Kære formand, kære bestyrelse, kære med legat-modtagere, kære gæster,
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke for den ære, det er at modtage Henning Larsens Hæderslegat. Det er meget overvældende. Jeg går jo rundt ude i verden og taler ind i et kamera eller står på scenen og styrer debatter – det er et fragmenteret og i sin essens ensomt job. Jeg føler mig ofte som Don Quijote, der kæmper mod vindmøller, når jeg taler den gode arkitekturs sag i en verden, der for det meste – og i stigende grad – er fokuseret på noget helt andet. I mine mørke stunder ser jeg mig selv som en naiv drømmer, der kæmper fuldstændig forgæves mod kynisk realpolitik og de rå markedskræfter. Som en lille hidsig pekingeser, der bjæffer af en kæmpe rottweiler, som knap nok ænser dens eksistens. Jeg tænker helt paranoidt, at der bliver grinet af mig i krogene og rystet på hovedet over, at jeg fremturer.
Men så får jeg en fredag eftermiddag efter en virkelig hård arbejdsuge sådan et opkald fra Kent, om at jeg modtager dette legat – og pludselig giver det hele jo mening! Så har det jo nyttet noget, det hele.
Det betyder virkelig alverden for mig at modtage anerkendelse fra min egen stand, som jo er den, der også står for skud, når jeg folder mig ud – så tak for det.
Og jeg må i den sammenhæng også takke de mennesker, som jeg arbejder tæt sammen med – for selv om det kan se sådan ud, så er der tit gode kræfter bag. Her vil jeg især gerne takke Inge Lise Andersson fra Dansk Arkitektur Center og Narin Korkmaz fra Danmarks Radio.
Og til sidst vil jeg gerne takke min dejlige mand, Benjamin Weber – som rent faktisk arbejder som arkitekt – for uvurderlig sparring og stor tålmodighed.
TAK!