Rigtig hjertelig velkommen til jer alle sammen.
Tak til repræsentanter fra Sverige og fra det jødiske trossamfund, til Rudersdal-borgere og alle andre der har fundet vej herned på en regnfuld søndag.
Tak til alle de velvillige donorer: Hartmann Fonden, Helga Melchiors Familiefond, Simcha Fonden: Bent Lexner, Danmarks loge, Poul & Hildur Kingo Pedersens Mindelegat, Henrik Ehrenreich og Birgitte og Finn Thunbo Christensen.
Tak til Ole Philipson, Niels Friis Hansen, Christoffer Buster Reinhardt og familien Birkelund for at være med til at gøre denne dag lige akkurat så vigtig, som den er.
Min mor gik i skole i Holte under krigen. Hun fortalte mig, hvordan der var børn i skolen, som var en fuldstændig naturlig del af hendes hverdag – lige indtil den dag, hvor de ikke var der mere. Hun fortalte om Ulf, der lige pludselig ikke kom i skole mere fra en eller anden dag i efteråret 43. Ulf blev reddet, han tog turen til Sverige, og senere han blev far til Charlotte, som startede i børnehaveklassen sammen med mig i sommeren 1975. Og vi blev nære veninder. Jo, jo – ikke om fredagen for hjemme hos Charlotte holdt de sabbat, så der kunne vi ikke lige være sammen. Og jo, jo der var noget med at hun ikke spiste gris, men vi fandt bare noget andet at komme i munden. Og jo jo vi var til hendes konfirmation, bar mitzva i synagogen og det var eksotisk og lidt fremmed – og så alligevel overhovedet ikke, for hun skulle jo fejres lige som os andre.
Jeg spurgte engang Charlotte om hun var mest jøde eller mest dansker. Og naturligvis svarede hun det eneste hun kunne svare: Jeg er dansk jøde.
Og på den måde har jeg ligesom så mange, mange andre danskere min lille del af historien om de danske jøder.
Charlotte er desværre ikke mere, men på en dag som i dag og her i ugerne op til i dag, har jeg tænkt så meget på hende.
Og i ugerne op til i dag fylder forfølgelsen ulykkeligvis stadig. Terrororganisationen Hamas’ angreb viser os, at kampen for anerkendelsen af det jødiske folk er grusom aktuel.
Monumentet, som vi om lidt skal afsløre, hedder Flygtninge. Vi sætter det op, fordi mennesker her i vores lokalsamfund satte deres eget liv på spil for at redde andre. Det er der mennesker over hele verden, som gør, når verden står i flammer. I Israel, Ukraine, Vestbredden. De sætter livet på spil for at redde andre.
Det er derfor, at vi er her i dag! Tak fordi I alle sammen er kommet.