For kun få dage siden stod jeg i rådhushallen og ønskede tillykke til 110 nye danske statsborgere, og det var som altid en festlig og glædelig dag med smil og glade ansigter over hele linjen.
En dag hvor vi fejrede deres ja til et åbent, frit og lige samfund – og til vores grundlov og de rettigheder den giver os som ytringsfrihed, religionsfrihed. Retten til at tænke frit og engagere sig politisk.
Men det var også en dag, hvor jeg brugte lejligheden til at pointere, at deres ja til alle vores frihedsrettigheder også er et ja til at indgå et forpligtende fællesskab, hvor man efter bedste evne forventes at bidrage aktivt til samfundslivet og ikke mindst til at respektere de værdier, vi i Danmark har bygget vores samfund op omkring.
For med enhver frihed følger også et ansvar til at forvalte den – og respektere andres ret til friheden.
Og når vi er samlet her i dag for at snakke om negativ social kontrol, er det fordi, at det er der nogen, som ikke har forstået … eller værre endnu … nogen som ikke vil acceptere.
Og så ved jeg godt, at negativ social kontrol også findes hos os etniske danskere.
At der også er pæredanske mænd, der bedriver psykisk vold, stalking og anden chikane overfor nøjagtig lige så pæredanske kvinder, men vi kommer ikke udenom, at der er et særligt problem i visse dele af vores miljøer med anden etnisk herkomst – og det er fuldstændigt uacceptabelt.
For mig er det glædeligt, at vi de seneste år har set stramninger af både lovgivning og strafferamme i forhold til fx stalking og psykisk vold.
Vi skal som samfund skride hårdt og markant ind, når der begås overgreb – både af psykisk og fysisk karakter – og vi skal også samtidigt sende et kraftigt signal om, at det vil vi på ingen måder tolerere.
Men det er desværre ikke gjort med det, og det er langt sværere både at gribe ind og håndtere, når overgrebene – den negative sociale kontrol – er resultatet af hele miljøer.
Når det ikke blot kan isoleres til et enkelt afvigende individ, men når der er tale om hele grupper, som aktiv modsætter sig eller ligefrem modarbejder den enkeltes frihed.
Friheden til at vælge sin kæreste selv, friheden til at have og udfolde sin seksualitet, som man ønsker, friheden til at bo hvor – og som – man har lyst eller friheden til at vælge sin kæreste eller mand fra.
Og hvor dejligt eller nemt det end ville være, så tror jeg ikke på, at der findes nogle lette løsninger. Intet quickfix.
Men jeg tror på at vi kan gøre noget – som samfund, som frivillig organisation, men også blot i os selv.
Som samfund ved at fortsætte den indsats vi også gør her i Aarhus med at bryde de stivnede og forstokkede miljøer ned.
Lave fysiske forandringer og boligsociale indsatser, der understøtter en blandet befolkningssammensætning, skaber sammenhæng i vores by og stimulerer mulighederne og lysten til selvstændige liv.
I kraft af organisationer og deres indsats; som ”Søstre imod vold og kontrol” der vedvarende sætter spot på
problemstillingen – præcis som I gør det i dag.
Samtidigt med, at I både er rollemodeller, give styrke og støtte og hjælper kvinder som nærmest bogstaveligt er fanget ind i mønstre, de kun ønsker at bryde fri af.
Og som enkeltindivider ved at vi hver især – dig og mig – efter bedste tager vores ansvar på os overfor hinanden.
At vi ikke sætter kikkerten for det blinde øje, når vi konfronteres med negativ social kontrol.
Og under det hele ligger det allervigtigste!
At vi handler … som samfund, som frivillig organisation, som enkelte individer, selvom det er både svært og følsomt. At vi tør blande os, når vi oplever noget, der får alle advarselslamperne til at blinke rødt
Ikke med bål og brand, men med nærvær, indføling og omsorg.
Ved at stille spørgsmål, ved at interessere os, ved ikke at holde vores bekymring og tanker for os selv.
For én ting ved vi … hvor svær en situation ofrene for negativ social kontrol er i.
Hvor følsomt og tabubelagt emne det. Hvor meget skam og skyld, der kan være involveret – og derfor også hvor svært det kan være selv at tage det første skridt og bede om hjælp, række ud og række ud til nogle totalt fremmede, en myndighed – ja selv til menneskerne man kender.
Ofrene har brug for al den hjælp, vi kan tilbyde.
Derfor også en stor og varm tak til hver enkelt af jer for hver dag at kæmpe for at gøre en forskel for andre.
For at sikre emnet opmærksomhed, for den konkrete hjælp I yder og for at være de rollemodeller, I er.
Vi har brug for jeres indsats - for kun sammen skaber vi forandring, men så kan vi også.
Glædelig kampdag.