Tak for ordet. Kære kollegaer, selv om jeg snart har haft min daglige gang et par år på Christiansborg, er det min første tale fra den her stol. Det er jo både med glæde, men selvfølgelig også med en smule spænding, at jeg står her, så jeg vil skynde mig at gå i gang med det, det handler om, nemlig politikken.
I 2023, hvor de økologiske kriser er så fremskredne, som de er, bør klimakrisen og den grønne omstilling være rygraden i ethvert regeringsprogram, og hvad det angår, kan jeg konstatere, at sådan er det ikke, tværtimod. For der er ingen tvivl om, at fra vores nye regering er svaret på de kriser, vi står i, mere arbejde, mere vækst. Seniorpensionen reduceres, så de ældre kan arbejde længere. Studerende skal studere mindre, så de kan arbejde tidligere. Danskernes fridag inddrages, så vi alle kan arbejde mere, vækste mere.
Men løser det de kriser, som vi står i? Løser de den stigende ulighed? Løser det problemet med mistrivsel og stress i vores samfund? Løser det den accelererende klima- og biodiversitetskrise? Næppe. I dagens politiske Danmark eksisterer der stadig væk en opfattelse af, at økonomisk vækst i sig selv er det vigtigste, vi kan stræbe efter: at mere rigdom betyder mere lykke og succes. Men det ensidige fokus på økonomisk vækst løser ikke problemerne. Nej, vi er nødt til at forholde os mere nuanceret til økonomisk vækst.
Lad mig starte med at sige, at vækst i sig selv jo ikke er en skidt ting. Vækst har gennem årtier gjort os til et af de rigeste samfund i verden. En masse mennesker har fået muligheder, som de ellers ikke ville have haft, hvilket jo isoleret set er fint nok, men der er bare flere sider af sagen. Den ekstreme økonomiske vækst, vi har haft i Danmark, har gjort os rige som land, men hvad med konsekvenserne?
For konsekvenserne er jo bl.a., at naturen falmer, drikkevandet forurenes og arter forsvinder. Konsekvenserne er, at uligheden vokser, og hundredtusindvis af borgere kæmper hver dag med stress, depression og angst. Konsekvenserne er, at temperaturen stiger og klimaet forandrer sig. Det er vækstens dilemma: at intet vestligt land endnu har bevist, hvordan man kan have økonomisk vækst på bæredygtige præmisser.
Så kære kollegaer, lad os vise vejen. Lad det danske samfund være det, der viser resten af verden, at det kan lade sig gøre. Lad os her i Folketinget sætte arbejdet i gang – arbejde for at skabe en økonomi, hvor klodens bæreevne respekteres og der tages rette hensyn til klimaets tilstand, til miljøets tilstand og til naturen, hvor der sikres en social bæredygtighed, hvor mennesker trives med deres arbejdsliv og familieliv og forpligtelser.
SVM-regeringen er måske nok et parlamentarisk nybrud, men jeg er ikke så sikker på, at det er et politisk nybrud. Det er rigtig meget af det samme. Jeg tror ikke på, at svaret er mere arbejde og mere vækst. Så længe vi ikke udvikler vores økonomiske tænkning videre end det, ja, så løser vi ikke tidens kriser. Nej, det ensidige fokus på økonomisk vækst resulterer i for mange lappeløsninger. Det har vi brug for et opgør med. Hvis vi vil have et bæredygtigt samfund økonomisk, socialt og klimamæssigt, er vi nødt til at flytte os fra den fossile tidsalder over i den bæredygtige tidsalder.
Den største dødsårsag i Danmark er vores livsstil. Så lad os lave livsstilen om. Hvis vi vil have flere sygeplejersker, må vi opprioritere omsorgsarbejdet, ikke inddrage fridagene. Hvis vi vil have høj biodiversitet, må vi værdisætte naturen, ikke pesticiderne. Hvis vi vil have en klog fremtid, må vi investere i uddannelserne, ikke skære i dem.
Grundlæggende har vi brug for et opgør med myten om, at hvis vi blot vækster hurtigere, end kriserne accelererer, kan vi betale os fra det senere – så kan vi betale aflad for det overforbrug på Jordens ressourcer, vi har gang i nu. Det er et ræs mod bunden, og det er for risikabelt, for konsekvenserne ved den øgede vækst vil være enorme.
Som jeg ser det, handler i stedet for om, at vi skal skynde os at omstille vores samfund. Lad mig give jer et eksempel. Danmark er et landbrugsland, og det skal vi også være i fremtiden, men det kræver, at vi omstiller til en mere skånsom produktion for naturen, for miljøet og for dyrene. En sikker måde at gøre det på er at omstille landbruget fra en primært animalsk produktion til en primært plantebaseret produktion, så langt færre dyr udleder færre klimagasser, så den foderproduktion, der i dag fylder langt det meste af landbrugets store areal, reduceres og giver mere plads til naturen og til øget biodiversitet, så forureningen af vores miljø begrænses, og så dyrene får bedre levevilkår.
Alternativet har fremlagt en omfattende plan for, hvordan sådan en omlægning kan ske, for det kræver en bred vifte af initiativer, hvis vi skal sikre en bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden. En CO2-afgift er ikke nok. Og ja, en sådan omstilling vil resultere i, at nogle af de nuværende arbejdspladser vil forsvinde. Det er dog arbejdspladser, der alligevel er på spil, da fødevareproduktion på sine nuværende præmisser ikke er levedygtig i fremtiden. Derudover er klimakrisen jo global, og den udvikling, som vi forholder os til her, forholder de øvrige nationer sig også til, som altså er med i Parisaftalen. Vi må gå foran.
Samtidig vil der jo opstå nye jobs i den plantebaserede fødevaresektor. En lektor fra Københavns Universitet estimerer, at der vil kunne skabes mellem 9.000 og 27.000 nye arbejdspladser inden for en fødevaresektor, hvis det lykkes Danmark at gå forrest og opnå mellem 1-3 pct. af det globale marked for plantebaserede fødevarer. De nye markedsfremskrivninger taler endda om potentialer langt større end det, men det kræver politiske visioner, ambitioner og ikke mindst mod.
For som jeg ser det, kan vi ikke forandre vores samfund, hvis vi ikke forandrer vores systemer, for det er de eksisterende systemer, der har skabt de kriser, vi står i. At der skal politiske forandringer til, tror jeg godt vi kan blive enige om i den her kreds – også i SVM-regeringen, der har fremlagt ambitioner om en række politiske reformer. Men en ting i nager mig dog. Med en så reformivrig regering undrer det mig, at de grønne reformer glimrer ved deres fravær.
Kære kolleger, tak for ordet. Jeg ser frem til masser af debat i den her sal i de næste 4 år – 4 år, hvor vi skal sikre et bæredygtigt samfund, også ud over vores egen levetid. Tak for ordet.
