De hellige GUds Ord / som paa den første almindelig Bede- oc Bedrings-Dag skulle fremsættis / oc ved Guds Aands naadige Bistand forklaris / beskriffver os Propheten Daniel udi hans Bogs Niende Capitel / udi det femte oc siette Vers / med effterfølgende Ord.
I hafve syndet / oc giort Vret / oc haffve været ugudelige / oc været gienstridige / oc vi ere bortvigede fra dine Bud oc fra din Ret.
Oc vi lydde icke dine Tienere Propheterne / som talede i dit Naffn / til vore Konger / vore Fyrster / vore Fædre / oc til alt Folcket udi Landet.
Indgang.
Indgang.
Salomon den viseste iblant alle Mennisker / gifver os en megit herlig Advarsel / hvorledis vi os skulle staa oc skicke / naar vi af Synden oss verjlis / at vi i Steden for den fortiente Straff / hvilcken er Syndsens Sold / maa bekomme Guds Naadis Gaffve / som er det ævige Liff. Saaledis taler her om Salomon udi Ordsprockens Bog: Den som skiuler sine Offvertrædelser / skal icke haffve Lycke: Men hvo som bekiender oc forlader dem / hand skal faa Barmhiertighed. Menniskerne som i Begyndelsen lignede Gud / effterat de formedelst Synden ere bleffne Gud u-lige / udi deris daarlige concepter ligner GUD ved det / som er Gud gandske u-ligt.
Adam, saalenge hand vaar GUD lig / viste hand grandgiffvligen nock / hvad Gud vaar / hvorfor hand oc u-besindiglig tracktet effter at være Gud fuldkommeligen lig; men der hand sig imod Gud haffde for seet / oc hand til sin Blussel at see / haffde bekommet aabne Øjne / indbilder hand sig / at Gud derimod haffde ingen Øyen / oc derfor imod Guds Tilkommelse skiuler sig iblant Træerne i Haffven. Cain gaar videre fort i sine daarlige Tancker / oc formeener at Gud haffde hvercken Øyen at see med / eller hender at slaa med; Hvorfor der hand aff Gud tilspørgis / hvor Abel hans Broder monne være? Svarer hand meget troszig: Jeg veed det icke / skal jeg tage vare paa min Broder?
Jonas, endog hand vaar en Guds Prophete / dog alligevel indbilder hand sig daarligen / at Gud / haffde hand endskiønt Øyne / saa vaare de dog kiødelige / oc saa icke langt; Hafde hand Hænder / da vaare de dog ickun korte / oc kunde icke strecke sig ret vit; men at hand skulle haffve Fødder / kunde hand sig icke offvertale / hvorfor hand med Flucten formeener sin V-lydigheds Straff at kunde undvjge.
I ligemaader er det beskaffet med de Mennisker / hvilcke / naar de haffve syndet / ere de icke saa meget omhyggelige Synden for Gud med sand Anger oc ruelse at bekiende / som for Menniskene at skiule: Thi i det de meere undseer sig for Menniskene end for Gud / giffver de dermed tilkiende / at de haffve de samme Tancker om den Himmelske Gud / som Elias haffde om de Sidoniers Affgud Baal, hvilcken hand saaledis beskriffver / talendis til dens Præster: Raaber høyt / thi hand er een Gud / hand sidder i Tancker / eller haffver at skaffe / eller hand er vandrit / eller kand vel skee / hand sofver / at hand kand opveckis:
Oc at de ere iblant deris Tal / hvilcke Propheten Esaias truer / sigendis: Vee dem som sencke sig dybt ned fra HErren / at skiule deris Anslag / oc hvis Gierninger ere i Mørcke / oc sige / hvo seer os? Oc hvo kiender os? Sandelig / dersom slige Mennisker sig kunde indbilde / at der er intet Creatur usiunligt for Guds Ansict; Men allesammen blotte oc aabebare for has øyne / Saa oc / at hand fører til Liuset det som er skiult i Mørcket / oc aabenbarer Hierternis Raad; da skulle de icke saa meget sig derpaa beflitte / deris Synder for Menniskerne at skiule / som GUDS retfærdige Straff ved ydmyg Bekiendelse / samt Lifs oc Leffnettz Forbedring at forekomme. Achan, der hand haffde staalit den kostelige Babyloniske Kaabe / samt 200. Seckel Sølff / oc en Guld-Tunge; Da skiuler hand det i Jorden; meere fryctendis for Josva oc Israels Børn /. end for GUDS Forbud oc Vrede.
