Jeg mener, at vi i Danmark skal være bedre til at tage imod nytilkommere. Som det er nu, forlanger vi for meget af dem, der kommer til landet og forventer alt for lidt af os selv.
Jeg vil gerne dele en lille fortælling med jer, om en pige, som startede i min gymnasieklasse i 3.g. Den her pige, lad os kalde hende Sofie, gjorde meget for at passe ind, og for at blive en del af vores tætte klassekultur. Sofie blev rimeligt hurtig en del af fællesskabet i klassen. Ikke kun fordi hun passede ind, men fordi
VI gjorde en indsats for at få gjort plads til hende, og acceptere hende som et medlem af vores klasse.
Sådan burde det være i vores samfund. Vi danskere burde gøre en aktiv indsats for at give nytilkommere plads i vores samfund, og ikke kun forvente en indsats fra dem. Det burde være en aktiv indsats fra begge parter.
Hvis vi ikke gi’r nytilkommere plads, hvis vi ikke imødekommer dem med et smilende ansigt, og en invitation til kaffe, hvordan skal de så nogensinde finde sig en plads og blive en del af samfundet?
Hvis vi i min klasse ikke havde inddraget Sofie i gruppearbejdet, inviteret hende med ud på pigehygge eller lukket hende ind, så var hun ALDRIG, og jeg mener ALDRIG blevet en del af klassen.
Da Sofie startede i vores klasse, havde vi INGEN fordomme om, hvem hun var som person. Derfor bød vi hende velkommen, i håbet om at lære hende at kende.
Og gudskelov for at vi gjorde det, for hun bidrog så ufatteligt meget til fællesskabet i klassen.
I folkeskolen har vi sikkert alle hørt læreren sige noget i retning af: “Kæreste 5.a, i morgen starter en ny elev i jeres klasse, så vi skal tage godt imod Peter. Han kommer fra en skole, hvor han blev mobbet. Så 5.a, jeg vil bede jer om, at byde ham velkommen med åbne arme og med et smil på læben.”
Det her er den korrekte tilgang. Det er sådan vi skal fortsætte med at undervise eleverne i vores folkeskoler. Så hvorfor har vi ikke lært det endnu? Hvorfor gør vi det ikke i vores samfund?
“Kæreste Danmark. I morgen får vi et nyt medlem af det her land. Ali er flygtet fra krig, død og ødelæggelse og kommer til Danmark for at få en ny start, så lad os huske at tage godt imod Ali, med åbne arme og et smil på læben.”
[Pause]
Hvorfor skulle Danmark så ikke tage godt imod Ali?
Men svaret har jeg allerede, og svaret er enkelt: Vi frygter det, vi ikke kender.
Så hvorfor ikke lære Ali at kende, som vi lærte Sofie og Peter at kende?
Hvorfor ikke byde Ali velkommen uden fordomme, som vi bød Sofie og Peter velkommen?
Hvorfor ikke give Ali en plads ved vores bord, som vi gav Sofie og Peter plads?
Hvem ved, måske kunne Ali bidrage til samfundet, som Sofie og Peter bidrog til fællesskabet i deres klasser.
Måske kunne Ali gøre vores lille Danmark, til et lidt bedre sted.
