Mere virkelighed ind i læreruddannelsen
Kære alle sammen
Jeg tror, alle har en historie om en lærer, der på en eller anden måde har gjort en forskel for os. En lærer, der så vores talent, støttede os i en svær tid eller gjorde os nysgerrige efter at lære mere.
Flemming, min klasselærer, var sådan en lærer. Vi havde ham i dansk igennem 7 år. Han var et trygt og sikkert anker for os. Han var god til at formidle, og så var han tilstede i klasseværelset og gjorde det hyggeligt og sjovt at lære.
Alle børn fortjener en superlærer som Flemming. Den slags lærere er vigtige for sammenhængskraften i vores samfund. Det er dem, der har vores børn i hænderne i 10 år i træk. Det er dem, der skal give vores børn et solidt fundament af faglighed. Og det er dem, der skal udvikle vores børn til at blive kloge, selvstændige og kritiske unge.
Lige om lidt er det jeres tur som lærerstuderende. Og jeg er glad for, at I har taget initiativ til konferencen her, så vi kan få talt om, hvordan vi i fælleskab former fremtidens læreruddannelse.
I vil have mere, det er godt
Som I måske ved, har jeg været rundt i landet for at få læreruddannelsen mere ind under huden. For min holdning er, at jeg gerne vil se – med egne øjne – hvordan det står til, inden jeg konkluderer, hvad vi eventuelt skal forandre.
Mit indtryk er, at rigtig mange af jer gerne vil ud og være superlærere. I brænder for at undervise alle slags børn. I er ikke bare optaget af fagfagligheden, men også af at inspirere vores børn gennem god formidling.
Og når jeg spørger, hvad der kan være anderledes, så hører jeg egentlig mere end noget andet; at I gerne vil have mere. Mere undervisning, mere praktik, mere læring.
Det er en stor gave, at vi har en studentergruppe, der er så engageret. Så er det vores opgave som politikere at sørge for at imødekomme jer på jeres ønsker så godt, vi kan.
Bedre kobling mellem teori og praksis
Der er særligt én ting, som jeg har lagt mærke til, når jeg har været rundt på de forskellige uddannelser. Ligegyldigt hvor jeg kommer – om det er i Hjørring, Vordingborg eller København – så oplever jeg, at der er et ønske om at få læreruddannelsen tættere knyttet til praksis.
Mange lærerstuderene er bekymrede for at komme ud i deres første job. Om de er klædt godt nok på. Det kan jeg godt forstå. Det er en kompleks opgave at være lærer i dag.
Jeg var selv i praktik med Knud, der var i praktik som kemilærer. Så bliver det næsten ikke mere "meta" end det. Det var sidste mandag, at jeg var i praktik på Søndervangsskolen. Her lærte jeg om svovlsyre i 7A. Men jeg blev også klogere på praktikken.
Det var tydeligt, at Knud – som mange andre studerende – så netop praktikken som højdepunktet på uddannelsen. For ham blev uddannelsen først rigtig spændende, da han mødte virkeligheden på Søndervangsskolen og fik sat liv på alle teorierne. Og fik prøvet sig selv af.
Alle steder hører jeg, at de studerende ønsker mere praktik, mere sammenhængende praktik og en bedre overgang fra auditorie til klasseværelse. Den sammenhæng mellem virkeligheden og det, de studerende lærer på uddannelsen, vil jeg gerne være med til at styrke.
Derfor bliver jeg glad, når jeg hører, at kommunerne kalder sig "meduddannere". For det er afgørende, at også kommunerne spiller med. Jeg kan ikke bare lovgive om, at jeres uddannelse skal være bedre knyttet til praksis og så læne mig tilbage. Vi har brug for at tænke det hele sammen og gøre det i fællesskab.
Vi skal tænke klogt
Jeg vil gerne insistere på at balancere den her diskussion. For jeg synes, der er en tendens til, at vi politikere gerne vil signalere viljekraft og slagkraft og sige: Yes, her er noget, der ikke fungerer. Vi laver en ny reform!
Det er måske derfor, jeres uddannelse har været igennem reform efter reform efter reform i de sidste 20 år. Jeg tror, vi kan gøre det klogere. Jeg tror, vi kan vælge at bruge de rammer, der blev lagt for læreruddannelsen i 2013 bedre. Og så se på – hen ad vejen – hvad der eventuelt kræver en lovændring, hvad der kræver økonomi, og hvad der kræver bedre kobling til det kommunale.
Præstationspres truer trivsel
Det andet, jeg gerne vil være med til at styrke og tager meget alvorligt, det er de studerendes trivsel.
Vi har alt for mange studerende, der er stressede. Ikke bare op til eksamen. Men også på en helt almindelig hverdag. Der gør mig bekymret. For det kan gå hen og blokere for, at I kan blive superlærere.
Jeg er særlig bekymret for jer på lærerstudiet, fordi I oplever den her stress og mistrivsel dobbelt. På den ene side er I selv en del af en stresset ungdomsgeneration, og på den anden side skal I være klædt på til at rumme, at vores børnegruppe i folkeskolen også er det.
Når jeg er ude og besøge gymnasier og spørger eleverne dér, hvad de laver i deres fritid, så siger de: "Fritid? Vi laver afleveringer."
De føler ikke, at der er tid til at indgå i fælleskaber. Det at lave sine afleveringer, gøre sig umage og være flittig, fylder det hele. Men hvad så med det fælleskab, der var, da man var spejderleder? Eller fodboldtræner? Eller aktiv i en ungdomsforening? Hvad så med den værdi, det giver at være noget for nogen? Hvad sker der med den, hvis det hele går op i at præstere og få gode karakterer?
Fælleskaber er vigtige. For vi skal kunne hente vores værdier flere steder fra. Og hvis vi har gode fælleskaber, har vi også nemmere ved at sige: Det blev så ikke til et 12-tal den her gang. Men de børn, jeg er svømmelærer for, dem får jeg smilet frem i.
En ting er sikkert: Vi har brug for, at I trives som lærerstuderende. Så I har overskud til at lære og være nysgerrige og blive klogere. For det er også det lys, de skal ud og tænde i elevernes øjne. Nysgerrighedens lys.
Det næstfedeste job i verden
Jeg synes, I lærerstuderende er heldige. I kan se frem til – om ikke det fedeste – så det næstfedeste job i verden: jobbet som lærer.
Derfor vil jeg gerne sige tak til de lærerstuderende for at tage initiativ til konferencen i dag.
I skal vide: Jeres uddannelse er vigtig for mig. Jeres uddannelse er vigtig for regeringen. Jeg er sikker på, at fremtidens fantastiske læreruddannelse, er noget, vi kan skabe i fælleskab.
Tak for ordet.