Peter Hummelgaards tale ved overrækkelsen af Finn Nørgaard Prisen

Tak fordi jeg må være med i dag på 9-årsdagen for terrorangrebet i København.  

For mange danskere står angrebet på Krudttønden og Synagogen nok som den dag, hvor terrorens væsen for alvor kom rigtigt tæt på. For mit eget vedkommende skete det trist nok nogle år tidligere – da rigtig mange unge mennesker blev myrdet på Utøya i Norge. 

Da angrebet på Utøya fandt sted i 2011, var det et tilfælde, at jeg og Bjørn og mange andre, vi kendte, ikke var med. På det tidspunkt var jeg formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Vi havde været med på øen som gæst mange gange før. Og det var et rent tilfælde, at vi ikke var med den her gang. 

Da tragedien skete, var det fuldstændig ubærligt og på alle måder et kæmpe chok. Det var jo vores politiske familie, som det gik ud over. Selv om jeg ikke selv var til stede, så sidder det stadig i mig, fordi jeg kendte nogle af dem, der mistede livet den dag, og kender nogle af dem, som overlevede med ar på sjæl og krop. Jeg havde siddet med dem bare måneder inden og drukket øl og diskuteret politik. 

I dag er det ikke Utøya, vi mindes, men terrorangrebet i København i 2015. To modige landsmænd mistede livet. Finn Nørgaard og Dan Uzan. 

Jeg ved, at der er mennesker til stede i dag, som stod dem nær. Familie og venner til Finn og Dan. 

Jeg siger ikke, jeg ved, hvordan I har det. For det gør jeg ikke. Men jeg er meget bevidst om, at vi har et fælles ansvar for at passe godt på de mennesker, der har været udsat for terror – og på deres pårørende. 

Som nogle af jer ved, så er regeringen i gang med at undersøge, om vi kan gøre mere for at hjælpe terrorofre i Danmark. 

Jeg ved, det er en sag, der ligger Finn Nørgaard Foreningen meget på sinde. Det gør det også for mig.

Ofrene skal føle sig set, hørt, mødt og forstået. Og vi skal sørge for, at hjælpen er målrettet den enkelte. For behovene er forskellige. Ligesom ofrene og de pårørende også er det.

For kort tid siden holdt Finn Nørgaard Foreningen et seminar om terrorofres behov. Den viden, der kom ud af det, bliver en vigtig brik i regeringens videre arbejde. 

Kort før jul besluttede et bredt flertal i Folketinget, at ofre for terror i udlandet ikke længere skal stå med hatten i hånden og bede staten Danmark om erstatning. Det skal være en ret. Det er jeg meget glad for. For vi har som samfund et særligt ansvar for at tage os ordentligt af de mennesker, det går ud over. 

Terror er nemlig ikke bare et angreb på den enkelte. Det er et angreb på hele vores demokrati. Det går ud over os alle sammen, når ekstremisme viser sit grimme ansigt gennem vold.

Vi har lært meget siden 2015. Heldigvis. Men ingen regering kan garantere, at Danmark ikke igen bliver ramt af terror.

De ekstremistiske kræfter lever desværre endnu. Også her i Danmark. Efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober sidste år har antisemitismen fundet fornyet fodfæste. Også i Danmark. Det bekymrer mig dybt.

Hadet er farligt. Antisemitismen er farlig. Derfor har kampen mod antisemitisme den højeste prioritet for regeringen og for mig som justitsminister. 

Heldigvis har vi et dygtigt og årvågent politi og en efterretningstjeneste, der passer godt på os. Også på de jødiske interesser. Siden angrebet den 7. oktober har vi skærpet sikkerheden flere steder. Og fra regeringens side har vi tilført flere penge til at øge sikkerheden ved de jødiske institutioner.


[Tak til Finn Nørgaard Foreningen]

Politi og efterretningstjenester er vigtige våben i kampen mod ekstremismen. Det er den hårde hånd. Den skal hele tiden trænes og gøres stærkere.

Men ligeså vigtig er den udstrakte hånd. Den, der forebygger, heler og samler.

Det er i den sammenhæng, jeg ser Finn Nørgaard Foreningen. For mig repræsenterer I et ønske om heling og samling.

Hvert år på denne dag hylder I noget af alt det vigtige og tålmodige arbejde, der gøres rundt omkring i landet. For at styrke og støtte unge på kanten. For at bygge bro mellem modsætninger, der hvor andre bygger mure. For at undgå, at tragedier som den på Utøya og ved Krudttønden nogensinde gentager sig.

På en dybt tragisk baggrund forsøger I at bygge op i stedet for at rive ned. Hvor terror jo nedbryder vores tillid til hinanden, bruger I keres kræfter på at bygge I den op. Det vil jeg gerne sige jer en utrolig stor tak for.

Ikke mindst vil jeg sige tak til Finn Nørgaard og Dan Uzan for at minde os om, hvad der er vigtigt at kæmpe for: 

At møde splittelse med sammenhold. Vold med demokrati. Og had med venlighed.

Som den chilenske forfatter Pablo Neruda sagde engang:

”Man kan slå alle roserne ihjel, men man kan ikke forhindre foråret i at komme.”

Æret være Finn Nørgaard og Dan Uzans minde.  

Tak for ordet. Og mange, mange tak til Finn Nørgaard Forening for jeres utrættelige arbejde.