Man kan godt være fristet til at spørge sig selv: Alle de awardshows og skåltaler. Nytter de noget?
Gør priser overhovedet en forskel for diversitet og ligestilling ude på vores arbejdspladser?
Det mener jeg.
Til den første Danish Diversity Awards tilbage i 2022 fik organisationen Boss Ladies specialprisen for deres arbejde med diversitet i samfundet og vores virksomheder.
Det var med til at skabe synlighed om Boss Ladies. Og prisen var et velfortjent skulderklap til deres vigtige arbejde for at få flere kvinder ind i håndværksfagene.
Jeg har selv mødt de seje kvinder fra Boss Ladies flere gange. En af dem er med til at bygge den nye Femern Bælt-forbindelse.
Og som hun sagde til mig: Vi er ca. 1.200 håndværkere på byggepladsen. På en god dag er vi tre kvinder.
Jeg tænker, det sætter sig i arbejdsmiljøet og kulturen på pladsen.
***
Og vi kan jo se, der er seriøse problemer med arbejdsmiljøet rundtomkring.
I januar kunne vi for eksempel læse om den 17-årige tømrerlærling Sofie fra Holstebro.
Hende, som sagde fra, fordi hun blev udsat for en grænseoverskridende og helt uacceptabel opførsel på sit arbejde.
Hun fortalte, at de kaldte hende ”sæk,” ”kost” og ”kælling.” Og de sagde, at hendes tøj sad så stramt, at svendene ikke kunne koncentrere sig.
Og tømrermesterens reaktion?
Han sagde i medierne, at han aldrig ville have en pige som lærling igen. Som om det var Sofie, der var problemet.
Det er ikke bare forkert. Det er ulovligt. Det er forkasteligt. Og det er helt og aldeles uacceptabelt.
***
Sofies historie er grel nok i sig selv.
Men den siger også noget større om diversiteten på vores arbejdsmarked. Eller mangel på samme visse steder.
Som beskæftigelsesminister er det vigtigt for mig, hvad vi møder vores drenge og piger med i skolen, på deres senere uddannelser og på deres arbejdspladser.
Er det stadig sådan, kun drenge tror, de kan blive håndværkere? Og at det kun er vores piger, vi tænker kan blive sygeplejersker?
Man siger, vi har ligestilling i Danmark. Alligevel kan vi se, at mange dele af arbejdsmarkedet er delt op efter køn.
At man kan være næsten alene som kvinde på en byggeplads.
Og at Sofie kan blive udsat for den helt uacceptable behandling, hun oplevede.
Det viser, at vi stadig har mange kampe at kæmpe.
***
Også derfor er det vigtigt med Diversity Awards.
For her kan vi skabe synlighed om de virksomheder, hvor man sætter sig for at skabe en arbejdsplads, som har plads til de mange forskellige modeller, vi findes i. Og som ser det som en styrke at være mangfoldig.
Når nu vi er her i Industriens Hus, vil jeg dele et billede fra forretningsverdenen med jer.
I sidste uge var jeg til organisationen Specialisternes jubilæum. De har nu i 20 år matchet neurodivergente – for eksempel personer med autisme – med virksomheder, hvor de kan gøre en forskel.
Her sagde direktøren for Specialisterne, at det er lige så vigtigt, at vores arbejdspladser er mangfoldige – som at en aktieportefølje er mangfoldig.
En god investor vil aldrig satse alle sine penge på én aktie alene.
På samme måde skal vi ikke kun have én slags menneske på vores arbejdspladser.
Diversitet er en styrke. Og det er der heldigvis flere og flere virksomheder, der kan se.
***
Diversitet handler selvfølgelig også om andet end køn.
Næsten hver femte lønmodtager fortæller, at de er blevet diskrimineret på arbejdsmarkedet på grund af deres etnicitet, nationalitet eller sprog.
Hver femte! Det skal vi gøre bedre.
Eller tag seksualitet.
Det burde være sådan i dag, at langt de fleste kunne være den, de er.
Alligevel hører vi jo de trælse historier.
Både historier fra virkelighedens verden. Og dem i Thomas Korsgaards seneste lille roman Mente I det, hvor den homoseksuelle fortæller konstant lever i frygt for overfald og tilråb på gaden.
Han fortæller også om den mere diskrete homofobi, hvor han som seksårig ikke måtte få de pony-hårelastikker, som han ønskede sig af sin far. Han kunne få en stor, dyr traktor i stedet.
Eller scenen, hvor hans chef råber til ham gennem storrumskontoret for at høre, om han er bøsse.
***
Diskrimination er ulovligt. Det kan jeg læse, når jeg tager loven op af skuffen.
Men hvad er det, der sker, hvis vi kigger ud af vinduet?
Her kan jeg konstatere, at vi stadig har kulturer og normer, som sætter sig i vores arbejdsliv. Og i resten af vores liv, for den sags skyld.
Fra de store ubehagelige oplevelser. Til de små ting i hverdagen, hvor man ikke lige kan ringe til politiet. Hvor der ikke er noget sted at klage.
Der er heldigvis sket meget, i hvert fald i Danmark. Og jeg tror grundlæggende på, at vi er på rette vej.
Men vi har stadig problemer.
Vi har stadig kolleger, venner og naboer, der ikke kan være den, de er.
Vi har stadig meget at kæmpe for.
Også derfor er det godt, at vi er her i dag.
***
Diversitet kan også handle om handicap. Både de synlige. Men også dem, man ikke kan se med det blotte øje.
Der er heldigvis mange arbejdsgivere i dag, der godt kan se, hvordan for eksempel neurodivergente personer kan gøre en forskel.
Det ved jeg, flere af jer her i salen kan.
Men jeg tænker også på den unge svejser med autisme, som jeg mødte hjemme i Fjerritslev. Hun bygger møbler på en fabrik i byen, og hun er ifølge sin chef en af hans bedste medarbejdere.
Et par uger senere mødte jeg den unge mand Jens i Lyngby.
Han passer børn med ADHD. Og han forstår deres verden, og hvad de døjer med, bedre end de fleste. For han har selv ADHD.
En diagnose behøver derfor ikke være en svaghed – hvis vi altså formår at se styrken i det enkelte menneske.
***
Så nytter det noget med awardshows? Hjælper det at uddele priser?
Jeg mener, det nytter.
Jeg mener, det gør en forskel at få initiativer som Boss Ladies og de mange andre frem i lyset, som kæmper for mere diversitet.
Jeg mener, vi sammen kan skabe et arbejdsmarked og et samfund, hvor du kan være lige den, du er, uanset hvordan du er født – og hvor vi ser det som en styrke at have forskellige slags mennesker ansat.
For mangfoldighed gør stærk.
Tak for ordet, hav et rigtig godt show – og held og lykke til alle jer, der er nomineret!