(...) Så kom jo dagen, hvor regeringen vil afskaffe store bededag, og jeg må sige, at jeg synes, det er skuffende. I Danmarksdemokraterne har vi hele vejen igennem været modstandere af idéen om at afskaffe store bededag, og vi er også meget stærke modstandere af den magtfuldkomne fremgangsmåde, som regeringen har brugt. Jeg kan ærlig talt ikke forstå, at man fra regeringens side er så opsat på at få det her lovforslag hastet igennem.
Først og fremmest er der en enormt stor usikkerhed omkring effekten af afskaffelsen af store bededag, og som jeg også nævnte i min tale ved andenbehandlingen, så virker det for mig ærlig talt noget besynderligt, at der lige pludselig dukker et hidtil helt ukendt hemmeligt notat frem fra 2012, hvor Finansministeriet regner sig frem til en noget lavere effekt af afskaffelsen af store bededag, end man gør her i dag. Hvilke motiver har regeringen egentlig haft til at holde det her notat hemmeligt? Det kan man jo sådan set kun gisne lidt om. Jeg må bare konstatere, at sådan et notat som det her jo altså skaber usikkerhed, og det skaber også en mistillid til regeringen.
Jeg tror, at jeg om nogen kan skrive under på, at politik jo ikke altid er en popularitetskonkurrence, og nogle gange må man også lave nogle reformer, som ikke alle synes er lige geniale. Når det er sagt, må jeg altså også sige, at afskaffelsen af store bededag er inde at pille ved noget helt fuldstændig grundlæggende ved vort samfund, og det synes jeg man skal være varsom med. For det første griber forslaget jo grundlæggende ind i den danske model, og lad det stå tindrende klart: Jeg kan godt forstå, hvorfor fagbevægelsen har udtalt sig så skarpt omkring det her forslag, som den har. For det andet griber regeringen med det her forslag ind i folkekirkens indre anliggender, og hvis kirkeministeren i ramme alvor mener, at hun i december forsøgte at inddrage kirken i beslutningen om afskaffelsen af store bededag, ja, så kan jeg i hvert fald bare konstatere, at så er hun den eneste, der har den opfattelse.
Alt i alt må vi konstatere, at regeringen bruger deres smalle flertal til at tromle alt det her igennem og til at tromle hen over alt og alle på deres vej. Al kritik bliver fejet af banen, og alle modargumenter bliver druknet i regeringens evige svada om, at afskaffelsen af store bededag er den eneste måde, hvorpå man kan tilvejebringe godt 3 mia. kr., som regeringen om ikke andet mener, at forslaget vil have som provenu.
Jeg håbede oprindelig og oprigtigt, at regeringen forbindelse med lovarbejdet ville lytte til den massive kritik, som regeringen er blevet mødt med, at regeringen havde stoppet op og havde lyttet. I stedet for må jeg jo bare konstatere, at ligegyldigt hvor meget kritik regeringen mødes med, synes de at være så opsatte på at tromle det her lovforslag igennem med et smalt flertal. Jeg havde ellers håbet, at regeringen ville tage at lytte til de mange konstruktive og velmenende råd, der jo er kommet rundtomkring fra, også fra den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som jo foreslog, at regeringen udskød ikrafttrædelsen af det her forslag til efter et folketingsvalg. Så kunne vælgerne jo tage det med i deres analyse af, hvilket parti man ville stemme på til næste folketingsvalg.
I Danmarksdemokraterne er vi stadig helt fuldstændig enige med Anders Fogh Rasmussen i den betragtning, og derfor stillede vi jo sammen med SF, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige et ændringsforslag, der jo netop fulgte op på det her forslag fra Anders Fogh Rasmussen – nemlig at ikrafttrædelsen af lovforslaget skulle skubbes til den anden side af næste valg. Men heller ikke her var regeringen hverken til at hugge eller stikke i.
Derfor afskaffer regeringen nu i dag store bededag, og det gør mig ærlig talt både ærgerlig og trist, at regeringen kan være så åndløs, at det her sker med et pennestrøg uden en ordentlig proces. Jeg håber virkelig, at befolkningen husker det her øjeblik, når de skal til stemmeurnerne næste gang, for det er ganske enkelt både beskæmmende og også en mangel på respekt over for befolkningen, når man gør det på den her måde.
Derfor kan Danmarksdemokraterne heller ikke på nogen måde støtte det her lovforslag. Vi har jo givet regeringen adskillige muligheder for at kravle ned fra træet i den her sag. Men vi må også bare konstatere, at regeringen fastholder en hidtil uset magtfuldkommenhed og tilsyneladende ikke har tænkt sig at bøje af. Diskussionen om folkeafstemning har fyldt meget op til i dag, og det har den også her i dag. Jeg har jo tidligere sagt, at vi ikke vil lukke nogen døre for en folkeafstemning, og det har jeg sagt, fordi vi i Danmarksdemokraterne ønskede, at regeringen skulle have mulighed for at justere kursen. Der må jeg bare sige: Det er jo ikke sket.
Derfor kan jeg også afslutningsvis sige, at vi fra Danmarksdemokraternes side – i lyset af regeringens manglende vilje til at søge kompromis og manglende vilje til at lytte, ikke bare til oppositionen, men jo til fagbevægelsen, kirken og økonomer – ikke vil stille os i vejen for en eventuel folkeafstemning, hvis der måtte manifestere sig et flertal her i Folketinget for det. Jeg må så også sige, at der umiddelbart ikke er noget, der tyder på, at der manifesterer sig et flertal for en folkeafstemning, men jeg må altså også bare på den anden side sige, at jeg synes, at vi har prøvet med alle konstruktive midler. Vi har i fællesskab samarbejdet bredt om det her i oppositionen. Vi har indkaldt til en høring, som var en fantastisk god høring, hvor vi kom bredt omkring. Vi har stillet ændringsforslag i fællesskab, der er blevet stillet spørgsmål, og der er blevet indkaldt til samråd. Men vi må bare konstatere, at regeringen jo nægter at tage imod den udstrakte hånd, som en meget bred opposition har rakt regeringen, også i form af ændringsforslag.
Derfor skal min afsluttende appel gå på, at regeringen, inden vi går til afstemning her senere i dag, skrotter forslaget og indleder en ordentlig dialog med både arbejdsmarkedets parter, kirken og Folketinget omkring det her. Det er jo reelt set endnu ikke for sent, at man gør det, selv om jeg må indrømme, at med den magtfuldkommenhed, som regeringen har lagt for dagen, så er det måske svært at se for sig. Men appellen skal alligevel fremføres, synes jeg. Og sker det ikke, så kommer vi selvfølgelig til at stemme imod det her lovforslag, ligesom vi har sagt det hele vejen igennem.