At Hoorkarlens Øyen / som Job taler / varer paa Tusmørcket: At hand sætter sig mumme Ansict paa: At hand i Mørcket bryder ind i Husene / det skeer aff ingen anden Aarsag / end fordi hand formeener hans onde Gierninger da best at kunde skiulis.
David / som ellers vaar een meget gudfryctig Konge / hand iligemaade meere undseer sig for Menniskene end for GUD / idet hand legger een groff Synd til en anden / nemlig Mord til Hoor / formeenendis den eene med den anden at kunde skiulis. Saa det i Gierningen her seeis / det oc daglig Forfarenhed giffver klarlig tilkiende / udi Sandhed saaledis at forholde sig / som Sandheden selff siger hos Evangelisten Johannem.
Hver som giør ilde hader Liuset / oc kommer icke til Liuset / at hans Gierninger skulle icke straffes. Hvorfor oc alle slige onde Træers raadne Fructer kaldis Mørckhedsens ufructsommelige Gierninger. Oc endog slige Offvertrædelser / (hvilcke til den Ende i Mørck oc Molm begaais / at de icke skulle bliffve for Menniskene aabenbarede oc aff Øffrigheden straffede) tit oc offte her i Verden bliffver u straffet formedelst de icke kommer for Dagen; Dog alligevel er det saa langt fra / at saadan skiul slige Mørckhedens Gierninger / enten for den alvidende GUds Øyne kand skiule / eller for Straffen befri / at de omsider for dette Skiul oc Mørcke de her i Verden saa meget elsker / haffver at forvente et andet udvortis Mørcke / hvor stedtze skal være Graad oc Tændergnidsel.
Vil vi derfor icke alleeniste undgaa saadan ulycke / men endoc saa Barmhiertighed / da maa vi icke omgaais i Mørckhed / effter Apostelen S. Hansis Formaning / eller som Salomon her raader / skiuler voris Ofvertrædelser / naar vi os imod Gud oc vor Neste forseet hafver / men vi skulle denne betimeligen bekiede oc forlade.
Thi ligesom ingen Forladelse for den som synder er at forvente / saalenge hand Synden icke fortryder; oc ingen Fortrydelse hos den findis / hvilcken icke saameget stræber oc stunder effter Synden at bortrydde / som at skiule: Saa kand mand oc med Salomon fornuffteligen slutte / hvad de Pharisæer sig haffve at forvente / hvilcke ligesom kalckede Graffve siunis deilige udvortis / men inden til ere fulde aff døde Been / oc all u-reenhed. Dersom det er hos Menniskerne en stor Vederstyggelighed at haffve tvende Tunger i en Mund / det er / dølle andet i Hiertet end det mand med Ordene monne udsige; Hvorledis skulle den alvidende GUD holde dennem u-skyldige / hvilcke under Faareklæder Vissven monne skiule? Skulde I stiæle / siger GUD selff hos Jeremiam, Sla ihiel / oc bedriffve Hoor / oc svære falskeligen / oc giffve Røgelse for Baal / oc følge effter fremmede Guder som I icke kiende: Oc I komme dog oc staar for mig i dette Huus / som er kaldet effter mit Naffn oc sige: Vi ere fri at giøre alle disse Vederstygeligheder.
Oc udi det andet Cap. Om du end vilde toe dig med Salpeter / oc at tage dig megen Sæbe / da er dog din Misgierning beseiglet for mig / siger den HERRE HERRE. Ligesom derfor saadanne vandløse Styer fører ingen Lycke med sig; Saa tuertimod haffve de Barmhiertighed hos Gud at formode / hvilcke deris begange Forseelser opricteligen bekiender. Thi det staar u-ryggelig fast / som S. Hans siger: dersom vi sige at vi haffve icke Synd / da forføre vi os selff oc Sandheden er icke i os: Dersom vi bekiende vore Synder / da er Gud tro oc retfærdig / oc hand forlader os Synderne / oc vil rense os aff all V-retfærdighed.
Der David beflittede sig paa / at skiule sine Synder / bleffue de icke alleeniste aff GUD aabenbarede: men hand ocsaa maatte høre: Du giorde det i Løndom / men jeg vil giøre det for all Israel / oc for Solen: Men saa tilig David bekiende sine Synder oc sagde: Jeg haffver syndet imod HERren / strax sigis hannem af Nathan paa HERRENS Vegne: HErren haffver borttaget dine Synder / du skalt icke døe.
