Skip to content

Anders Fogh Rasmussens tale som nyvalgt næstformand for Venstre

Wikimedia Commons

Om

Taler

Anders Fogh Rasmussen
Nyvalgt næstformand

Dato

Omstændigheder

Forfatterens indledning: Ved Venstres landsmøde 1984 blev udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen valgt til formand for Venstre, da Henning Christophersen forlod dansk politik for at blive EU-kommissær. Året efter blev Anders Fogh Rasmussen valgt som næstformand. På samme landsmøde præsenterede han debatoplægget til en ny, liberal politik under overskriften “Fra velfærdsstat til velfærdssamfund.” Vi tror på, sagde han, at økonomisk frihed skaber mest velfærd. Men vi ønsker også et stærkt fællesskab – om de bærende værdier i vort samfund. Allerede på det tidspunkt var Venstre i gang med omlægningen fra smalt landboparti til bredtfavnende folkeligt parti. 
Hvis der er foretaget udeladelser i talerne, er dette markeret med (...).

Tale

EN NY LIBERAL STRATEGI 
OVERALT I VENSTRE er vi i gang med idé-debatten. Vi har udsendt debatoplægget “Fra velfærdsstat til velfærdssamfund”.
Det er et ny-liberalt oplæg. Med dette oplæg er Venstre ideologisk place- ret lige langt fra det socialdemokratiske formynderi som fra den tøjlesløse urskovs-liberalisme. 
Venstre ønsker markedsøkonomi, fordi vi tror på, at økonomisk frihed skaber mest velfærd. Men Venstre ønsker også et stærkt fællesskab i samfundet. Et fællesskab om de bærende værdier i vort samfund. 
Vi har brug for større økonomisk frihed. Det danske samfund er stadig hæmmet af for mange restriktioner, for høje skatter, centralisme og organisationsvælde. 
Ny fremdrift i Danmark kræver mere liberal politik og mindre socialdemokratisk – mere markedsøkonomi og mindre regulering. 
Når underskuddet på statsbudgettet er fjernet, bør vi gradvis sænke skat- tetrykket. De offentlige udgifter skal holdes uændrede. 
Den direkte statsstøtte til erhvervslivet bør afvikles. Til gengæld skal virksomhederne have lov til at beholde en større del af overskuddet, så de kan klare sig selv. 
Vi skal modernisere den offentlige sektor. 
(...) 
Der er brug for nytænkning i miljøpolitikken. 
Vi skal give miljøpolitikken et mere internationalt perspektiv. Udenlandske virksomheder bør opfylde de samme miljøkrav som danske virksomheder – ellers bliver der ulige konkurrencevilkår. 
Vi skal styrke den folkelige forståelse for miljøbeskyttelsen. De praktiske miljøproblemer skal løses så lokalt som muligt. 
Vi skal lægge vægten på et positivt samvirke mellem virksomhederne om at løse miljøproblemerne. Det kræver en mere enkel og mere forståelig miljølovgivning. 
På dette grundlag vil Venstre føre en offensiv miljøpolitik. Vi må dokumentere, at erhvervs- og miljøhensyn ikke er modstridende. 
Vi må alle kræve et rent miljø. Vi har et ansvar for at give en ren natur videre til vore børn. Miljøbeskyttelsen bliver én af de kommende års vigtigste opgaver. 
(...) 
Venstre vil skabe bedre vilkår for børnefamilierne.  
Skattesystemet skal tage hensyn til børnefamiliernes større forsørgerbyrde.
Arbejdsmarkedet skal gøres mere familievenligt. 

Familierne skal have større valgfrihed med hensyn til, hvordan børnene skal passes. 
I den socialdemokratiske velfærdsstat er de sociale opgaver blevet “løst” ved at bygge institutioner, ansætte professionelle behandlere og levere gratisydelser. 
Der er skabt et behandlersamfund, hvor mange mennesker føler sig umyndiggjorte og klientgjorte. Det er socialstaten. 
Den liberale model er anderledes. Vi vil give borgerne valgfrihed mellem de offentlige institutioner og alle mulige private alternativer. De offentlige tilskud bør gives til brugerne i stedet for til institutionerne. 
(...) 
Der er brug for ny-liberale reformer i de kommende år: Vi skal have større frihed til at tjene penge, sætte nye ting i værk, skabe vækst.  
Den personlige ejendomsret skal styrkes. 
Men denne frihed skal være tæt forbundet med et ansvar overfor fællesskabet – bl.a. et ansvar for at skabe et rent miljø, et ansvar for at hjælpe de svagest stillede i samfundet og et ansvar for at udvikle de danske kulturværdier. 
På dette grundlag kan vi fortsætte idé-debatten i Venstre.

Kilde

Kilde

Bjørnkjær, Ejvin (red.). 30 TALER – 30 ÅR Anders Fogh Rasmussen Udvalgte taler 1976-2006, Jepsen & Co, 2006

Kildetype

Dokumentation i bogværk

Ophavsret

Tags