Fisk er forskellige
“Hvis de handicappede ikke kan følge med alle os andre, så må de efterlades.”
Det hører man aldrig nogen sige, men som unge med funktionsnedsættelser i uddannelsessystemet, så mærker vi det alligevel.
Vi står allerede med en generation af unge, der føler sig mere pressede end nogensinde før.
Så hvis vi bliver ved med at holde alle til samme standard, så mister vi mange, som kunne have fået en ungdomsuddannelse. At behandle alle ens, er ikke det samme som at behandle dem lige.
Der burde ikke være nogen som skulle bringe deres allerede skrøbelige fysiske og mentale helbred i fare, så de kan få en uddannelse.
En menneskerettighed, og hvad den danske økonomi er bygget på. At kunne få en uddannelse. Hvad gør det så svært for unge handicappede?
Jeg tror, og har som autist oplevelse af, at en stor del af det ekstra pres vi føler kommer fra fraværsordninger.
Lige meget om du har et psykisk eller fysisk handicap, så vil du have noget ekstra fravær, pga. sygedage, lægetider, psykologsamtaler og lignende.
Det er der intet galt med, men med det følger en skrøbelig situation.
Både for folk på ungdomsuddannelser og for dem i folkeskolen, kan dit økonomiske tilskud fra staten blive taget fra dig, hvis du har for meget fravær. Altså SU og børnepenge kan blive frataget.
Det er et ekstra pres på folk, der allerede vakler.
Men mange institutioner ser gennem fingre med det. I DRs statistikker fra sidste år var det kun 4 % af folkeskoleelever med for meget fravær, der fik børnechecken frataget.
På min egen skole kan ledelsen vælge at give dispensation fra de ellers gældende fraværsregler til elever i særligt svære situationer. Så hvorfor er det overhovedet værd at snakke om?
Vi har en regering, der vil have flere unge med handicap på arbejdsmarkedet. Uddannelsessystemet er bare ikke gearet til at tage imod dem.
I april 2019 viste statistikker fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at hele 46,1 % af unge med funktionsnedsættelser under 25 år mangler en ungdomsuddannelse. Det er næsten halvdelen.
For deres jævnaldrende uden handicap er det tal kun 15,4 %. Det må da pege på, at der ikke bliver taget ordentligt hånd om de elever, der har et eller flere. Og det betaler sig ikke. Ikke for nogen af os.
Vigtigst af alt betaler det sig ikke for de unge, der allerede er udsatte, som bliver tilsidesat og nedprioriteret, hvilket fører til, at mange føler sig som en byrde. De bliver efterladt, før de overhovedet er kommet i gang.
Danske handicaporganisationer spurgte i 2018 gymnasielærer om deres erfaring med elever med handicap, hvor hver anden svarede, at de ikke følte sig rustet til at undervise elever med handicap, og manglede viden.
Det handler ikke om at en lille gruppe af de unge forlanger særbehandling, men i stedet at de burde behandles, tilpasset til dem. Fisk er forskellige, så simpelt er det. Det gælder også for elever uden handicap, der af mange grunde stadig kan have brug for ekstra støtte. Det er ikke at favorisere, og give nogle elever bedre vilkår, for vilkårene er skæve fra starten. At blive behandlet ens er ikke at blive behandlet lige.
Jeg ønsker i kan gå herfra med en bedre forståelse for hvordan jeres klassekammerater og medstuderende kan have det. Det ekstra pres, de er under.
Så jeg vil opfordre jer til at spørge ind til os, til de sårbare, de svage og de svigtede. Til at høre os, se os. Se det dilemma vi står i.
At elever indbyrdes snakker sammen, kan føre til en sund dialog med lærere og ledelse, som kan skabe forandring.
Når hver anden gymnasielærer ikke føler sig rustet til at håndtere handicappede elever, så kan det kun gå op ad. Vi fortjener en skolegang, ikke på lige fod med alle andre, men med en støttende hånd, hvis det er det, der skal til. Lad os forbedre uddannelsessystemet for alle. For det at behandle alle ens, er ikke det samme som at behandle dem lige.