Det fører David sig til Gemytte sigendis til sin GUD udi Psalmen.
Der jeg vilde det tie / da vansmectede mine Been ved min Hylen hver Dag: Thi din Haand vaar Dag oc Nat svar paa mig / at min Vedste bleff forvandlit til Sommerens Tyrcke Sela. Thi bekiender jeg mine Synder for dig / oc skiuler icke mine Misgiernigner. Jeg sagde: Jeg vil bekiende mine Ofvertrædelser mod mig for HErren / oc du forlodst mig min Synds Ondskab Sela. Der Tolderen bekiender sine Synder / oc beder om deris naadige Forladelse / sigis om hannem / at hand gick retfærdig hiem i sit Huus; i den sted / at offver den stolte Pharisæer fældis en anden Dom. Den forlorne Søn / saalenge hand skiuler sine Offvertrædelser / maa hand æde Mast med Svinene: Men saa tilig hand dennem bekiender / sigendis: Fader jeg hafver syndet imod Himmlene oc for dig / strax bevises hannem Naade oc Barmhiertighed.
Saalenge den Synderinde / om hvilcken Lucas formelder / skiulte hendis Offvertrædelser; haffde hun ingen Lycke; men saa snart hun dennem med modige Taare bekiender / da hører hun denne gældelige Røst: Dig ere dine Synder forladne: Men efftersom det icke altid hender sig / at paa Offvertrædelsernis Bekiendelse følger Barmhiertighed / men tit oc ofte større Straff / hvor om Esaias taler / sigendis: At de see saa ud i deris Ansict / det vidner mod dem / at de haffve forkyndet deris Synd / som Sodoma, de skiulte den icke: Vee deris Siæle / thi de hafve ført dem selff Ulycke paa.
Oc Judas i sin Epistel taler meget merckeligen: At saadanne ligervjs som Haffsens vilde Bølger udstummer deris egen Skam: Derfor siger her Salomon, at den som bekiender Offvertrædelserne oc forlader dem / hand skal saa Barmhiertighed. Det er derfor icke nock / Synden med Munden at bekiende / men hvo som acter at faa Barmhiertighed / hand skal den oc med Hiertet fortryde / oc i Gierningen lade see / at hand Synden saaledis forlader / at den icke derefter regnerer udi hans dødelige Legeme / at være den lydig i detz Begiæringer: Ey heller giffver Synden sine Lemmer ydermeere til u-retfærdigheds Baaben: Men giffver Gud sig selff som en der er leffvende fra Døde / oc GUD sine Lemmer til Retfærdigheds Vaaben. Han skal saaledis forlade Ofvertrædelserne / at hand forsager Ugudelighed oc de værslige Begieringer / oc leffver tucteligen / retfærdeligen oc gudfrycteligen i denne Verden.
At naar hand engang haffver forlat Sodoma, hand da icke med Loths Hustru seer tilbage: betænckendis det som S. Peder siger / at dersom de der hafver undflydt Verdens V-reenligheder / formedelst den HErris oc Frelseris Jesu Christi Bekiendelse / bliffve dog igien indvicklede / oc de offvervindis aff de samme / da ere de sidste Ting blefne dem verre end de første. Salomons trohiertige Formaning / bekreffter udi voris oplæste Text Propheten Daniel med sit Exempel / i det hand paa sin egen oc samptlige sine Landmends Veigne / hvilcke / formedelst de haffde skiult deris Synder / vaare raadne udi største Ælendighed / udløser sit Hierte for HERRENS Israels Guds Ansict / oc giør sin aabenbare Skrifftemaal oc Bekiendelse for samme sine oc deris begangne Synder / hvorpaa hand oc faar Barmhiertighed.
Vi ville uden vitløfftigere Fortale / samme Prophetens Bekiendelse kortelig med hverandre betracte / til lige baade Bekiendelsis Christelig Efterfølgelse / samt barmhiertigheds Erlangelse. O naadige Gud oc all Barmhiertighedsens Fader / vær midlertid tilstæde hos os med din gode Aand / at hvis skal forrettis / maa komme dit Guddommelige Naffn til Ære / oc os en hver i sin sted til en sand Omvendelse til dig / oc evig Salighed. Bønhør os o GUD Fader / ved den Hellig-Aand / for JEsu CHristi vor HERRIS skyld / AMEN.