For det andet: Vi har brug for en ”fingrene væk”-reform af den offentlige sektor. Fokus på resultater og ikke processer. Tillid til medarbejderne. Og til vores samfund.

Et samfund, som den nye regering nu vil trække mere til højre. Men når man kun trækker i én retning, så trækker man skævt.

Det vil vi socialdemokrater ikke være med til.

Så for det tredje: Vi er klar til konstruktive forhandlinger med regeringen. Men målet er vigtigt. Holder regeringen fast i velfærdsbesparelser og højere pensionsalder for at kunne give store skattelettelser, så må I gøre det selv.

Vil I samarbejde om konkrete løsninger som at sikre et ordentligt dansk medlemskab af Europol, så er vi klar til det.

Ligesom vi er klar til at forhandle om mere grundlæggende reformer. Men det skal være med det rigtige formål: et stærkere velfærdssamfund, flere private arbejdspladser og mere tryghed for danske lønmodtagere.