Man bør kalde ting og sager ved deres rette navn. Det som i øjeblikket foregår i Vietnam, er en form for tortur.
Der kan ikke findes nogen militære motiver for bombningerne. Militære talsmænd i Saigon har benægtet at der skulle være tegn på en Nordvietnamesisk fremrykning.
Det kan ikke med rimelighed bero på vietnamesernes manglende vilje ved forhandlingsbordet. Modstanden mod oktoberforliget i Paris kommer – som New York Times påpeger – først og fremmest fra præsident Theiu i Saigon.
Det man gør, er at pine mennesker, pine en nation for at ydmyge den, tvinge den til underkastelse for magtens sprog.
Derfor er bombningerne en skændselsgerning.
Af dem findes der mange i moderne historie.
De forbindes ofte med navne: Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville og Treblinka.
Volden har triumferet. Men eftertidens dom er faldet hårdt på dem, der har båret ansvaret.
Nu er der endnu et navn at lægge til listen:
Hanoi – julen 1972.