Alex Vanopslaghs tale på Ungdommens Folkemøde

I troede nok det var Mette Frederiksen, der kom med den intro. Desværre. Jeg må skuffe jer. Men det jeg vil bruge de her et par minutter på, det er at tale om, håb og frygt for fremtiden.

Det jeg vil bruge de her par minutter på, det er at tale om håb og frygt for fremtiden.

Hvorfor jeg mener, at der er grund til at have håb for fremtiden. Også selvom vi står med nogle alvorlige udfordringer med klimaforandringerne, så er jeg faktisk optimist. 

Og her for et par uger siden, der læste jeg, at det faktisk er rigtig mange unge mennesker i dag, der ikke er optimister. Jeg læste en artikel om et stort studie, man har lavet på tværs af en masse forskellige lande, hvor man spurgte unge under 30, hvordan de så på fremtiden. Og der var det 75 %, der sagde, de var bange for fremtiden blandt andet på grund af klimaforandringer. 

Det var over halvdelen der sagde, menneskeheden er fortabt. Og det var mere end hver tredje, der sagde, vi vil aldrig have børn, fordi vi ikke tror på, at verden bliver god.

Og jeg må sige, at jeg ikke synes det tjener noget godt, at sige, vi skal være bange for fremtiden. Heller ikke når det kommer til klimaforandringerne, fordi det er alvorligt, vi skal gøre noget ved det, men vi skal ikke lade os styre af frygt.

Vi skal tro på, at vi kan løse udfordringerne og lade være med at lytte til dem, der hele tiden siger, at vi skal være bange og angste – siger, vi skal gå i panik, siger, det er de ældre generationer, der har stjålet vores fremtid –, når det eneste, der er blevet stjålet, eller risikerer at blive stjålet, det er jo håbet. Håbet om en bedre fremtid.

Jeg håber, jeg kan give lidt håb tilbage. Ikke fordi jeg er jubeloptimist – jeg tror ikke på, at noget som helst nogensinde bliver perfekt –, men jeg tror nu, at tingene langsomt bliver bedre. Det synes jeg faktisk historien viser.

Der var engang, hvor vi mennesker var ved at udrydde alle hvaler i verden, fordi når vi skulle have varme og tænde for vores olielamper, så brugte vi hvalfedt. Det er vi stoppet med, fordi vi har fået gas og elektricitet. Og i dag har der aldrig været så mange hvaler i havene gennem de sidste 150 år.

Der var også engang, inden jeg var født i øvrigt, hvor vi red rundt på heste, og der var en hestepære overalt i København. Og det gjorde at folk blev syge, og man tænkte ved Gud, skal vi alle sammen dø af de her skide hestepærer? Men så opfandt vi biler, og så slap vi af med det problem. Nu har vi så det problem i dag, at bilerne de oser, de forurener; det benzin og diesel. Men en eller anden dag, når I er blevet lidt ældre og har fået jeres egne børn, så ville I kunne sige, tænk sig engang, gode kapitalister har udviklet gode, billige elbiler, og så [er] vi også sluppet af med det problem.

Og det er faktisk sådan, at vi kan håndtere klimaforandringerne. Det er ved at opfinde nye løsninger, udvikle nye teknologier og skabe en både en bedre, en grønnere og en friere verden.

Derfor undrer jeg mig lidt over, at der er nogen på Christiansborg, der har meget travlt med at sige, vi skal være bange, vi skal gå i panik. Og der er lidt en tendens til, at det er de samme personer, der selv mener at de er perfekte – at hvis bare de havde alt magt i samfundet, at de kunne bestemme hvad I skulle spise og hvad I skulle gøre i dagligdagen, hvis bare de kunne afskaffe kapitalisme, så ville alt være godt. 

Jeg er uenig. Jeg tror på, at vi skal udvikle os til en bedre verden, og vi ikke skal sige nej til økonomisk vækst og nej til nye ideer eller nej til kernekraft for den sags skyld. Det er en ren og en sikker og en billig energikilde, og jeg undrer mig lidt over, at der er nogen, der kan være imod kernekraft. Altså en ting er at der er nogen, der er imod frihed og økonomisk vækst – det er socialister jo, fred være med det –, men hvorfor i alverden skulle man være imod kernekraft? 

Det forstår jeg ikke. Ikke at jeg nødvendigvis ved, at kernekraft bare er det bedste for Danmark, men alle dem, der er imod kernekraft, ja, de aner faktisk heller ikke hvad de taler om.

