Jeg synes, at det mindste problem, vi har haft i den her debat, har været folk, der dog har taget ordet for så måske ikke at sige så meget. Det største problem har været dem, der har været tavse, nemlig regeringspartiernes ordførere, som har været pinligt fraværende. Jeg nærer egentlig veneration og respekt for hr. Karsten Hønge og hr. Alex Vanopslagh, som vel vidende at vi er nogle, der vil gå til dem, stillede sig herop og tog imod de velfortjente øretæver, som vi så tildelte for den manglende opbakning til folkeafstemningen. Men I stod her, I havde mod og mandshjerte til at forsvare jeres upopulære standpunkt, og det kalder på respekt. Det samme kan ikke siges om Moderaterne, Socialdemokraterne og Venstres ordførere.
Når jeg tager ordet her som privatist, er det hverken, fordi der er noget, der er sagt af Dansk Folkepartis ordfører, som jeg er uenig i, eller fordi jeg unødigt skal forlænge debatten, men fordi der er noget, jeg godt vil sige til statsministeren. Både i valgkampen, men faktisk også efter havde vi, synes jeg, nogle rigtig gode drøftelser af, hvad det er, der kan være årsagen til, at især mange unge mennesker har svært ved at finde rod livet, at især mange unge mennesker endda kommer ud og bliver decideret syge i deres sjæl som følge af de strukturer, som samfundet er bygget op omkring. Jeg tror ikke, der er nogen, der bliver mere syge ved at afskaffe store bededag, men den tendens, at man som regering på så kort tid føler sig beføjet og bemægtiget til at rykke nogle af samfundets centrale institutioner op med rode, er en del af problemet.
Der er sagt meget om arbejdsudbud, og der er sagt meget om den danske model på arbejdsmarkedet osv., men der er ikke sagt så meget om, hvad det egentlig betyder at have traditioner, at have en historie, som strækker sig tilbage igennem generationer, hvad det betyder både for den enkelte og for familien og for os alle sammen som et folk. For den enkelte handler det om at have en erindring om, hvordan man samledes i familiens skød, mor havde bagt hveder, man hyggede sig, man vidste, at foråret var nær; i morgen skulle nogle i kirke, andre skulle på skovtur, andre havde helt andre traditioner, men det var dog traditioner, som bandt familien sammen. Ovre i skolen talte man med andre om, hvad det betyder at have store bededag. Nogle lærte om, at det gik tilbage til biskop Bagger, og atter andre lærte, at det var Struensee, men det var dog alligevel en fortælling, som gav en fælles rod i tilværelsen, ligesom vores andres højtider gør det, ligesom vores institutioner gør det. Det at have noget, der binder sammen, som ikke er af materiel karakter, som ikke nødvendigvis kan sættes på faktura og sælges på det frie marked, men som er af åndelig karakter – en sjælelig karakter. Det er det, der gør, at vi som mennesker kan finde rod i tilværelsen, at vi ved, hvor vi hører til – herfra min verden går. Det fordrer dog, at man ved, hvor i verden det er, man hører til.
Nogle af de ting, der giver os som mennesker allermest værdi er det, vi ikke selv har valgt, men som andre altså kan tage fra os. Der er masser af ting her i livet, som er styrende og definerende, men som vi ikke selv har valgt, hverken fra eller til: Vores navn får vi af vores forældre, og vores modersmål får vi af generationerne før os. Der er masser af ting, som betyder mere end alt det, vi vælger selv, og i den gruppe er de traditioner, som igennem generationer, igennem århundreder er blevet overleveret. Og det er det, i fjerner en del af i dag.
At I så tilmed gør det uden nogen involvering af den væsentlige institution, nemlig i kirken, som har endda gjort gældende, at det her strider imod selve bekendelsesgrundlaget, gør ikke synden mindre, og det er det, der er baggrunden for, at vi i Dansk Folkeparti og heldigvis med andre partier også har insisteret på, at vi, men først og fremmest I skal være til stede i dag, altså fordi jeres navne skal lyse i danmarkshistorien for det svigt, det er at gribe ind i danske traditioner, i den danske kultur, i de minder, som om 10 år og 20 år vil gøre, at børn og unge vil spørge, hvad store bededag var for en størrelse.
Derfor vil jeg bare slutte af med at sige, at for mit parti, for Dansk Folkeparti, stopper kampen ikke her. Vi vil allerede nu annoncere, at det her bliver et tema ved næste folketingsvalg, og vi har en plan om, at store bededag kun skal udgå af danmarkshistorien i den tid, hvor det var fru Mette Frederiksen, der sad i den stol, hun sidder i.
