Konseilspræsidenten oplæste følgende allerhøjeste Reskript angaaende Rigsdagens Aabning:
Christian den Niende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg,
Vor synderlige Gunst!
Vi ville herved allernaadigst have Dig som Vor Konseilspræsident bemyndiget til i Vort Navn at erklære den Mandagen den 2. Oktober d. A. til en ordentlig Samling sammentrædende Rigsdag for aabnet og til at foranledige det i saa Henseende videre fornødne.
Dermed sker Vor Villie!
Befalende Dig Gud!
Skrevet paa Amalienborg, den 30. September 1905.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
(L. S.)
J. C. Christensen.
Til Os Elskelig
Hr. Jens Christian Christensen, Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand, Vor Konseilspræsident og Forsvarsminister.
Efter Oplæsningen af det kongelige Reskript udbragte Folketingsmand Bluhme et "Kongen og Grundloven leve", der ledsagedes af et nifoldigt Hurra.
Konseilspræsidenten erklærede derefter i Henhold til den ham givne Bemyndigelse i Kongens Navn nærværende ordentlige Rigsdagssamling for aabnet og opfordrede Tingene til paa sædvanlig Maade at konstituere sig under Aldersformændenes Ledelse.