Så måske skal vi være lidt mere ydmyge, sætte nogle eksperter til at undersøge, hvad er de bedste teknologier for at sikre en grønnere fremtid? Og så er jeg fuldstændig overbevist om, at hvis vi har en fordomsfri, optimistisk tilgang til tingene, hvor vi prøver at løse de problemer, vi står med i dag i stedet for at være bange for, hvad der rammer os i morgen, ja, så får vi en fantastisk fremtid. 

Så det er mit budskab til jer: Hav håb og tro på fremtiden – og tro på jer selv i øvrigt –, men I kan altid gå ind og se vores Du kan godt-kampagne, hvis I vil have noget af det pladder.

Det var det. Jeg tror, der er gået 3 minutter. 

Jeg ved at den næste taler, det er Ulrich Larsen, som har infiltreret Nordkorea og lavet en dokumentar om det. Det er vist [slet] ikke det, han skal tale om, men han er altså en ret imponerende gut, så ham synes jeg også, I skal lytte til. Og så kan I altid komme lidt længere ned senere og få en selfie. 

Tak for opmærksomheden.

Jeg læste forleden, at 75 % af ungdommen på tværs af mange forskellige lande mener, at fremtiden er skræmmende. 55 % mener, at menneskeheden er fortabt. Og 39 % ønsker ikke at sætte børn i verden pga. klimaforandringer

Hvem har dog indgydet den her frygt for fremtiden? Det er i hvert fald ikke noget, der står i FN’s klimarapporter. 

Det er ikke noget, som eksperterne siger.

Men alligevel er mange unge i dag ramt af en håbløshed hvad angår fremtiden og klimaforandringer. 

For der er nogle, som dyrker frygten. 

Ja, de fodrer angsten i jer med forfærdelige budskaber.

At verden er fortabt, at I skal gå i panik, og at de ældre generationer har stjålet jeres fremtid.

Men de har kun stjålet én ting fra jer: Håbet.

Og nu er jeg her for at give jer det tilbage.

Jeg er ikke jubeloptimist. Det går op og ned, og det går aldrig perfekt, men vigtigst af alt; det går jo nok alt sammen.

For det er sådan, vi gør som menneskehed: Vi finder løsninger selv på de værste problemer.

Engang var vi ved at udrydde alle hvaler, fordi vi brugte deres fedt i vores lamper. Så fik vi gas og elektrisk lys. Nu er der flere hvaler i havene, end der har været i cirka 150 år.

Engang var byerne ved at blive begravet i hestepærer, men så fik vi biler og busser. I dag er det faktisk meget sundere at gå på gaden i København, end det var for 150 år siden. Men bil-osen er her jo stadig.

Men en dag kan I fortælle jeres børn om dengang, vi døjede med bil-os, fordi bilerne kørte på benzin og diesel. Indtil gode kapitalister fik udviklet elbiler, der var gode og billige nok til, at alle kunne være med.

Og sådan bliver verden bedre. Skridt for skridt. Men den bliver aldrig perfekt. 

Men dem, som vil gøre jer bange, vil have jer til at tro på deres perfekte svar.

Nej til markedskræfter og kapitalisme – det er staten, der ved bedst og skal bestemme over, hvad du putter i din indkøbskurv. 

Nej til mere økonomisk vækst – så må de fattige bare finde sig i at blive ved med at være fattige. 

Og nej til kernekraft – for det er ikke lige sådan en ren, sikker og billig energi, det skal være.

Det sidste undrer jeg mig ret meget over.

Fair nok, at man ikke kan lide frihed og vækst – sådan er socialisme jo -, men kernekraft? Det er en energiform, der har stået for historisk store CO2-reduktioner i fx Frankrig og Sverige. Faktisk hurtigere, end vi selv har sat vindmøller op i Danmark. 

Uden kernekraft havde verdens CO2-udledning være langt større. 

Jeg ved ikke, om kernekraft er det rigtige for Danmark. Men det gør alle dem, der påstår, at kernekraft overhovedet ikke er det rigtige, heller ikke. 

Vi politikere skal passe på med at kloge os på alt muligt, vi ikke ved noget om.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance, at vi sætter nogle rigtige eksperter til helt fordomsfrit at kigge på, om kernekraft kunne være noget for os. Og jeg kan læse i dag, at 55 % af danskerne bakker op. Jo jo, håbet lever!

For det er sådan, vi fører klimapolitik: Med en fordomsfri tilgang til løsninger, der kan gøre verden bedre.

Og uden frygt og dommedagsretorik. Ikke fordi, der ingen problemer er, men fordi ingen problemer bliver løst med frygt og angst. I stedet for at bruge alt vores tid på at bekymre os om skrækscenarier i fremtiden, skal vi lægge vores kræfter i at løse de problemer, som faktisk kan løses. 

Derfor vil jeg slutte med et vers fra Matthæusevangeliet.

“Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”