Kære alle sammen
WOW – hvor fedt!!
TAK fordi jeg kan få lov til at åbne lige præcis denne 8. marts-fest!
Bobler, Barbie og buffet!
Ah, men altså.
Kvindernes Kampdag, dresset up med moderne, seje Barbie
– dét er em-po-wer-ment i meget fysisk form! KVINDEKRAFT! Wow!
Først en indrømmelse - jeg har aldrig selv ejet en Barbiedukke.
For det var der bare ikke helt råd til.
Men jeg havde en Cindy-dukke,.. Det var altså lige så godt...
Og så legede jeg med Barbiedukker, når jeg var ovre hos Britt.
Og...
Det er så her, jeg virkelig gerne ville fortælle en eller anden smuk anekdote om,
at min - rødstrømpedatterens - Barbie
altid var topleder eller minister - eller fagboss.
Og at Britt og jeg legede fagforening og var ude og demonstrere og organisere.
Men det er bare liiiige langt nok fra virkeligheden.
Jeg må med bøjet hoved indrømme, at en af de sidste lege, jeg husker
– da vi nærmede os teenageårene og nok ikke havde leget med dukker i nogle år –
det var, at vi linede alle Britts barbiedukker op, supplerede med et par Ken-dukker, og legede bordel 😉
Ja. Ikke mit mest feministiske øjeblik, det indrømmer jeg.
Og det er HELDIGVIS også ret langt fra den kæmpe POWER, som vor tids Barbie, kræver, bygger og tager som feministisk ikon i filmen.
Og godt for det!
For selvom det ’bare’ er en film, så kan den altså noget.
Den bidrager med sin helt egen stil til at åbne måden vi forstår og taler om kvinderoller og manderoller og alt midt i mellem og udenom.
– og så vil jeg da også sige den tusind tak
for at give os den lyserøde farve tilbage som en kamp- og kvindefarve.
Det skal siges, at selvom jeg ELSKER pink – så har jeg altså altid været lidt allergisk overfor, at vi farver ting lyserøde, når det skal henvende sig til kvinder.
I ved – mobiltelefoner, skruetrækkere, LEGO ...
Men med Barbie får vi lov at tage farven og det feminine på os,
og lade den gøre os stærke og fylde i rummet.
Lyse OP og stråle mod de mørke jakkesæt – og det kan altså bare noget!
Og jeg føler faktisk, at lige netop DENNE form for KVINDEKRAFT,
har været med mig hele dagen.
Jeg kommer fx lige fra Arbejdermuseet,
hvor over 150 tillidsrepræsentanter,
arbejdsmiljørepræsentanter,
medlemmer på tværs af fag og organisationer,
ministre, politikere, topledere, osv. osv.
har udfyldt deres helt egen side i idekataloget til fagbevægelsens 2030-plan.
Altså en 2030-plan for ligestilling, hvor vi siger:
Hvis vi nu kun har SEKS år til at løse det her – HVAD skal der så til?
DET ER som om Ligestilling stadig står på det der startfelt på spillepladen,
hvor klimaet stod for blot et øjeblik siden.
Hvor mange stadig bruger deres energi på at slås om,
om tallene nu også er korrekte ud i femte-sjette decimal.
Om MINE oplevelser og DINE erfaringer overhovedet er ægte,
når nu den man(d) taler med, aldrig selv har oplevet det.
Ved fagbevægelsens ligestillingstopmøde i november sidste år
gik en ung mandlig politiker i en paneldebat ud fra,
at de fleste blev spurgt om de havde dyrket holdsport, når de kom til jobsamtale
Lad os bare lige tage den: Hvor mange herinde er blevet spurgt direkte, om de dyrker holdsport ved en jobsamtale?
Godt så.
Hvor mange herinde er blevet spurgt mere eller mindre direkte,
hvad deres planer for børn/familie/graviditet var ved en jobsamtale?
Det sjove – eller ikke så sjove - er, at jeg ikke et øjeblik betvivler,
at han er blevet spurgt om holdsport.
Til gengæld havde han svært ved at tro på,
at mange kvinder har prøvet at blive spurgt om familieplaner
– for det er jo ulovligt … (!) og det havde han mærkeligt nok ALDRIG prøvet
Udfordringen er, at fordi der er formel ligestilling på mange områder,
så tror vi også, at den er der reelt.
Vi kan forestille os, at folk bryder færdselsloven, men fx ligelønsloven – uha nej.
Og så risikerer vi, at 8. marts hurtigt ender med at blive endnu én lang kamp om fakta fremfor en dag, hvor vi siger: Nu er vi enige om, at der er en udfordring,
så nu kaster vi alt efter at løse det – fremfor at snakke om det.
For jeg ved ikke med jer, men jeg vil ikke vente 132 år på, at vi måske, måske ikke opnår reel ligeløn.
Jeg vil ikke vente ud i det uendelige på, at der ikke længere er flere, der hedder Lars i toplederstillinger, end der er kvinder.
Og en af hovedårsagerne til, at jeg slet ikke vil vente er, at fremskrivninger af ligestilling desværre også har en træls tendens til ikke at holde.
Rockwool Fonden fremskrev fx i 2012, at mænd og kvinder i 2023 – altså sidste år - vil bruge lige meget tid på arbejde i hjemmet.
JA det skete jo så bare aldrig.
De nyeste tal viser, at kvinder dagligt bruger en time mere på omsorg og husligt arbejde end mænd.
Og det lyder måske ikke af meget, men hvis vi ganger det ud på et år, så lyder regnskabet i stedet på 48,5 arbejdsdage. Ubetalt. Ulønnet.
Det er værd at tænke over, når vi også denne uge kan læse i medierne, at kvinder er mere stressede end mænd.
Det kan nogen vælge at blive overrasket over
– og det har forskellige årsager –
men undersøgelser har vist, at hvor mænds stressniveau daler sidst på dagen,
når de får fri, så fortsætter eller stiger kvinders.
Hvis jeg skal være lidt polemisk, så er det jo fordi,
at vores arbejdsdag ikke er slut dér.
Så i dag tillader vi os altså at tage udgangspunkt i,
at vi ikke er i mål med ligestillingen. Og lad os dog så få løst det.
Jeg ved, at jeres program i aften handler om hverdagsøkonomi,
feministisk selvforsvar og lønforhandling.
Det er så skarpt og rigtigt skruet sammen af kollegerne her i Hovedstaden.
Jeg håber, at I alle sammen går herfra
med nøjagtig den samme følelse af kampvilje og barbiepower,
som jeg har haft med mig hele dagen
Jeg håber, at I deler den og bruger den sammen med jeres kolleger ude på arbejdspladserne til at blive endnu dygtigere til privatøkonomi,
til at forhandle, til at KRÆVE mere i løn
og til at give den såkaldt gode stemning et cirkelspark, når der er brug for det.
Tusind tak for, at I vil bruge jeres tid i dag sammen med os og hinanden
– og rigtig god kamp- og festaften!