Kære alle…
Kære forældre, søskende og bedsteforældre.
Kære lærere og andet personale.
Og ikke mindst… Kære elever som nu nyudklækkede studentere!
Først og fremmest – KÆMPE tillykke til jer alle, hvor har VI klaret det godt!
Man skulle tro, at jeg ikke havde fået nok af alt det her eksamensræs, siden jeg stiller mig op her i dag og holder årets elevtale og IGEN, gennemgår hele nervøsitets- og følelsesregistret.
Men for mig handlede det nok mest om, at jeg havde en lyst til at give jer et par ord med i jeres rygsæk, som i den kommende fremtid vil være med jer overalt.
Vi står her i dag for en sidste gang, at takke af med netop Nordfyns Gymnasium, men også alt hvad de her 3 år har budt – på både godt og ondt.
I dag for præcis 3 år siden, mandag d. 28 juni 2021, tjekkede et brev ind på min e-boks, hvor der stod jeg var blevet optaget og skulle gå på Nordfyns Gymnasium.
Jeg husker tydeligt tanken om at gå på gymnasium, var noget af en mærkelig og bittersød fornemmelse – man virkede så gammel og så voksen, og man kunne virkelig mærke, at ansvar og seriøsitet ville blive en meget større del af vores kommende hverdag.
Og selvom vi vidste tiden på gymnasiet ville kræve meget mere af os, så krævede det alligevel ikke mere af os i starten, end at diverse gode gamle børne- og navnelege var på dagsordenen de første mange dage – så vi kunne lære hinanden at kende.
Jeg husker selv tydeligt, at tingene jo var meget simple, da det er det der skal til nogle gange, når man har med teenagere og unge mennesker at gøre. Så første dag beder introeleverne os lave en leg, hvor vi først siger vores navn efterfulgt af et dyr der starter med samme forbogstav som vores eget (f.eks. Katrine Kat). Og så simpelt som det lyder, så får jeg alligevel sagt “Anna Alien”... hverken et dyr eller nogen form for levende organisme…
Og dette er et fremragende eksempel på, at selvom denne situation var harmløs og folk selvfølgelig grinte af mig – hvilket jeg godt kan forstå, jeg kunne bare ha’ lyttet ordentligt efter – så var jeg altså nervøs og presset lige i dette eksakte øjeblik.
Netop noget, som jeg gerne vil fremhæve i denne tale.
Allerede fra vi går i ottende klasse i folkeskolen, bliver vi vurderet på vores evner til at præstere og yde vores bedste under pres – netop via de her forfærdelige eksamener.
Vi er nemlig desværre vokset op i en tid, hvor det handler om at præstere og få høje karakterer – da vi gennem gymnasiet bliver konfronteret med tårnhøje forventninger fra både familie, venner, lærere og ja, os selv.
Det er nemlig virkelig forskelligt fra person til person, hvordan vi tackler eksamener og hvorvidt det kommer til at gå os godt eller ej.
Lige meget hvilket fag du skal op I, samt hvilken karakter du i forvejen har stående, så vil der være emner under de diverse fag, som man klarer sig bedre i og nogle man klarer sig knap så godt i – og oven i det, så indeholder eksamener så meget nervøsitet, pres og uforudsigelighed.
Eksamener er nemlig kun et øjebliksbillede af “hvad du kan” lige nu og her, og de fortæller netop nødvendigvis intet om, hvem du er eller hvad du kan.
Hvis du spørger mig, så synes jeg nemlig, at man burde se mere på hvordan mennesket er, og så vil jeg meget hellere give dem et 12-tal for den karakter de er, end for hvad de kan præstere under pres. For det kan nemlig få betydning for vores kommende uddannelser, at der er krav på høje snit og forventninger om høje karakterer, hvis ikke du præsterer godt til en eksamen. Men det fortæller jo intet om hvor arbejdsom og ansvarsbevidst du er, hvilke gode kompetencer du har, eller hvor rar og imødekommende en kollega du er.
Så kære studentere, uanset hvordan jeres eksamener er gået – om I har scoret 02, 7, 12 eller det imellem, eller om I har dumpet – så skal I være ENORMT stolte af jer selv og alt det I har gennemført for at nå lige præcis hertil.
Derfor vil denne dag for mange også være anderledes, håbefuld og bittersød, fordi vi både er ved vejs ende og ved en ny begyndelse.
Fremadrettet ved vi ikke hvad næste skridt er, som vi normalt har vist gennem livet – efter dagpleje eller vuggestue kommer børnehave, så folkeskole, efterfølgende måske efterskole eller en tiende klasse og så gymnasiet.
Nu her bliver hverdagen ikke længere fast skemalagt, og vi ved ikke, hvor vi ender, med hvem vi ender og med hvad vi ender med.
På samme måde har vi knyttet bånd gennem gymnasietiden, som vil resultere i, at der er nogen vi kommer til at se igen og andre vi aldrig kommer til at se igen– vi ved bare ikke hvem…?
Vi kan hertil takke mange for, at vi er nået hertil. Vores forældre, søskende, venner, men især vores lærere – som har sørget for, at vi nogle uger har haft flere afleveringer, end der er dage.
Ej… vores kære lærere som igennem 3 år har måtte bære over med mange ting: ændring i vores adfærd, hysteri, snerpede toner, ingen engagement eller lyst – og alt dette er for det meste opstået i mandagenes 4. moduler.
Vi kan takke vores kære lærere for, at ivrigt prøve at proppe pensum ind i hovederne på os, så vi alle nu i dag kan stå med huerne på – for uden jer, var vi jo ikke kommet igennem.
Selvfølgelig kan familien og venner også takkes for opbakning og støtte, men de vigtigste vi kan takke for at komme gennem disse 3 år – er os selv.
Så nu i dag, præcis 3 år efter, fredag d. 28. juni 2024. Her står vi så alle på hver vores springbræt på vej mod en ny begyndelse. Og selvom vi alle her efter i dag, drager hver til sit ud på hver vores veje i livet, så gør jer selv en tjeneste:
En tjeneste som jeg selv kom til at tænke meget over, efter jeg for godt 4 mdr. siden kom til skade og endte i kørestol, men nu i dag er på benene igen.
“Stop op engang, kig rundt og sæt pris på selv de mindste ting omkring jer. Husk at værdsætte den sidste tid I har sammen – nemlig studentertiden, og så nyd hinanden nu hvor vi alle kan få lov at kende hinanden 100% på den anden side af press, stress og eksamener, gennem de sidste 3 år.”
…Og så selvfølgelig husk, at karakterer ikke definerer hvem I er!
Mange tak! <3