Skip to content

Hans Svane

Ærkebiskop

27. mar 1606 - 26. jul 1668 (62 år)
Wikimedia Commons

Profil

Hans Svane, Hans Hansen Svane (Svaning), 27.3.1606-26.7.1668, biskop, titulær ærkebiskop. Svane opkaldtes efter sin morfar, historiografen Hans Svaning. Hans baggrund var det velhavende provinsborgerskab der i årene før kejserkrigen endnu havde en god periode. Han gik først i Horsens latinskole og kom 1620 i den kgl. skole i Sorø. Skolegangen blev dog afbrudt af sygdom, og han kom i stedet i huset hos sin søster Else og dennes mand, sognepræst i Vejle mag. Christen Jensen der forberedte ham til universitetet. I præstegården traf han sammen med en anden af magister Christens elever, nemlig Hannibal Sehested der som han selv næsten fire årtier senere skulle blive en af hovedaktørerne på det store stændermøde i 1660. Efter optagelsesprøven på universitetet kom han i huset hos Jesper Brochmand, den senere sjællandske superintendent (biskop). Hans hovedinteresse som student blev snart østerlandske sprog, og 1628 drog han til Fnneker for at studere under orientalisten Sixtinus Anama. Efter dennes død 1630 kom Svane til Wittenberg hvor han boede hos professor Hülsemann indtil han 1631 kaldtes hjem for at disputere for det kgl. rejsestipendium. For dette rejste han samme år til Leiden, og 1633 fortsatte han til Oxford. Sept. 1633 beskikkedes han til professor i orientalske sprog ved Kbh.s universitet. For at supplere sin uddannelse fik han med støtte fra kansler Christen Friis (1581–1639) tilladelse til at studere arabisk i Paris under Gabriel Sionita inden han 1635 vendte hjem for at overtage sit professorat. Kort efter disputerede han for magistergraden.
I nogle år var han universitetets notarius, en post der påhvilede en af de yngre professorer. 1646 rykkede Svane op som teologisk professor og kreeredes s.å. til dr.teol. af Jesper Brochmand. Med sin filologiske ballast var det naturligt at han kom til at forestå revisionen af Hans Poulsen Resens bibeloversættelse (Den "svanningske" bibel 1647). 1648 holdt Svane i forbindelse med Frederik III's kroning en tale i slotskirken med titlen Idea boni principis, seu oratio sacra de Regum authore, dotibus et officio hvor han fremhævede kongedømmets guddommelige oprindelse og undersåtternes lydighedspligt. Lignende synspunkter gør sig gældende i første bind af hans utrolig omfattende kommentar til Daniels bog der udkom 1654. Svane udtrykker i disse arbejder teokratiske idealer uden at man af denne grund kan tage ham til indtægt for en absolutistisk politisk filosofi, idet "kongen" ofte anvendes synonymt med øvrighedsbegrebet i bred almindelighed. Desuden understreger han regentens forpligtelser over for sine undersåtter, og politisk delikate emner som arvekongedømme berøres ikke. Hans nære relationer til rigsrådsspidser som Christen Thomesen Sehested og Christen Skeel tyder heller ikke på at han ansås for politisk belastet i disse kredse. 1655 blev han af de sjællandske købstadspræster valgt til Sjællands biskop, og han blev s.å. indviet i sit embede af lundebispen Peder Winstrup (1605–79).

Taler