En østers kaktus’ erfaringer
Hjem er et ord, jeg har haft svært ved at identificere mig med i lang tid.
Hej, jeg hedder Anders Junker. Jeg kommer fra Brønshøj og er 17 år gammel.
Jeg er vokset op i den typisk “lykkelige” kernefamilie med en mor, far og lillebror. Gennem min barndom var hjem, det sted jeg boede, og hvor jeg var sammen med min familie. Jeg voksede op med forældre, som var kærlige og omsorgsfulde, og som viste mig de familieværdier jeg nu har taget nært til mig.
Mit liv skulle dog ikke forblive uændret. Da jeg var cirka 12 år gammel, blev mine forældre skilt. Det tog hårdt på mig, fordi jeg er vokset op med mine familieværdier, som fortæller mig at et hjem er en mor, far og lillebror.
Følelsen af vrede og irritation, som skilsmisser ofte medfører, er en følelse som kan være svær at forstå for de fleste børn. Børn har flere forskellige måder at reagere på.
Ifølge familieretshuset kan børn kategoriseres under 6 kategorier fx. kan man finde østers børn og kaktus børn. Det skal forstås i den forstand, at østers børn lukker sig sammen og bliver stille, imens kaktus børn stikker fra sig. Når det så er sagt, ville man i 9 ud af 10 tilfælde finde børn som har tendenser fra flere af kategorierne.
Og når du så er blevet konstateret en østers-kaktus, og føler du står i dit livs største krise, og har det lidt som en gummibåd i en orkan uden nogen pejling eller kurs - hvad gør du så?
Jeg var selv i den håbløse situation, hvor alt ser sort ud. Jeg døjede meget med mixed emotions, som i virkeligheden bare var en stor blanding af tristhed, vrede og manglende forståelse for, hvorfor det lige skulle gå ud over mig. Men problemet er, at jeg ikke er den eneste. Halvdelen af alle børn har skilte forældre, og det er alt for mange. Det er forfærdeligt for forældrene, når de ikke elsker hinanden mere, men det er værre for børnene, som nu står med en kæmpe indre konflikt om loyalitet, kærlighed og troskab. Jeg har selv levet i den konflikt og gør til én vis grad stadigvæk den dag i dag.
Mine forældre blev skilt, og det var for mig en svær periode, og det som man ofte spørger sig selv om, i sådan en situation er: Hvordan kommer jeg videre? Min konklusion, ud fra hvad jeg har oplevet, er at du aldrig rigtig kommer over det. I stedet må man acceptere det, og lære at tænke på, hvad der er bedst for dig selv. Du er nødt til at påtage dig rollen som ham den irriterende, selvglade person, som alle havde i deres klasse. For mit vedkommende var det svært at tænke på mig selv. Jeg havde svært ved at prioritere mine egne følelser, fordi jeg stadig havde håbet om at min familie kunne vende tilbage til den typisk lykkelige familie, som jeg savner så meget.
Som en klog person engang sagde til mig: “Man skal ikke prøve at fikse et toilet hvis man ikke er VVS'er”.
Jeg blev hurtigt familiens VVS’er, men med tiden indså jeg, at det ikke er en rolle, et barn nogensinde skal have. Jeg var den uerfarne VVS’er, som prøvede at fikse mine forældres forhold. Det tog mig lang tid at forstå, at det bedste man kan gøre for at holde min familie sammen, var at give slip på drømmen om, at de ville finde sammen igen. Jeg er ikke ked af at have mistet den drøm, jeg tænker mere på det som en frigørelse, så jeg kan tænke mere på mig selv, i stedet for at prøve at hjælpe alle andre.
Hjem er et ord, jeg har haft svært ved at identificere mig med i lang tid.
Hej, jeg hedder Anders Junker. Jeg kommer fra Brønshøj og er 17 år gammel.
Jeg er vokset op i den typisk “lykkelige” kernefamilie med en mor, far og lillebror. Gennem min barndom var hjem, det sted jeg boede, og hvor jeg var sammen med min familie. Jeg voksede op med forældre, som var kærlige og omsorgsfulde, og som viste mig de familieværdier jeg nu har taget nært til mig.
Mit liv skulle dog ikke forblive uændret. Da jeg var cirka 12 år gammel, blev mine forældre skilt. Det tog hårdt på mig, fordi jeg er vokset op med mine familieværdier, som fortæller mig at et hjem er en mor, far og lillebror.
Følelsen af vrede og irritation, som skilsmisser ofte medfører, er en følelse som kan være svær at forstå for de fleste børn. Børn har flere forskellige måder at reagere på.
Ifølge familieretshuset kan børn kategoriseres under 6 kategorier fx. kan man finde østers børn og kaktus børn. Det skal forstås i den forstand, at østers børn lukker sig sammen og bliver stille, imens kaktus børn stikker fra sig. Når det så er sagt, ville man i 9 ud af 10 tilfælde finde børn som har tendenser fra flere af kategorierne.
Og når du så er blevet konstateret en østers-kaktus, og føler du står i dit livs største krise, og har det lidt som en gummibåd i en orkan uden nogen pejling eller kurs - hvad gør du så?
Jeg var selv i den håbløse situation, hvor alt ser sort ud. Jeg døjede meget med mixed emotions, som i virkeligheden bare var en stor blanding af tristhed, vrede og manglende forståelse for, hvorfor det lige skulle gå ud over mig. Men problemet er, at jeg ikke er den eneste. Halvdelen af alle børn har skilte forældre, og det er alt for mange. Det er forfærdeligt for forældrene, når de ikke elsker hinanden mere, men det er værre for børnene, som nu står med en kæmpe indre konflikt om loyalitet, kærlighed og troskab. Jeg har selv levet i den konflikt og gør til én vis grad stadigvæk den dag i dag.
Mine forældre blev skilt, og det var for mig en svær periode, og det som man ofte spørger sig selv om, i sådan en situation er: Hvordan kommer jeg videre? Min konklusion, ud fra hvad jeg har oplevet, er at du aldrig rigtig kommer over det. I stedet må man acceptere det, og lære at tænke på, hvad der er bedst for dig selv. Du er nødt til at påtage dig rollen som ham den irriterende, selvglade person, som alle havde i deres klasse. For mit vedkommende var det svært at tænke på mig selv. Jeg havde svært ved at prioritere mine egne følelser, fordi jeg stadig havde håbet om at min familie kunne vende tilbage til den typisk lykkelige familie, som jeg savner så meget.
Som en klog person engang sagde til mig: “Man skal ikke prøve at fikse et toilet hvis man ikke er VVS'er”.
Jeg blev hurtigt familiens VVS’er, men med tiden indså jeg, at det ikke er en rolle, et barn nogensinde skal have. Jeg var den uerfarne VVS’er, som prøvede at fikse mine forældres forhold. Det tog mig lang tid at forstå, at det bedste man kan gøre for at holde min familie sammen, var at give slip på drømmen om, at de ville finde sammen igen. Jeg er ikke ked af at have mistet den drøm, jeg tænker mere på det som en frigørelse, så jeg kan tænke mere på mig selv, i stedet for at prøve at hjælpe alle andre.