Thomas Bredsdorffs foredrag om den danske salmesang

LYKSALIGT det Folk, som har Øre for Klang 
her oven fra, 
det nynner alt her paa den evige Sang: 
Halleluja! 
saa alle Guds Engle forundres paa, 
hvor himmelsk de jordiske Klokker slaa, 
naar Aanden med Støvhjærtets Tunger 
dets dybeste Længsel udsjunger. 

Det tør vist siges, at vort Folk har haft Øre for Klangen her oven fra, og har det med Guds Hjælp den Dag i Dag, og mange Gange har de jordiske Klokkers Tunge lydt himmelsk, naar Aanden har givet dem Evnen til at synge Støvhjærtets Længsel ud. Øre for denne Klang havde den gamle Riber Peder Palladius, en af Reformationstiden mest poetiske og livsfriske Skikkelser, som havde sin Glæde i Visheden om Evangeliets lyse Dag, der med Morten Luther var brudt frem over hans Folk. Han blev Sællands første evangeliske Biskop, og i hans »Visitatsbog« har vi endnu de Taler, han holdt, naar han paa sine Rejser rundt til Stiftets mange Kirker stod i Koret og talte til den enfoldige Almue. Han skulde jo lære dem at komme med i alt dette ny, og han lægger dem paa Sinde, at de skal synge: 

»I skal synge, ikke Latin, men danske Viser og Salmer, som I har lært og kan synge. Skriften befaler det, og se disse smaa Fugle, som flyver herude, de gør lige det samme, naar deres Tid er saa om Aaret; hine dejlige Nattergale, Lærker, Stillidser, Stære, Drosler, Solsorter og Papegøjer. Det første det gryr ad Dagen, da sidder de hver paa sin Kvist og synger saa dejlig og beder Gud om deres Føde med denne Bøn: nu bede vi den Hellig Aand – hver efter sin Maade. Det forstaar han vel, som skabte dem og gav dem Næb og Tunge at synge med. Saa farer de hen i Skov og Mark og henter deres Kro fuld; straks som de er mætte, saa hen igen paa deres Kviste og synger saa dejlig, at det er Lyst at høre dem synge; saa gør de dejlige Fugle, os til et Eksempel og Eftersyn.« 

Sangen skulde lyde glad, thi »der ligger saa mange paa deres Sygeseng og kvæder Jammers Vise, de vilde alt hellere staa her inde med og synge og takke Gud.« Og de enfoldige Almuesfolk i Kirken har lyttet til denne Lovprisning om Sangen paa Modersmaalet, som alle skulde synge med i, og for mangen forfrossen Sjæl har det været, som om Solen brød ind gennem de smaa Kirkeruder og varmede ind i Hjærteroden. 

Hvad havde de da at synge? Til at begynde med var det mest Oversættelser af tyske Salmer, især Luthers; nogle af dem kender vi og synger endnu. »Nu bede vi den Hellig Aande« har vi lige hørt synge; saa er der »Nu fryde sig hver kristen Mand«, »Lovet være du Jesus Krist«, og ikke mindst »Vor Gud han er saa fast en Borg«. 

Men snart kan vi begynde at synge helt danske Sange. Det var ovre i Malmø – Skaane hørte jo den Gang til Danmark – at det begyndte, og snart bliver Danmark det mest salmesyngende Land i Norden. Hans Christensen Sthen har den ægte danske Salmetone, han er af vore egne. Hos ham blandes Folkevisens Tone med Salmens. Folkevisen mindes man jo vel í Ribe, enten det er Dagmarvisens: 

eller det er Tovevisens: 

eller andre. Folkevisens Toner var han vokset op med, og da han som moden Mand fyldes af Kristendommen, maa han have Folkevisens Tone for at skaffe sine Følelser Udtryk. Fjærnt fra Middelalderens fremmede Toner og den knirkende Latin er hans Maade at udtrykke sig paa. Folkevisens Omkvæd følger fra Vise til Vise. »Jeg gik mig ud i Rosenslund, jeg agted de Dyr at bede«, begynder en af hans Viser. I en anden, »Jeg stod mig op en Morgenstund«, har han skiftende Omkvæd, først: »Sorgen var i min Hu for Synder mine«, men senere: »Glæden er i min Hu ved Krist alene.« Vi kender alle Morgensangen »Den mørke Nat forgangen er« med sit Omkvæd »Gud give os Lykke og gode Raad, sin Naades Lys os tilsende«, og den tilsvarende Aftensang, »Den lyse Dag forgangen er«, med Omkvædet »Glæde os Gud i Himmerig!« Her finder vi den samme Fortrøstning til Gud: 

som vi finder igen i hans kendteste Salme: 

