Kære Helle
Jeg står her som næstformand for partiet.
Som overborgmester i vores hovedstad og din hjemby.
Men selvfølgelig står jeg her også som ham, der stillede op mod dig for nu 10 år siden.
Jeg kendte dig stort set ikke dengang. Men det kom jeg til.
Det er en ret usædvanlig måde for to mennesker at lære hinanden at kende på
– sådan at rejse hele Danmark rundt fra partiforening til partiforening – ind og ud af tv-studier –
Og kæmpe om at blive den næste leder for Socialdemokraterne.
Men det er også en effektiv metode – den kan varmt anbefales.
Selvom vi var modstandere voksede der hos mig en stor respekt og sympati frem for dig og for det, du står for.
Og når jeg ser på, hvad der siden er hændt, har jeg oplevet, at både respekten og sympatien er gengældt.
***
I disse House of Cards-tider bliver politiske magtkampe ofte fremstillet som noget meget mørkt, skummelt og dystert.
Og med mørk, skummel og dyster underlægningsmusik.
Sådan var vores indbyrdes kamp ikke.
Og derfor er det faktisk meget passende, at musikken i vores tilfælde blev skrevet af Marie Key.
Hendes første album indeholdt nemlig en sang om os.
Det er egentlig en ret stor ære, synes jeg. At en af Danmarks suverænt bedste unge sangerinder skrev en sang om os to.
Den beskriver, hvordan det var som om, du havde vinger.
Det kan jeg godt genkende.
Og så slutter den med disse to linjer:
Han – og det er altså mig –
Han tænker løbet det er kørt og hvad skal jeg gøre
Svend Auken kigger ligeud og siger at alting er som før
Jeg tror nok, at Svend fandt ud af, at alting ikke var helt som før, da han af den nyvalgte formand blev bedt om at udfylde et skema med sine kompetencer til brug for en udviklingssamtale på formandens kontor.
Det slap jeg for.
Jeg fik nogle lærerige år i erhvervslivet – men fandt ellers ud af, at løbet jo slet ikke var kørt, da du ringede og spurgte om jeg - med din støtte - ville stille op som overborgmester i København.
Vi skulle mødes på Holmen, hos pressechefen.
Jeg tænkte: hvad mon hun har i ærmet?
Men du havde ikke noget i ærmet.
Men noget i posen.
Ikke en af dine flotte tasker.
Men en pose fra en DøgnNetto.
Rugbrød.
Pølse og ost.
For som du sagde:
Frank skal ikke i tv som overborgmesterkandidat på tom mave.
Sådan er du, Helle.
Senere støttede du mig som næstformand for partiet.
Det er jeg oprigtig glad for. Og det vil jeg gerne sige tak for.
***
Vores parti har eksisteret i 144 år.
Og jeg kan med sikkerhed sige, at du kommer til at stå som en af partiets markante skikkelser. Du har opnået fantastiske ting på de ti år.
Du blev den første kvindelige statsminister.
Det mener jeg, er en milepæl, som er værd at bemærke.
Og det er både rigtigt og naturligt, at den første kvindelige statsminister i Danmark repræsenterer det parti, som var forrest i kampen for kvinders stemmeret, der blev indfør for præcis 100 år siden.
Og som for 91 år siden leverede den første kvindelige minister i Danmark – og kun den anden i verden – nemlig Nina Bang.
Du væltede en siddende blå regering ved et folketingsvalg.
Det sker faktisk ikke særlig ofte.
Den sidste socialdemokratiske formand, som stillede op mod en siddende blå statsminister og formåede at skabe et nyt, rødt flertal, og at vinde statsministerposten - ja, det var faktisk Jens Otto Krag i 1971.
Præcis fyrre år før du gjorde ham kunsten efter. Det er et historisk resultat.
Og du har formået at vise en socialdemokratisk vej gennem den europæiske krise i en tid, hvor Europas socialdemokrater generelt er under pres.
Fra højre af paroler om, at indvandringen er roden til alt, der er galt i vores samfund.
Og fra venstre af paroler om, at staten bare skal sætte fut i forbruget og glemme alt om budgetunderskud og ansvarlighed.
Det ser vi især i Sydeuropa. Men der er tendenser til det samme i Danmark.
Du har formået at føre en politik, som viser social ansvarlighed.
Som ikke bare bevarer, men udbygger og moderniserer vores velfærdssamfund.
Som tager bekymringer om manglende integration alvorligt.
Som holder fast i de grønne ambitioner.
Som sikrer en sund økonomi.
Og som ikke mindst sikrer flere arbejdspladser til danskerne.
Dermed har du som formand bygget videre på det socialdemokratiske samfund, som partiets fædre lagde grundstenene til for 100 år siden.
***
Det var som om, du havde vinger, sang Marie Key.
Der må have været enkelte dage de sidste fire år, hvor det ikke helt føltes sådan.
Når presset har været hårdt.
Når pressen har været efter dig.
Og når kritikken har været massiv.
Men hvis du ikke har vinger, har du vist, at du har noget andet.
En enorm viljestyrke. En ualmindelig fast rygrad. Og et aldrig svigtende humør.
Især det sidste er vigtigt.
Det kan lyde som en kliché – at bevare det gode humør – men i politik, særligt i modgang, er det helt essentielt.
Det betyder, at du bevarer troen på, at det du gør, er det rigtige.
At det er meningsfuldt.
Og at det gør en forskel.
Du er blevet dømt ude såmange gange i den her valgperiode.
Men alligevel står vi her – tæt på et valg.
Og kan se smilene stivne i blå blok.
De nervøse trækninger brede sig.
De blå knæ skælve.
Højrefløjens ensporede angreb på regeringen er blevet til tomme floskler.
Mens regeringen bygger opad i tag efter tag.
Og skaber ægte fremskridt.
Den gensidige sympati og respekt, som vi grundlagde for 10 år siden, byggede på en fælles forståelse.
Nemlig at politik ikke handler om at tilfredsstille klummeskribenternes letkøbte analyser.
Eller gøre det, som er det mest populære lige nu og her.
Nej, det handler om at gøre en konkret, mærkbar forskel, så man kan se sig selv i spejlet både nu og om 10 år og sige:
Jeg gjorde mit til, at Danmark blev et bedre land at leve i.
Eller som Morten Østergaard vil sige det:
Det handler om mennesker.
Og når selv de Radikale - efter 110 år i dansk politik - er nået frem til den konklusion,
Ja, så må det betyde, at det tegner lyst for det fremtidige samarbejde.
Og dermed for din fremtid som Danmarks statsminister og som mit partis formand.
Tillykke Helle – tillykke med de ti år!