Karen Emilie Johnsen

Karen Johnsens fader var sagfører, hvilket hun selv mente inspirerede hende til at vælge det juridiske studium. Hun blev student fra N. Zahles Skole 1918 og cand.jur. 1924 fra Københavns Universitet. Det var nu ikke et helt selvfølgeligt valg selv for en datter af en jurist; i årene 1905-25 blev der i alt kun uddannet ca. 50 kvindelige juridiske kandidater. Beskæftigelsessituationen, ikke mindst for kvindelige jurister, var desuden dårlig på dette tidspunkt, og Karen Johnsen startede derfor som volontør uden løn ved Sjællands stiftamt. Efter et halvt år foretog hun sit tilsyneladende eneste sidespring fra den juridiske karriere, idet hun besluttede at ville lære husholdning og kom i huset i Glostrup præstegård. Derefter hjalp hun i en kort periode sin fader på hans sagførerkontor. Men så kom der gang i karrieren; 1925 blev hun ansat i Københavns Byret, først som sekretær, siden i perioden 1935-38 som konstitueret dommer og derefter som byretsdommer som den anden kvinde efter Ragnhild Fabricius Gjellerup, der var udnævnt 1934. Undervejs havde Karen Johnsen også nået at være på et studieophold i London 1929-30. Fra 1949 til sin afsked i 1966 var hun dommer ved Østre Landsret. I en periode efter Besættelsen virkede hun også ved behandlingen af nogle af de større landssvigersager, der resulterede i dødsstraf, som hun egentlig var imod, men betragtede som en uomgængelig udløber af krigen.

Mens hun var sekretær i Byretten, indleverede Karen Johnsen i 1927 en afhandling til Københavns Universitet under det beskedne pseudonym aliquis, en eller anden. Den blev bedømt til guldmedalje, den første i jura opnået af en kvinde og i øvrigt den eneste af årets afhandlinger, der fik medalje. Ganske sigende omtales forfatteren i indstillingen som “han”. Emnet for afhandlingen var familieret, der var Karen Johnsens speciale, og som hun fortsatte med at være særlig interesseret i og på forskellige måder at beskæftige sig med. Da regeringen i 1933 ville fremsætte et nyt lovforslag om retsstillingen for børn født uden for ægteskab, talte hun således ivrigt for at give alle børn samme rettigheder, hvor tiden ellers skelnede skarpt mellem de “ægte” og “uægte”. Fra 1937 var hun også lærer i familieret ved Den Sociale Højskole og fra 1957 medlem af Justitsministeriets Ægteskabsudvalg. I avisomtaler fra hendes tid som dommer nævnes det flere gange, hvordan hun ved strafudmåling var tilbøjelig til at lægge vægt på den tiltaltes sociale forhold og ofte nøjes med betingede straffe, hvis forholdene talte for det.