Men naar alt dette er sagt om Kingo, saa kan der gerne komme en gammel erfaren Kristen og sige: Ja, det er nu godt nok altsammen, men det, jeg takker ham mest for, er den Hjælp, han har givet mig ved Altergangen, baade ved sin Bordsalme: »O Jesu, ved din Alterfod« og ved Takkesalmen bagefter: »O Jesu, søde Jesu, dig ske Hjærtens Tak evindelig.« Ja i Sandhed, vi har meget at takke for, naar vi tænker paa Kingo. 

Atter skifter Tiden. Den levende Salmesang har ondt ved at holde sig, den vil kvæles paa Vandringen gennem Rationalismens Ørken. Men den levende Salmesang kan ikke dø. En ny mild Søndenvind blæser ind over vort Land med Pietismen. Dær stod inde i København Præster, som ikke læste op af gamle gulnede Manuskripter, men talte inderligt ud fra deres egne Oplevelser sammen med Gud, det, de selv havde erfaret i Samlivet med ham, som Enevold Ewald, og Folk flokkedes om deres Prædikestole. Her ude bryder Brorsons Salmesang frem. Hvordan Brorson fik sin Harpe stemt, saa han fik den alvorsfulde Glæde, det ved i al Fald de, som ved Juletid har lært af ham at synge: 

Naar Hjærtet sidder mest beklemt,
da bliver Frydens Harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste Hjærter føle bedst,
hvad denne store Frydefest
for Glæde har at bringe. 

Han kendte dette, at Hjærtet kunde være beklemt, i Ungdomstiden af Tvivl og Vantro, som Mand og Olding af Nød og Sorg. Og derfor længes han saa stærkt efter Gud og hans Fred. Den Længsel fandt han ogsaa stillet her paa Jorden, i al Fald i enkelte dejlige Stunder. Det gik ham vel nok, som Paludan-Müller siger, 

Man mærker, at Brorsons Instrument visselig har været sønderslaaet; han har ikke Kingos stærke Toner, helst søger han i sine bibelske Salmer til »Jesu Føderum«. D[e]r føler han, selv om Torne og Tidsler trives bedst i Ørkenvinden, at den yndigste Rose dog vokser, naar man ydmygt gaar ned i Dalen. Han er ydmyg, men Ydmyghed er ikke det samme som verdslig Svaghed. Hans Ydmyghed er af den Art, den gamle Salmist taler om: »han bøjer sig, han drikker af Kilden; derfor opløfter han Hovedet«. Han kan godt tale om Styrken, som i »Op, I Kristne, ruster eder«, men Længselstonen er dog den stærkeste. Han længes mod Freden: 

Og saa gaar han her ude paa Engene og tænker paa de mange Spirer, der slumrer under Sneen, og saa haaber han ogsaa »at finde Forsommers Minde«, selv om der endnu er langt til den trygge Sommer, den Fuldendelse, han skuer hen imod. Og mon det ikke ogsaa er her ude paa de flade Egne, han har set Klodeskyerne staa i Synsranden og saa, fyldt med Aabenbaringsbogens Længsler mod det himmelske Jerusalem, sunget om 

Det var derhen, Brorson ønskede at naa, det Maal var hans Trøst: 

Det Vers staar paa Søren Kierkegaards Gravsten, og det minder os om, at ligesom Kierkegaard talte til den ene, saadan er Brorsons Salmesang ogsaa væsentlig Enkeltmands Sang, han siger mest jeg, sjælden vi. Den Sang er en Hjælp i trange Tider, men bryde Rationalismen kan den ikke, det kan kun den stærke Menighedssang. 

