Vel har jeg i det nye Aar havt meget travlt ude paa Rigsdagen og derudenfor, men jeg har dog ingenlunde glemt Marienlyst og har immer tænkt paa, at jeg maatte dog endelig herud engang med det første og ønske Dem og Høiskolen et lyksaligt nytaar og jeg havde i den Anledning gjort et langt Nytaarsvers, som jeg vilde taget herud med og ladt Dem beholde; men saadant noget maa man faae, mens det er varm ellers duer det ikke, og nu, da vi alt er i den anden Maaned er det meget for seent, og da jeg nu i morges tænkte paa, hvad jeg skulde sige Dem, som De kunde have lidt Forøielse og Nytte af, da vilde der slet ikke falde mig andet ind end Holger Danske, som jeg troer, jeg endnu ikke har nævnt herude, og som jeg dog ikke pleier at glemme, hvor Talen er om det Danske Haab og Danmarks Fremtid og herom maa jo dog det hele dreie sig for en Høiskole for den Danske Ungdom, da Ungdommen altid er det eneste levende Haab, et Folk kan have, og det altid er Efterslægten, der kommer til Raade i Fremtiden.
Jeg veed nu vel ikke, hvad De har hørt om Holger Danske og hvad De tænker om ham, men de har dog ventelig alleredehørt lidt om ham herinde, og de Fleste af Dem har vel ogsaa hjemme hørt hans navn nævne, som et forunderligt Væsen, Danskerne venter skal komme og hjelpe dem, naar de er i Nød og Riget i yderste Fare.
Det er ved Oplysningen i Folkets Aand at en ny Ungdom skal opvoxe til Holger Danskes Storværk, som er at forsvare og forskiønne det Danske Folks Hjerteslag, Modersmaal og Fæderneland – Frederik siger: jeg er den lille Holger Danske, og han og Høiskolen er jævnaldrende.