Skip to content

Andreas Krogsbølls 1. maj-tale

Noah Thilemann

Om

Taler

Andreas Krogsbøll
Aktiv i Blik og Rør Ungdom og DSU

Dato

Tale

I Danmark er der plads til alle.
Lige på nær dig.
Dig som er lærling, dig som er elev og dig, som vil have en håndværksmæssig uddannelse.  
Vi har desværre opbygget en usynlig mur af uddannelsessnobberi. 
På trods af en kultur her i landet, der bygger p,å at vi dygtiggør os og derpå løfter samfundet i flok.
Det sker igennem vores uddannelser.
Men alle uddannelser er ikke lige.
Der ser vi blandt andet i de boligtilbud, vores studerende får.
For mange er drømmen nemlig at bo på campus, kollegie eller finde en studiebolig med vennerne.
Men går du i lærer som håndværker. Så er døren måske ikke åben.
Min nyankomne kollegaer, møder op på byggepladsen klokken lort om morgen
Ja. Før fanden får sko på! De griber værktøjet og knokler for at bygge samfundet op.
Arbejdsbukserne er måske beskidte, men hvis ikke døren bliver åbnet op for os alle. Kan I jo bare selv bygge den.
Fællesskaber som studiefester og fredagscaféer er et svært puslespil for erhvervsskolerne. For vi er mere ude i praktik, end vi sidder i klasseværelset.
Derfor oplever vi ikke fællesskabet med vores kammerater på tværs af firmaerne. Det kunne vi jo få, hvis vi måtte bo med de andre på kollegiet.
Det lyder måske som brok, men det er også vigtigt for samfundet, at vi blander os. 
For det hjælper til en bedre forståelse for hinanden, og hvad vi går igennem, NÅR VI uddanner os. Derved sænker vi også misforståelser og snobberi blandt fagene. 
Hvor hårdt det kan være at kravle op og ned ad stilladset, med tungt værktøj og materialer i regnvejr en kold og mørk januar morgen.
Hvor frustrerende det er at ønske at undervise andre, men blive spist af med en underviser, der ikke har de faglige kompetencer til at dygtiggøre sine lærerstuderende i praktikken.
Hvad det vil sige at sidde bag skrivebordet på kommunen og konsekvensen ved at fjerne, beklager udtrykket, de kolde hænder som ellers så behageligt for os andre sikre os pas og hjælp, når kommunens nye labyrint af et it-system ikke er til at finde rundt i.
Vi kan lære meget af hinanden, når vi blander os.
Så om vi er ufaglært, står med svendebrev eller har en doktorgrad med et diplom over skrivebordet. Så er det den kvalitet, vi viser frem i vores fag, og ikke vores uddannelses papir eller mangel på samme, der skal afgøre, hvem der er bedst. Vi bor under samme tag, og i Danmark skal vi vise den kvalitet, vi kan levere. Drop det snobberi om, hvem der har den flottest baggrund eller det største diplom. 
Så lad nu døren stå åben for alle, ellers må I bygge den selv.
God kampdag.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags