Skip to content

Alexander Winstrøm Yttesens studentertale

Palle Johansen / Mørkøv Foto

Om

Dato

Sted

Allerød Gymnasium

Tale

Kære ansatte, kære forældre og ikke mindst, kære studenter.
Nu står vi her, efter 3 års fængsel, undskyld jeg fik lige noget galt i halsen, efter 3 års længsel, og 3 års hårdt arbejde, så er dagen kommet hvor vi for sidste gang går ud af AG’s hovedindgang, nu ikke som elever, men nu som studenter.
Derfor vil jeg sige af hjertet tak, tusind tak mine kære medstudenter, tak for 3 fantastiske år. 3 år der har budt på opture, nedture og de mange 4-modulers dage, vi har måttet kæmpe os igennem. Jeg tror at Meny er os evigt taknemmelige for alle de penge vi har brugt på booster, monster og espressoshots, som har været nødvendigt for vores overlevelse. Uanset hvad har vi kæmpet os igennem denne tre år lange krig, hvor vores modstandere har været de mange lektier som skulle laves dag på dag på dag. Det har været de utallige afleveringer som syntes at formere sig til flere og flere. Og det har været de tre større skriftlige opgaver, DHO, SRO og SRP, som endelig er overstået.
Men vi har kæmpet og fightet imod dem – til det punkt hvor vi nu står tilbage som sejrherrer. Og ligesom i det antikke Grækenland, har vi nu fået vores belønning, vores krans, den hue som nu sidder på vores hoveder, er beviset på at vi vandt. 
Men selvom vi har besejret afleveringerne, så er det også en vemodig sejr. Fordi vi skal samtidig sige farvel til det der kan kaldes for vores andet hjem. Vi skal sige farvel til AG. 
Vi skal sige farvel til alt det som AG og AG-ånden har bidraget med de seneste tre år. Der er jo f.eks… Og så er der jo også… eller…
Ej, spøg til side. Jeg husker da Sehgal Group kom til AG. Kantinen blev malet sort, der kom flere drikkevarer, der kom bedre mad og ikke mindst bliver man altid mødt med et smil når man går forbi. 
Vi skal jo også sige farvel til de mange klubber og udvalg der har sørget for at livet udenfor skolen aldrig har været kedeligt. Det betyder at vi skal sige farvel til AG-lounge.
Vi kommer ikke til at have flere casino-aftener, ikke flere spil-aftener, og ikke flere film-aftener. Vi skal også vinke farvel til talentcafeerne, til musicalen, og de mange andre fede koncerter. 
AG-League er også slut nu, skønt nåede jeg aldrig selv at deltage, men som tilskuer var det en fornøjelse at opleve. Mon ikke vi kan lave en aftale med idrætslærerne, om at vi kommer igen næste år. Jeg tænker at der er nogen der lige skal sætte 2.t på plads.
Nu ved jeg godt, at ikke alle herinde kan huske alle AG-fester, men det er stadig trist at tænke på, at der er ikke vil være flere for os. Nu kan vi jo kun glæde os til galla næste år, hvor vi er inviteret.
Alt i alt, så har AG været 3 dejlige år for os, og selvom mange af jer, nok tænker at det er fedt at havde afsluttet gymnasiet, så tror jeg stadig i vil savne AG. Gymnasiet bliver jo kaldt ”de tre bedste år i vores liv” og det er lige præcis sådan jeg har det.
Til slut, vil jeg gerne takke administrationen og ikke mindst vores allesammen rektor Anders. Det har været en fornøjelse at gå her på AG under jeres ledelse. Det kan godt være vi ikke altid har været enig i jeres beslutninger, host host firewallen, men i har stadig sørget for at det har været trygt og rart at gå her.
Jeg vil også gerne sige tak til vores lærere. Uden jer, ville vi ikke stå her i dag. I har sørget for, at dagene aldrig har været ens, at hver ny dag bød på nye udfordringer, ny viden og nye øjeblikke vi kan se tilbage til. Selvom vi ikke altid har været enige i jeres undervisning, at fagene ikke altid har været lige sjove, så ved vi at i altid har tænkt det bedste for os, og altid ville have det bedste ud af os. Tak for tre gode år.
Og ikke mindst, mine kære fantastiske medstudenter. Vi fucking gjorde det! Jeg ved godt at man ikke skal bande i taler, men det er kun en gang i sit liv at bliver student. Vi fucking klarede det. Hvis vi kan klare gymnasiet, så kan vi klare alt. Hvem ved, måske sidder den næste statsminister her i badekarret, eller den næste popstjerne, måske finder vi den nye Messi, det kan være at den næste Marie Curie sidder ved siden af dig lige nu.
Uanset hvad så skal I ud nu, følge jeres drømme, leve i nuet, i skal drikke, i skal feste, i skal fejre at i har fået huen på. I skal leve et liv i aldrig vil glemme, så når den dag, hvor i bliver til en grøntsag kommer, så vil i sidde og huske tilbage på alle de højdepunkter og øjeblikke i har oplevet.
Jeg vil slutte af med et citat fra filmen ”Shawshanks Redemption”: ”I guess it comes down to a simple choice, really. Get busy living or get busy dying” 
Så min kære medstudenter, lev livet til jeres fulde, og ikke mindst, sidste student ved springvandet skylder shots til hele årgangen:)

Tusind Tak

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags