Andy Hausers tale til Kulturmødet

A leaf falls from a tree. 

A boy walks by, coming home from school, shoulders down, exhausted. 

He doesn't see the leaf.  

To him, a leaf is… just a leaf—and leaves fall all the time. 

He lives his life like this—walking past the tree, day after day, somewhat aware of its existence but unconscious in his relation to it. 

But that tree is magical. 

He doesn't know it yet, but that tree is not supposed to whither. 

Its leaves are not supposed to fall.

I was in my early teens when my mother took me out of school for a few months. 

Every morning I would get tics that escalated into epileptic seizures. I would scream uncontrollably, as loud as my body allowed me, and I would push my hands into my head, cramping until I fell down on the floor. 

I had episodes where I couldn't remember my name or how to do basic functions, like walking or urinating; all I could remember 

was the fact that my mother was 

indeed my mother. 

My mind had disassociated itself from the world because I couldn't see my tree. I couldn't see that my leaves were falling. 

But I had music.

I've always been drumming; playing on the kit and various hand drums, on furniture, on my body. 

I didn't know it then, but now I see that this was my way of voicing how I felt. 

My frustrations. 

My sadness. 

Anger. 

My artistic outlet could have been dance, or weaving, or sculpting with clay. 

It could have been a martial art, table tennis, or the art of public speaking. 

But my body chose drumming. 

The psychological breakdowns I experienced continued in some form or another up until my early twenties, but giving myself to the arts—to music, to writing—as a guest and as an artist—has saved my life. 

Because three years ago, when I broke down again, with depression, with suicidal tendencies, my body chose writing, and so I started writing a novel, 

and never in my life 

have I felt 

more at home. 

More at peace. 

Drumming and listening to music allowed me to hear the leaves in the wind. 

Reading and writing brings them to light, so I can see them falling. 

A boy discovers magic;

in music;

in words;

in paint. 

He approaches the canvas, dips his brush in color, and he paints a tree. 

It's a tree he knows well—a tree he walks by on his way home from school—and even though he doesn't quite remember what the tree looks like, he paints a leaf, falling. 

And this time he sees it. 

Et blad falder fra et træ. 

En dreng går forbi på vej hjem fra skole. Tunge skuldre. Udmattet.

Han ser ikke bladet.

For ham er bladet bare… et blad, og blade falder hele tiden.

Sådan lever han sit liv—går forbi træet dag efter dag, bevidst om dets eksistens, men ubevidst om hans relation til det.

Men dette træ er magisk.

Han ved det ikke endnu, men det træ bør aldrig visne.

Dets blade bør aldrig falde.  

Jeg var ung teenager, da min mor tog mig ud af skolen i et par måneder.

Hver morgen stod jeg op med tics, som eskalerede til epileptiske anfald.

Jeg skreg og skreg så højt jeg overhovedet kunne, mens jeg pressede mine hænder mod mit hoved, krampede op og faldt.

Jeg havde anfald, hvor jeg ikke kunne huske mit navn, eller hvordan man gør de mest almindelige ting som f.eks. at gå på to ben eller at urinere.

Alt, jeg kunne huske, var, at min mor var min mor.

Mit sind havde frakoblet sig den fysiske verden, fordi jeg ikke kunne se mit træ.

Jeg kunne ikke se, at mine blade var ved at falde af.

Men jeg havde musikken.

Jeg har altid trommet: leget på trommesættet og på forskellige håndtrommer, på møbler og på min krop.

Jeg var ikke bevidst om det dengang, men nu kan jeg se, at det var sådan, jeg bedst kunne udtrykke mine følelser. 

Min frustration.

Min tristhed.

Vrede.

Jeg kunne have udtrykt mig med dans, med vævning eller med ler.

Jeg kunne have udtrykt mig med kampsport, med tennis eller med taler som denne. 

Men min krop valgte trommerne. 

De mentale nedbrud, jeg oplevede, fortsatte i mildere form op gennem mine tyvere, men de kunstneriske udtryksformer—musikken… skrivekunsten—både som gæst og som udøver—har reddet mit liv.

Fordi for tre år siden, da jeg brød sammen igen med depression og selvmordstendenser, valgte min krop skrivekunsten.

Jeg begyndte at skrive en roman, og aldrig i mit liv har jeg følt mig mere hjemme. 

Mere fredfyldt.

Trommerne og musikken lod mig høre bladene i vinden.

Bøgerne og skrivekunsten bringer dem til lyset, så jeg kan se, når de falder.

En dreng opdager magi;

I musik;

i ord;

i malerkunst.

Han går hen til lærredet, dypper sin pensel i malingen og maler et træ.

Det er træ, han kender—a træ, han går forbi på vej hjem fra skole—og selv om han ikke helt husker, hvordan træet ser ud, så maler han et blad, der falder.

Og nu ser han bladet.