Skip to content

Alex Vanopslaghs tale ved modtagelsen af Tingprisen

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Alex Vanopslagh
Formand for Liberal Alliance

Dato

Sted

Altingets Gård, København K

Tale

Tusind tak for den smukke pris. For de pæne ord. Det er jeg egentlig meget glad for, stolt over, beæret.  
Du nævnte jo selv, at Tingprisen har været uddelt til mange prominente navne gennem tiderne, og hver gang de har fået en pris, så har de jo simpelthen taget tigerspring i deres karriere. Så hvem ved, måske ender jeg som minister i en af Mettes mange, fremtidige regeringer – jeg ved det ikke. Det glæder jeg mig til at opleve, eller også så bliver det måske mere som Karsten Lauritzen, det skal jeg ikke kunne sige.  
Men jeg er i hvert fald utrolig glad for prisen. Og i samme ombæring, for nogle af de ting, som du fremhæver, er jo at forsøge at nytænke den politiske kommunikation, hvad enten det er et talkshow-inspireret koncept K.B. Hallen eller om det er en anderledes måde at kommunikere på sociale medier, så synes jeg også, det er på sin plads at rette en tak til de fantastiske medarbejdere, vi har i sekretariatet på Christiansborg, som kommer med gode ideer ofte – de er ikke allesammen gode, men mange gode ideer – og kreativitet og er med til at spille mig og mange andre god. Så det er jeg enormt glad for. 
Og så hæfter jeg mig ved to ting, du sagde. Det ene, det var det her med at nye politikere ikke nedbryder demokratiet, men er med til at forny det. Og det synes jeg egentlig også, at dagens nominerede er et levende bevis på. Altså at vi ofte ser løbende i dansk politik, at der kommer nogle nye personer ind, som man har aldrig hørt om før, men som gør et stort indtryk og en stor forskel. Sussi er et levende eksempel på det, Kira et andet. Det er jo fantastisk, [i] så ung en alder, allerede gøre det så godt. Og man kunne nævne mange andre fra Christiansborg, som også har været nævnt i dag – Jacob Mark, Monika Rubin og så videre – og det synes jeg egentlig er meget opløftende; at vores Folkestyre virker på den måde, at der kommer løbende nye, ofte unge mennesker ind, som rent faktisk gør det godt, at det ikke kun er de gamle ronkedorer.  
Så det var den ene ting, jeg hæftede mig ved. Det andet var jo så det her meget velvalgte citat, hvor jeg omtalte min vennekreds fra min ungdom, som en kreds, hvor jeg jo nok følte mig lidt som den fornuftige i flokken, men at det ikke sagde noget om mig, men om flokken. Og sådan har jeg det jo stadigvæk, når jeg går til gruppemøde i Liberal Alliance, så det er jo passende, at tingene ikke skal ændre sig. Nej, men tusind tak for prisen. 

Kilde

Kilde

Transskriberet af Danske Taler

Kildetype

Transskription

Ophavsret

Tags