Den kom med Grundtvig – Grundtvigs Salmedigtning, saaledes som den stiger op gennem Aarene, Skare efter Skare rejser sig og synger med, indtil hele Menigheden har rejst Hovedet og synger Rationalismen ud. Han er vel mægtigst netop her. Han har en Menneskeforstaaelse, lige saa dyb som fri, han ejer den kristelige Erfaring og han er fyldt af den danske, ja den nordiske Folketone; alt dette samles her i hans Forkyndelse. Grundtvig er mest sig selv, naar han synger; som han selv siger: 

Han har ingen bedre Stunder end dem, da han kan faa Ord i Sangen til Guds Ære: 

Grundtvigs Salmer er det stærkeste Udtryk for Forløsningen af den nordiske Menneskelighed ved Kristendommen i nordisk Aand. Han samler i sig alt det nordiske, helt fra hedensk Tid, ja, han er ikke bange for at tage ogsaa Udtryk fra det nordiske Hedenskab og lægge det paa Herrens Alter, saa det kan vies til Kristi Ære, enten det saa er Vølvens Spaadom, eller det er Folkevisen. Naar den oldnordiske Digter synger: 

saa synger han:

Og naar Folkevisen om Hr. Villemand har sit Omkvæd: »Strængen er af Guld«, og »Saa liflig leged han for sin Jomfru«, saa maa han digte det om: 

Og som Nordens gamle Digtning paa den Maade lever i hans Salmesang, saadan lever ogsaa Landskabet med, naar han synger om Gudsriget: 

Det er Danmark. Alt hvad vi elsker, indgaar i Grundtvigs Salmer. 

Grundtvig er blevet kaldt Pinsens Salmedigter, og det er der meget sandt i; først med ham rykker Pinsen op i Række med Paaske og Jul. I sin Mindesalme om Kirkeklokken nævner han ikke Pinsen, og det er rigtigt; i hans Barndom var Pinseglansen ikke brudt igennem; han løfter Pinsen op i Jævnhøjde med de to andre store Fester. Men ogsaa Jul og Paaske har han besunget i Salmer, der hører til vore Hovedsalmer. Hvem vil om Julen undvære: »Velkommen igen, Guds Engle smaa«? Tænk paa Ord som: 

og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om Barnets Hjem,
som laa i Krybberummet, 

eller 

Og hvor bliver det ikke hjemligt, naar vi træffer »Himlens Borgeled«, det gamle kendte Ord fra Folkeviserne, som Grundtvig sætter ind i denne danske Julesang? Han staar her helt ved Siden af Kingo og Brorson. 

Paaskens Sejrstone lyder ligesaa stærk hos ham som hos Kingo, det er Vikingeaanden, gennemglødet og indviet af Helligaanden, der voldsomt udbryder: 

Han slænger alle Dødens Symboler, som Verden dyrker, bort fra sig i sin voldsomme Sejrsjubel. Han synger den ene Livets Sang efter den anden. Han tager Foraaret med sig ind i Kirken: 

Lyder det som en Salme? vil nogle forundret spørge. Nej, den klamme, kolde Religiøsitet, som forsager alt hvad Gud har skabt af skønt og stort, den havde holdt den Slags Ting ude af Kirken. Da kommer Grundtvig og fører det ind med Lys og Varme. Ja, Grundtvigs Salmer, de har i Sandhed bevaret megen Ungdom og Friskhed i den danske Kirke. 

Og nu Pinsen. Dær har vi allerførst at nævne Mindesangen til Tusindaarsfesten for Ansgars Komme her til Danmark, »Den signede Dag«. Her lader hans historiske Sans, som omfattede hele vort Folks Udvikling – ja meget mere end vort Folks – Kristenlivets signede Dag stige mere og mere hos vort Folk gennem de tusinde Aar. Der kunde tales længe om denne Salme med de stærkeste Billeder af dansk Menneskeliv og Natur. Men ved Siden af den staar en Salme som: »I al sin Glans nu straaler Solen«, hvor det skære, milde Foraarsvejr er smæltet sammen med det stærkt fremfarende Vejr fra Pinsedagen: 

Ja, i denne Salme vifter det i Sandhed hjemlig gennem Løvet. Det straaler af Liv, alt hvad Gud har givet os. Vi føler, hvor Grundtvig har kunnet sige: Min Modsætning er Liv og Død. Det mærker vi ogsaa i den Salme, »O Kristelighed«, hvor Grundtvig stiger højere og højere paa den Fjederham, han synger om, til det hele samler sig i det uforglemmelige Vers: 

Ja, det er en Livsfylde, saa svulmende mægtig, at det er, som om hele vor Salmedigtning mundede ud deri. Livet skal nok sejre, selv om det er gennem svære Kampe. Grundtvig kendte nok, 

Men han har ogsaa lært, at

Naar man kan synge saaledes, er det ikke blot Vaarens, men ogsaa Høstens Toner, der kan lyde lifligt, selv om de melder, at Dagen snart er forbi; saa har man Haabet om, at Høstsolen vil stige som en Vaarsol paa den anden Side Graven, ja saa har man Trøsten og kan synge: